| Til dækning af lønmodtagerens udokumenterede udgifter til kost og småfornødenheder på en rejse med overnatning kan arbejdsgiveren udbetale skattefri kostgodtgørelse med standardsatser, der er fastsat i ligningsloven eller i visse tilfælde af Skatterådet. Der kan først udbetales kostgodtgørelse, når en rejse har varet i mindst 24 timer. Herefter kan godtgørelsen udbetales med 1/24 af døgnsatsen for tilsluttende rejsetimer.
Arbejdsgiveren kan vælge at dække lønmodtagerens dokumenterede, faktiske udgifter til kost og småfornødenheder på rejsen som udlæg efter regning i stedet for at udbetale en skattefri kostgodtgørelse for disse udgifter, jf. afsnit A.B.1.7.4. Det kan f.eks. være relevant i den situation, hvor lønmodtagerens udgifter til kost m.v. er større end kostgodtgørelsen.
Hvilke udgifter dækkes af kostgodtgørelseKostgodtgørelse skal dække lønmodtagerens udokumenterede udgifter på en erhvervsmæssig rejse til måltider, småfornødenheder og lokaltransport, f. eks. udgifter til bus mellem logiet og en restaurant, hvor lønmodtageren spiser aftensmad.
Udgifter til transport mellem den sædvanlige bopæl/det faste arbejdssted og det midlertidige arbejdssted, med f.eks. fly eller tog, dækkes ikke ved en kostgodtgørelse. Disse udgifter kan refunderes af arbejdsgiveren som udlæg efter regning, herunder ved fri transport, eller ved udbetaling af godtgørelse for benyttelse af eget befordringsmiddel til erhvervsmæssig kørsel, jf. afsnit A.B.1.7.2. Bemærk, at befordringsudgifter ved benyttelse af eget befordringsmiddel til erhvervsmæssig kørsel ikke kan dækkes som udlæg efter regning, se afsnit A.B.1.7.2.
Ligningslovens eller Skatterådets satser for skattefri kostgodtgørelseTil dækning af lønmodtagerens udokumenterede udgifter til kost og småfornødenheder på en rejse med overnatning kan arbejdsgiveren udbetale skattefri kostgodtgørelse med ligningslovens eller Skatterådets satser.
Standardsatsen for lønmodtagere (undtagen turistchauffører) er fastsat i LL § 9 A, stk. 2, nr. 1, som et grundbeløb, der reguleres årligt efter PSL § 20. De særlige satser for turistchauffører i LL § 9 A, stk. 2, nr. 2 - 3, reguleres ikke. Til gengæld reduceres disse satser ikke, når turistchauffører modtager fri kost på rejsen.
Skatterådet kan forhøje kostsatsen for lønmodtagere, undtagen turistchauffører, jf. LL § 9 A, stk. 2, nr. 1, med et grundbeløb på 100 kr. for lande, hvor leveomkostningerne er væsentligt højere end i Danmark. Også dette grundbeløb reguleres efter PSL § 20.
Der er ikke fastsat en forhøjet kostsats for.
Danmark eller i udlandet kan der i udbetales skattefri kostgodtgørelse til lønmodtagere - med undtagelse af turistchauffører - med:
For tilsluttende rejsedage kan der pr. påbegyndt time udbetales 1/24 af døgnsatsen for det pågældende land.
Danmark kan der udbetales skattefri kostgodtgørelse til turistchauffører med:
Ved rejse med overnatning i udlandet kan der udbetales skattefri kostgodtgørelse til turistchauffører med:
- 150 kr. pr. døgn For tilsluttende rejsedag kan der pr. påbegyndt time udbetales 1/24 af den pågældende døgnsats.
Fri kost vil sige, at der stilles ét eller flere af døgnets hovedmåltider til rådighed for lønmodtageren. Får en lønmodtager fri kost på rejsen, skal kostgodtgørelsen reduceres med 15 pct., 30 pct. og 30 pct. for henholdsvis fri morgenmad, fri frokost og fri aftensmad.
Hvis logiudgiften er inclusiv morgenmad, og logiudgiften dækkes som udlæg efter regning, skal kostsatsen nedsættes med 15 pct. for fri morgenmad, jf. LL § 9 A, stk. 3, 2. pkt. Se dog TfS. 1997.659, hvor Landsskatteretten fandt, at der ikke skulle ske reduktion for fri morgenmad i det omfang, den ansatte af erhvervsmæssige årsager havde været forhindret i at indtage morgenmaden.
