KGL § 15KGL § 15 er en undtagelse fra hovedreglen i KGL § 14, stk. 2, jf. § 38, om skattefrihed for kursgevinster på blåstemplede fordringer i danske kroner. Bestemmelsen regulerer beskatningen i visse situationer, hvor fordringer er erhvervet for lånte midler.

Formålet med bestemmelsen er at hindre arrangementer (såvel organiserede som individuelle), som udnytter den forskellige skattemæssige behandling af renteudgifter på lån og kursgevinster på blåstemplede fordringer. Bestemmelsen tilsigter at hindre arrangementer, hvor blåstemplede fordringer erhverves for lånte midler med den virkning, at den skattepligtige opnår en fradragsberettiget nettorenteudgift og en delvis skattefri kursgevinst. Arrangementer af denne type giver typisk et negativt resultat før skat, men et positivt resultat efter skat ved beskatning efter mindsterentebestemmelsen.

Spørgsmålet om, hvorvidt en fordring anses for erhvervet for lånte midler, sker efter to afgrænsningskriterier, jf. § 15, stk. 2. Erhvervelse for lånte midler anses herefter at foreligge:

1. Hvis den skattepligtige i forbindelse med erhvervelsen har optaget lån, der står i åbenbart misforhold til det kapitalbehov, som den skattepligtiges øvrige virksomhed eller privatforbrug betinger. Om der foreligger et åbenbart misforhold, må bero på en konkret vurdering af lånets størrelse på baggrund af den skattepligtiges økonomiske forhold i øvrigt.
2. Hvis sammenhængen mellem erhvervelse og låneoptagelse klart fremgår af omstændighederne ved erhvervelsen. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis et obligationskøb og låneoptagelse sker gennem samme formidler eller udbyder, og obligationerne måske lægges til sikkerhed for lånet.

Opnåelse af usædvanlig kredit ligestilles med låneoptagelse.

Undtaget fra beskatning efter særbestemmelsen er tilfælde, hvor personer (og dødsboer) uden skattemæssig begrundelse eller fordel erhverver obligationer for lånte midler. Efter § 15, stk. 3, sker der således ikke beskatning af kursgevinsten:

1. Hvis den skattepligtige godtgør, at de udgifter vedrørende lånet, som kan fradrages ved indkomstopgørelsen, kun overstiger de skattepligtige indtægter af fordringerne med et forholdsvis uvæsentligt beløb. De fradragsberettigede udgifter vedrørende lånet vil typisk bestå af renter og provisioner samt for realkreditlåns vedkommende tillige af bidrag til realkreditinstituttet. Ved opgørelsen af skattepligtige indtægter af fordringerne medregnes ikke kursgevinster, som alene er skattepligtige efter § 15. I tilfælde, hvor en skattepligtig optager et almindeligt obligationslån i et realkreditinstitut og beholder obligationerne, overstiger de fradragsberettigede udgifter vedrørende lånet kun de skattepligtige indtægter af obligationerne med bidraget til  realkreditinstituttet. Bidraget er af uvæsentligt omfang set i forhold til den skattepligtige renteindtægt af obligationerne, og situationen vil derfor ikke være omfattet af beskatning efter særbestemmelsen.
2. Hvis den skattepligtige godtgør, at lånet og fordringerne under ét giver negativt resultat efter skat selv ved beskatning efter mindsterentereglen. Ved denne resultatopgørelse medregnes også provision, stempelafgift og andre udgifter, som ikke er fradragsberettigede. Der sker således ikke beskatning efter særbestemmelsen, hvis en skattepligtig optager et kontantlån baseret på blåstemplede obligationer og opkøber de underliggende obligationer, hvor personens nettoudgift til rente og bidrag overstiger nettoafkastet af  obligationerne, således at det samlede resultat er negativt selv efter beskatning efter mindsterentebestemmelsen.

Bedømmelsen af, i hvilket omfang de fradragsberettigede udgifter vedrørende lånet overstiger de skattepligtige indtægter af fordringerne, og om lånet og fordringerne giver negativt resultat efter skat, foretages for den skattepligtiges samlede ejer- henholdsvis debitorperiode. Det er således f.eks. uden betydning, om renteudgift og renteindtægt falder i hvert sit indkomstår, så renteudgiften i første indkomstår overstiger  renteindtægten væsentligt.

Praksis vedr. KGL § 15KGL § 15 svarer til § 7A, stk. 1 - 3, i den tidligere gældende KGL. Nedenstående praksis er derfor fortsat gældende.

Ligningsrådet har i et tilfælde, hvor en skatteyder på eget initiativ havde påtaget sig en yderligere renteudgift for at opnå et negativt resultat, set bort fra denne yderligere udgift. Ligningsrådet lagde i det konkrete tilfælde ved afgørelsen af, om skatteyderen var omfattet af § 7A, vægt på de oprindelige aftalevilkår, ifølge hvilke det samlede  arrangement ville være positivt før kursavancebeskatningen. Afgørelsen er stadfæstet af Landsskatteretten, jf. TfS 1995, 542 LSR.

