Hvis det ikke er muligt at beregne moms på hver enkelt vare, fordi der er tale om samlet køb og salg af flere varer, hvor den enkelte vares pris ikke kendes, skal momsgrundlaget for de pågældende varer opgøres under ét for hele momsperioden.

Denne periodevise opgørelsesmetode kan f.eks. anvendes i tilfælde, hvor en videreforhandler opkøber et dødsbo, og der ikke på fakturaen eller afregningsbilaget er anført en pris for den enkelte vare, men kun en samlet pris for hele boet. Metoden kan også bruges i de situationer, hvor en enkelt vare indgår i et videresalg af en flerhed af varer, som sælges under ét, f.eks. salg af en frimærkesamling eller stel/bestik til 12 personer.

Momsgrundlaget beregnes som 80 pct. af den samlede forskel mellem de køb og salg, som virksomheden har foretaget i momsperioden. Der skelnes ikke mellem salg til lande inden for og uden for EU.

Eksempel

Virksomheden har i perioden købt brugte varer for 700.000 kr. og solgt sådanne varer for 900.000 kr.

Momsgrundlaget for perioden udgør (900.000 kr. - 700.000 kr.) x 80% = 160.000 kr.

Momsen for den pågældende periode udgør 160.000 kr. x 25% = 40.000 kr.

Overstiger værdien af køb i en periode værdien af salg, kan det overskydende beløb overføres og medregnes til værdien af køb i den efterfølgende momsperiode. Der udbetales således ikke negativ moms, der kan henføres til brugtmomsordningen.

Hvis en virksomhed er nødt til at opgøre momsgrundlaget periodevis for en del af omsætningen, kan den vælge også at anvende en periodeopgørelse for den resterende del af omsætningen af brugte varer mv.

Varer, der én gang er kommet ind under den periodevise opgørelsesmetode, kan ikke senere overgå til ordningen med individuel opgørelse af momsgrundlaget efter afsnit R.4.1. Det skyldes, at de pågældende varer ikke fysisk eller regnskabsmæssigt kan udskilles fra andre varer i virksomheden.

Adgang til i stedet at anvende de almindelige momsreglerTold- og Skattestyrelsen har i SKM2004.337.TSS besvaret en forespørgsel om, hvorvidt videreforhandlere, der har henført brugte varer til den periodevise opgørelsesmetode efter momslovens § 70, stk. 5, kan vælge at anvende de almindelige momsregler på de pågældende varer, f.eks. i forbindelse med salg af varer til købere i andre EU-lande.

Det følger af momslovens § 69, stk. 1, jf. 6. Momsdirektivs artikel 26 a, punkt B, stk. 11, at videreforhandlere for enhver levering, der er omfattet af brugtmomsordningen, kan vælge i stedet at anvende de almindelige momsregler. Videreforhandlere, der har henført brugte varer til den periodevise opgørelsesmetode, jf. momslovens § 70, stk. 5, kan derfor vælge at anvende de almindelige momsregler for de pågældende varer såvel i forbindelse med salg af varer til tredjelande som i forbindelse med salg af varer til andre EU-lande og indenlandsk salg.

Det følger af momskendtgørelsens § 93, stk. 4, jf. momslovens § 70, stk. 5, sidste pkt., at når varer omfattet af § 70, stk. 5, (den periodevise opgørelsesmetode) efterfølgende henføres under lovens almindelige regler, skal virksomheden anføre varens indkøbsværdi på salgskontoen. Kan denne købspris ikke dokumenteres af virksomheden, skal lovens § 70, stk. 3, 2. og 3. pkt. anvendes analogt. Købsprisen skal således beregnes på grundlag af varens salgspris reduceret med de omkostninger og den avance, der i almindelighed indgår ved leveringen af varer af den pågældende art.

Det følger af de særlige fakturaregler og regnskabsregler for brugtmomsordningen, jf. momsbekendtgørelsens §§ 92 og 93, at videreforhandlerne skal tilkendegive deres valg med hensyn til, om den enkelte vare leveres efter brugtmomsreglerne eller efter lovens almindelige regler, i forbindelse med udstedelse af faktura og med indgivelse af momsangivelsen for den pågældende periode. Brugtmomsreglerne indeholder ingen adgang til at omgøre dette valg.

Da SKM2004.337.TSS er begrundet i en ændret fortolkning af regelgrundlaget, har meddelelsen alene fremadrettet virkning fra offentliggørelsen den 5. august 2004.