Fri kost m.v., der er stillet til rådighed for en lønmodtager af en anden end dennes arbejdsgiver - men i forbindelse med arbejde udført i arbejdsgiverens tjeneste, sidestilles med, at arbejdsgiveren selv har stillet fri kost m.v. til rådighed på rejsen, jf. TfS. 1996, 697.
25 pct.-godtgørelsen, jf. LL § 9 A, stk. 4 (småfornødenheder) Hvis en person får sine kostudgifter på en rejse dækket som udlæg efter regning, kan den pågældende derudover få udbetalt en skattefri godtgørelse på indtil 25 pct. af kostsatsen beregnet for den samlede rejse. 25 pct.-godtgørelsen skal dække alle udgifter til småfornødenheder, som ikke kan dækkes efter regning, fordi det kan være svært at få kvittering for den slags udgifter.
12 måneders-reglen, jf. nedenfor, gælder også ved udbetaling af 25 pct.-godtgørelsen, jf. LL § 9 A, stk. 5, 2. pkt.
Hvis kun en del af lønmodtagerens regninger til kost og småfornødenheder refunderes, f.eks. ét eller flere måltider, kan der ligeledes udbetales en skattefri godtgørelse på indtil 25 pct. af kostsatsen. I denne situation vil lønmodtageren kunne foretage fradrag i den skattepligtige indkomst for de ikke-refunderede udgifter. Se nærmere herom sidst i afsnit A.F.1.1.1.2.
Beskatning af godtgørelse efter LL § 9 A, stk. 4, der overstiger 25 pct. af kostsatsen beregnet for den samlede rejse, sker efter reglen om beskatning af godtgørelse, der overstiger satserne, se afsnit A.B.1.7.3.
Der kan ikke udbetales 25 pct.-godtgørelse på éndagsrejser, jf. LL § 9 A, stk. 4.
Turistchauffører kan ikke få udbetalt en 25 pct.-godtgørelse, jf. LL § 9 A, stk. 4.
Uanset at kostgodtgørelsen skal nedsættes med værdien af fri kost på rejsen, kan arbejdsgiveren dog altid udbetale et skattefrit beløb på indtil 25 pct. af kostsatsen beregnet for den samlede rejse, jf. LL § 9 A, stk. 3, 3. pkt. Hvis f. eks. en lønmodtager i har været på en rejse i Danmark i 26 timer og på denne rejse har fået to gange frokost samt én gang morgenmad og én gang aftensmad, vil lønmodtageren kunne få udbetalt en skattefri godtgørelse på 25 pct. af ►465 kr◄. (26/24 af ►429 kr◄.) af arbejdsgiveren.
De særlige kostsatser for turistchauffører i LL § 9 A, stk. 2, nr. 2 og 3, skal ikke nedsættes med værdien af fri kost på rejsen, jf. LL § 9 A, stk. 3, 2. pkt.
12 måneders-reglenVed anvendelsen af standardsatsen for kost kan et arbejdssted højst anses for midlertidigt i 12 måneder. Der kan derfor højst udbetales skattefri godtgørelse med standardsatserne for rejseudgifter til kost m.v. i de første 12 måneder på et midlertidigt arbejdssted, jf. LL § 9 A, stk. 5, 2. pkt. Ferie, fridage, tjenesterejser eller sygedage afbryder ikke optællingen af de 12 måneder.
Personer, som ikke rammes af 12 måneders-reglenPersoner, som har en arbejdsplads, der ikke er knyttet til en fast stationær lokalitet, men hvis arbejdsplads hele tiden bevæger sig fra sted til sted, rammes ikke af 12 måneders-reglen. Dette følger af, at arbejdspladsen flytter sig i takt med arbejdets udførelse. Lønmodtagere, som transporterer varer, gods eller mennesker, f.eks. langturschauffører eller turistchauffører, vil derfor kunne anvende standardsatsen for kost og småfornødenheder uden tidsbegrænsning under forudsætning af, at de øvrige betingelser er opfyldt, herunder at de ikke har overnattet i hjemmet. Det samme gælder lønmodtagere, som gør tjeneste om bord på skibe under sejlads (herunder fiskerfartøjer).
Lønmodtagere, som arbejder ombord på skibe Lønmodtagere, som arbejder om bord på skibe, vil kunne anvende standardsatserne i § 9 A, stk. 2 - 4, medmindre de kan anvende de nedenfor nævnte særlige skatteordninger og derfor er omfattet af LL § 9 A, stk. 11, 1. pkt. Såfremt de omhandlede lønmodtagere modtager fri kost om bord, vil de kunne få en skattefri godtgørelse på 25 pct. af satsen for kost og småfornødenheder (restbeløbet efter pct.-reduktion med værdien af den fri kost). Ansatte, som gør tjeneste om bord på skibe, kan ikke anvende logisatsen, jf. § 9 A, stk. 2, nr. 4.
