Opholdsperioden uden for riget kan afbrydes af nødvendigt arbejde her i riget i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ferie eller lignende af en sammenlagt varighed på højst 42 dage, uden at retten til nedslag fortabes.

Som nødvendigt arbejde kan f.eks. nævnes afrapportering overfor bestyrelse, modtagelse af instrukser m.m. Der må ved afgørelsen af, hvad der anses for nødvendigt arbejde anlægges en streng vurdering.

Med "direkte i forbindelse med arbejdsopholdet" stilles der krav om, at arbejdsopholdet i Danmark skal vedrøre hovedbeskæftigelsen i udlandet. Har en person f.eks. et bijob i udlandet, vil et arbejdsophold i Danmark i forbindelse hermed ikke stå i direkte forbindelse med udlandsopholdet, og opholdet i udlandet vil dermed være afbrudt.

Opholdet i forbindelse med udførelse af nødvendigt arbejde medregnes i opgørelsen af de 42 dage. Der kan således maksimalt udføres nødvendigt arbejde i Danmark i 42 dage over en periode på 6 måneder.

Nødvendigt arbejde her i riget i direkte forbindelse med udlandsopholdet, ferie eller lignende, som afslutning på et udlandsophold, kan ikke medregnes til 6 måneders perioden.

Ferie eller lignende afholdt i udlandet som afslutning på et udlandsophold kan derimod medregnes til 6 måneders perioden. Det samme gælder, hvor et udlandsophold efterfølges af ferie i Danmark (under 42 dage) og derefter ferie i udlandet, således at vedkommende er udenlands på 6 måneders dage for udlandsopholdets start.

Begrænsningen for så vidt angår erhvervsmæssigt betingede ophold medfører, at eksempelvis deltagelse i bestyrelsesmøder i Danmark afbryder opholdet.

Under hensyn til, at en skatteyder - udover ophold i Danmark i forbindelse med ferie og lignende, som ikke ville overstige 7 dage i gennemsnit pr. måned - ville opholde sig i Danmark i det omfang, det var nødvendigt på grund af afrapportering og eventuelt deltagelse i kurser af relevans for det arbejde, han udførte i udlandet, samt at skatteyderen endvidere i sin egenskab af bestyrelsesmedlem i danske virksomheder ville deltage i 1-dags møder i forbindelse med andet ophold i Danmark, fandt Ligningsrådet ikke, at skatteyderen ville være berettiget til lempelse i henhold til LL § 33 A (TfS 1995,243 (BF)).

Også brudte døgn skal medregnes ved opgørelsen af de 42 dage , jf. ØLD af 18. juni 1997 (TfS 1997,556) og SKM2003.405.HR. Hvis således en person f.eks. ankommer til Danmark fredag kl. 12 og rejser ud igen mandag kl. 12, vil der være tale om 4 dages ophold i Danmark (skd. 70.423). Et ufrivilligt ophold inden for riget udover 42 dage inden for 6 måneder, f.eks. nødvendiggjort af sygdom, bevirker således, at retten til at påberåbe sig nedslagsreglen fortabes. Rejsedage i forbindelse med udlandsopholdets begyndelse og afslutning medregnes ikke ved opgørelsen af de 42 dage, jf. SKM2003.405.HR.

Det tidsrum på 42 dage inden for 6 måneder, i hvilket ophold inden for riget kan ske uden fortabelse af retten til skattefritagelse, svarer til 7 dage om måneden. Ophold i Danmark inden for de første 6 måneder af et udlandsophold må højst udgøre 42 dage. SKM2001.173.VLD: En skatteyder havde over en årrække i gennemsnit opholdt sig mindre end 7 dage pr. måned i Danmark. Han blev nægtet udlandslempelse for den første del af denne periode, idet landsretten lagde til grund, at et udlandsophold i relation til LL § 33 A først kan anses for påbegyndt fra og med begyndelsen af den første 6-måneders-periode, i hvilken skatteyderens ophold her i riget har haft en sammenlagt varighed på højst 42 dage. Højesteret stadfæstede landsretsdommen ved dom af 1. maj 2003, SKM2003.209.HR med den begrundelse, at nedsættelse af indkomstskatten er betinget af, at skatteyderens ferieophold m.v. her i riget sammenlagt har en varighed på højst 42 dage inden for enhver afsluttet 6-måneders periode. Højesteret udtalte, at der ikke var grundlag for at fastslå, at denne forståelse af bestemmelsen er i strid med en fast administrativ praksis.

Såfremt udlandsopholdet strækker sig ud over 6 måneder, forlænges den tilladte opholdsperiode i Danmark, svarende til forholdet mellem 6 måneder og 42 dage. Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke stilles krav om, at opholdet i udlandet er forlænget med en hel måned.

Højesteret har med sin begrundelse i SKM2003.209.HR præciseret, at nedslag efter LL § 33 A er betinget af, at modtageren ikke har opholdt sig her i riget i mere end 42 dage indenfor enhver afsluttet 6-måneders periode. Ved ophold i udlandet, der strækker sig ud over 6 måneder, skal det tilladte ophold her i riget på 7 dage om måneden placeres således, at opholdet højst har en varighed på 42 dage inden for de seneste 6 måneder.

Told- og Skattestyrelsen har om fortolkningen af LL § 33 A efter Højesterets dom udtalt (SKM2004.15.TSS), at et udlandsophold må anses for afbrudt, såfremt den pågældende person på en given dato har opholdt sig her i riget i mere end 42 dage inden for de seneste 6 måneder. Et udlandsophold anses for afbrudt ved påbegyndelsen af det ferieophold m.v., hvorunder de 42 dage overskrides, idet ferieophold m.v. her i riget som afslutning på et udlandsophold ikke medregnes til udlandsopholdet. 

Eksempel:

Et udlandsophold starter den 1. januar. Skatteyderen har 10 weekend-ophold (fredag - søndag) i Danmark i perioden 1. februar - 1. juni ( i alt 30 dage) og rejser hjem på 14 dages ferie i Danmark den 30. juni. Den 12. juli har opholdet i Danmark haft en sammenlagt varighed på mere end 42 dage inden for de seneste 6 måneder, og udlandsopholdet afbrydes derfor den 30. juni. Der kan opnås lempelse for perioden 1. januar - 30. juni forudsat de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Hvis skatteyderen vil opnå lempelse af lønindkomst i udlandet efter afbrydelsen, skal han på ny opholde sig i udlandet i mindst 6 måneder.

Såfremt skatteyderen i det nævnte eksempel var rejst hjem på 14 dages ferie i Danmark den 29. juni i stedet for den 30. juni, ville der ikke kunne opnås lempelse for den forudgående periode, idet udlandsopholdet ville være afbrudt, inden der var forløbet mindst 6 måneder.

Hvis betingelserne for lempelse er opfyldt i perioden inden afbrydelsen af udlandsopholdet, mistes denne ret ikke, selv om den pågældende person efterfølgende har opholdt sig her i riget mere end 42 dage inden for en 6 måneders periode.

Told- og Skattestyrelsen udtalte endvidere, at det ikke kan udelukkes, at Højesterets dom, SKM2003.209.HR, i visse tilfælde indebærer en skærpelse af praksis, hvilket kan begrunde, at dommen alene tillægges virkning fra afsigelsesdatoen den 1. maj 2003.