I TfS 1999, 969 ØLD blev et køb af obligationer for lånte midler afviklet før tid med henblik på at minimere skattebetalingen. I forbindelse med afviklingen betalte skatteyderen en kurtage på 2,5 promille til banken. Landsretten lagde til grund, at størelsen af den betalte kurtage ikke var usædvanlig og at afviklingen var skattemæssigt begrundet. Uanset at kurtagens størrelse kunne være påvirket af skattereglernes udformning fandt landsretten ikke, at der forelå et sådant interessefællesskab mellem skatteyderen og banken, at kurtagen kunne frakendes forretningsmæssig relevans. Kurtagen skulle derfor indgå i beregningen af det samlede resultat af arrangementet, hvorfor kursgevinsten var skattefri efter § 7A. Højesteret ændrede TfS 1999, 969 ØLD, ved SKM2002.249.HR. Højesteret sagde, at salget ikke havde noget forretningsmæssigt formål, men var en følge af interessen i at undgå beskatning efter § 7A, stk. 1. Formålet med bestemmelsen er alene at undtage tilfælde hvor der ikke indgår skattespekulation. Skatteministeriet fik medhold.

I TfS 1996, 540 LSR fandt Landsskatteretten at der, ved opgørelsen af den skattepligtige fortjeneste på unoterede fordringer, omfattet af KGL's § 7A, skulle anvendes en lineær  kursopskrivning i forhold til fordringens løbetid ved fastlæggelsen af kursværdien den 16. juni 1992. Landsskatteretten fandt det ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at de pågældende obligationer pr. nævnte dato havde en markedsværdi, der var højere, hvorfor ansættelsen blev stadfæstet.

►Landsskatteretten har i SKM2006.680.LSR fundet, at lån i fremmed valuta/valutakurstab ikke er undtaget fra bestemmelsen.◄

SKM2001.142.VLR vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt et lånearrangement med køb og salg af fordringer skulle beskattes efter hovedreglen i den dagældede KGL § 7A, stk. 1, eller om arrangementet var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i KGL § 7A, stk. 3, 2. pkt. Landsretten fandt, at der i et tilfælde med flere successive arrangementer skulle ske opgørelse af det enkelte arrangements konsekvenser for skatteyderens beskatningsforhold, også når arrangementet løb over flere år. Landsretten fandt videre, at opgørelsen skulle ske under hensyntagen til skatteyderens øvrige skattemæssige forhold således, at der blev taget hensyn til den faktiske skattemæssige værdi af fradragsberettigede udgifter og skattepligtige indtægter.

I SKM2002.673.LSR fandt Landsskatteretten, at en skatteyders deltagelse i et skatteprojekt med canadiske og amerikanske obligationer gennem et selskab på Jersey ikke kunne tillægges skattemæssig virkning, da skatteprojektet ud fra en samlet vurdering var uden egentlig forretningsmæssigt indhold og uden reelle økonomiske risici for de implicerede parter. (Sagen er indbragt for domstolene)

I SKM2002.231.HR fandt Højesteret, at en fastsat formidlingsprovision alene var fastsat ud fra et ønske om at skabe et underskud på ca. 1000 kr., for derved at undgå beskatning efter reglerne om beskatning af kursgevinster af fordringer erhvervet for lånte midler, jf. de dagældende regler i KGL § 7A, stk. 1. Højesteret fandt, at der herefter ikke kunne tages hensyn til provisionen ved afgørelsen af, om betingelsen for skattefrihed i medfør af fritagelsesbestemmelsen i lovens § 7A, stk. 3, 2. pkt., var opfyldt.

I TfS 1999, 529 ØLD kunne der ved opgørelse af det samlede resultat, jf. KGL § 7A, stk. 3, 2. pkt., ikke ske modregning af realiserede kurstab for 1994 og 1995 på lånefinansierede obligationer i en i 1993 realiseret kursgevinst ved salg af andre lånefinansierede obligationer. Det var uden betydning, at alle obligationer var finansieret af samme underliggende lån.

Bestemmelsen har virkning for gevinster, der realiseres den 16. juni 1992 eller senere. I tilfælde, hvor sammenhængen mellem erhvervelse og låneoptagelse ikke klart fremgår af omstændighederne, jf. det ovenfor anførte, har bestemmelsen dog alene virkning for fordringer, der er erhvervet den 16. juni 1992 eller senere. Personer, som efter § 15 skal medregne gevinst på fordringer, som efter de tidligere gældende regler ikke skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, kan ved anvendelsen af reglerne i § 26, stk. 1, i stedet for anskaffelsessummen benytte værdien den 16. juni 1992. Valget skal træffes samlet for samtlige fordringer under ét, jf. KGL § 42, stk. 12. Opmærksomheden henledes i den forbindelse på den tidligere nævnte landsskatteretskendelse TfS 1996, 540 LSR.