I SKM2003.294.TSS omtales forståelsen af "midlertidigt arbejdssted" og hvornår en "rejse" anses for afbrudt i relation til fiskeres anvendelse af fradrag efter rejsereglerne i LL § 9A. Se også SKM2006.131.VLR hvor fradrag for rejseudgifter for en fisker skulle beregnes således, at rejserne startede, når båden forlod den havn, som fiskeren var fast tilknyttet, og rejserne sluttede ved bådens ankomst til havnen igen. Liggetiden i havnen og turen mellem bopælen og havnen skulle derfor ikke medregnes til rejsetiden, selvom fiskeren udførte arbejde på båden i havnen. Havnen skulle anses for fiskerens faste arbejdssted. I SKM2006.132.VLR blev 3 havne anset for fiskerens faste arbejdssteder, idet fiskeren var fast tilknyttet alle 3 havne.
Se TfS 2000, 863 og 898, om ansatte på bore- eller produktionsplatforme.
12 måneders-reglens 3 "specialregler"Til 12 måneders-reglen knytter sig følgende 3 "specialregler":
- reglen om arbejdssteder, der flyttes i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse,
- reglen om arbejdsstedsskifte og
- 20 dages-reglen ved tilbagevenden til et tidligere, midlertidigt arbejdssted.
Begrebet"projekt"Ved anvendelse af 12 måneders-reglen og dens specialregler har forståelse af begrebet "projekt" betydning. Ved et projekt forstås den overordnede plan for f.eks. et bestemt bygnings- eller anlægsværk. Heri indgår typisk en række forskellige entrepriser. Disse entrepriser er alle dele af samme projekt.
Et projekt kan være stationært eller kan flyttes i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse.
Et projekt, der flyttes i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse, kan indeholde arbejdssteder, som er stationære. Et eksempel på et stationært projekt er f.eks. et stort bygningsværk som Odense Banegård Center. Eksempler på projekter, som flyttes i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse, er Storebælt- og Øresundsforbindelserne, hvor enkelte arbejdspladser i projektet dog kan være stationære, f.eks. elementleverandørarbejdspladser.
1: Reglen om arbejdssteder, der flyttes i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse, jf. LL § 9 A, stk. 5, 3. pkt.Tidsbegrænsningen på 12 måneder gælder ikke ved arbejdssteder, der flyttes over en strækning på ialt mindst 8 km., når denne flytning sker i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse. Som eksempler på sådanne midlertidige arbejdssteder kan nævnes motorvejs-, bro-, jernbane-, metro- eller gasledningsprojekter.
Personer, som arbejder på disse projekter, har en arbejdssituation, der kan sidestilles med den, som eksempelvis langturschauffører har. Langturschauffører rammes heller ikke af 12 måneders-tidsbegrænsningen, da deres arbejdssted hele tiden bevæger sig, jf. ovenfor i dette afsnit om personer, som ikke rammes af 12 måneders-reglen.
Arbejdstedet anses ikke for at blive flyttet i takt med udførelsen eller færdiggørelsen, medmindre der er i alt mindst 8 km. mellem arbejdsprojektets begyndelses- og slutpunkt. Dog er stationære arbejdspladser indenfor projektet, f. eks. elementleverandørarbejdspladser, omfattet af tidsbegrænsningsreglerne.
Om arbejdsstedets samlede udstrækning bliver på i alt mindst 8 km, bedømmes ved anlægsprojektets start. Såfremt eventuelle senere ændringer i anlægsprojektet medfører, at projektets udstrækning bliver kortere end 8 km., vil en ny bedømmelse af projektet på tidspunktet for ændringen medføre, at projektet herefter vil blive omfattet af tidsbegrænsningsreglen.
2: Reglen om arbejdsstedsskifte, jf. LL § 9 A, stk. 5, 4. og 5. pkt.Tidsbegrænsningen på 12 måneder gælder for det enkelte arbejdssted. Der påbegyndes en ny 12 måneders-periode, når der skiftes til et nyt, midlertidigt arbejdssted. Det betragtes som arbejdsstedsskifte:
- når lønmodtageren skifter til en ny, midlertidig arbejdsplads mindst 8 km. ad normal transportvej fra sin tidligere arbejdsplads, selvom lønmodtageren arbejder for den samme arbejdsgiver i det samme arbejdsprojekt, eller
- når lønmodtageren skifter til et andet arbejdsprojekt for den samme arbejdsgiver, eller
- når lønmodtageren bliver ansat hos en ny arbejdsgiver, selv om lønmodtageren arbejder i det samme arbejdsprojekt som før.
