For lån ydet af realkreditinstitutter og aktieselskaber, der er omfattet af lov om et skibsfinansieringsinstitut, opgøres gevinst og tab efter den almindelige regel i KGL § 26, stk. 4 (se afsnit A.D.2.15). Dette gælder, hvadenten der er tale om ordinær indfrielse eller hel eller delvis ekstraordinær indfrielse.

Indtræden eller udtræden som solidarisk hæftende meddebitor uden en samtidig ændring af ejerforholdene til ejendommen vil have betydning for realkreditlånets skattemæssige status. Anskaffelsestidspunkt og anskaffelseskurs skal alene fastlægges i forhold til debitorer, der tillige er ejere af den pantsatte ejendom, ligesom gevinst og tab alene skal beskattes hos disse debitorer fordelt på grundlag af ejerskabet af ejendommen.

Ved overtagelse af indestående realkreditlån i forbindelse med en ejendomsoverdragelse skal lånene derfor anses for anskaffet af køberen på dette tidspunkt og til kursen på dette tidspunkt, uanset om køberen i forvejen havde status som solidarisk hæftende meddebitor.

Debitor i henhold til et konverterbart realkreditlån har typisk mulighed for at indfri lånet ekstraordinært på følgende måder:

  • Pari-straks indfrielse. Pantebrevet indfries ved, at låntager betaler et kontantprovenu svarende til obligationsrestgælden. Herefter udtrækkes obligationerne ved en senere termin.
  • Pari opsigelse. Pantebrevet indfries ved, at låntager betaler et kontantprovenu svarende til obligationsrestgælden. Opsigelsen sker på en kreditortermin og obligationerne udtrækkes umiddelbart efter, at pantebrevet er indfriet.
  • Obligationsindfrielse. Pantebrevet indfries ved, at låntager leverer obligationerne bag pantebrevet til realkreditinstituttet. Realkreditinstituttet annullerer obligationerne umiddelbart efter, at pantebrevet er indfriet.
  • Kontantindfrielse. Pantebrevet indfries ved, at låntager indbetaler et kontantbeløb svarende til kursværdien af obligationerne bag pantebrevet. Realkreditinstituttet opkøber og annullerer obligationerne i forbindelse med pantebrevets indfrielse.