For så vidt angår den førstnævnte situation, hvor lønmodtageren arbejder for samme arbejdsgiver i samme projekt, bemærkes, at begrebet "arbejdssted" tilsiger, at der skal være en vis afstand mellem "pladserne" for, at der er tale om to selvstændige arbejdssteder. Der skal derfor være mindst 8 km. normal transportvej mellem de to arbejdspladser for samme arbejdsgiver i samme projekt, for at afstandskriteriet anses for opfyldt.
Vedrørende den ovennævnte arbejdsstedsskifte-situation, hvor lønmodtageren bliver ansat hos en ny arbejdsgiver, betragtes dette altid som et nyt arbejdssted, - også selvom arbejdet foregår på samme geografiske sted.
3: 20 dages-reglen ved tilbagevenden til et tidligere arbejdssted, jf. LL § 9 A, stk. 6Til reglen om arbejdsstedsskifte knytter sig en "20 dages-regel". Den har kun betydning, hvis lønmodtageren vender tilbage til et tidligere, midlertidigt arbejdssted.
Hvis tilbagevenden til et tidligere, midlertidigt arbejdssted ikke var upåregnelig for lønmodtageren, påbegyndes kun en ny 12 måneders-periode på det tidligere arbejdssted, såfremt der er forløbet mindst 20 arbejdsdage, siden lønmodtageren sidst arbejdede på dette arbejdssted.
Når lønmodtageren afbryder arbejdet på arbejdssted 1 for at begynde et nyt arbejde på arbejdssted 2 og senere vender tilbage til arbejdssted 1, skal det derfor vurderes, om den oprindelige 12 måneders-periode på arbejdssted 1 er afbrudt. Er det tilfældet, begynder der en ny 12 måneders-periode for lønmodtageren ved dennes tilbagevenden til arbejdssted 1.
Anvendelse af 20 dages-reglenArbejdsforholdet (og 12 måneders-perioden) på arbejdssted 1 vil blive anset for afbrudt, hvis lønmodtageren skifter til et nyt, midlertidigt arbejdssted, jf. reglen herom ovenfor, og arbejdet på arbejdssted 2 har en tidsmæssig udstrækning på mindst 20 arbejdsdage. Hvis lønmodtageren efter den 20. arbejdsdag vender tilbage til arbejdssted 1, begynder derfor en ny 12 måneders-periode på arbejdssted 1 for lønmodtageren.
Såfremt f.eks. en lønmodtager begynder at arbejde på et nyt, midlertidigt arbejdssted - arbejdssted 2 - mindst 8 km. væk fra arbejdssted 1 for samme arbejdsgiver på samme projekt, vil arbejdsforholdet (og 12 måneders-perioden) på arbejdssted 1 blive anset for afbrudt, hvis arbejdet på arbejdssted 2 har en tidsmæssig udstrækning på mindst 20 arbejdsdage.
Bemærk, at der skal være tale om mindst 20 arbejdsdage på arbejdssted 2. Ferie, fridage, tjenesterejser eller sygedage tælles ikke med i de 20 dage.
Arbejder lønmodtageren derimod mindre end 20 arbejdsdage på arbejdssted 2, vil dette som hovedregel medføre, at arbejdsforholdet (og 12 måneders-perioden) på arbejdssted 1 ikke anses for afbrudt. Det betyder, at arbejdsdagene på arbejdssted 2 skal omregnes til kalenderdage og herefter tælles med i den oprindelige 12 måneders-periode på arbejdssted 1. I denne situation er der kun én 12 måneders-periode på arbejdssted 1 og ingen på arbejdssted 2.
Undtagelse fra kravet om 20 arbejdsdageArbejdsforholdet (og 12 måneders-perioden) på arbejdssted 1 anses dog for afbrudt, selv om lønmodtageren arbejder på arbejdssted 2 i mindre end 20 arbejdsdage, hvis genoptagelsen af arbejdsforholdet på arbejdssted 1 var upåregnelig for lønmodtageren.
Følgende eksempel viser en situation, hvor tilbagevenden til et tidligere arbejdssted anses for upåregnelig for en lønmodtager:
En entreprenør A opfører en hotelbygning, der afleveres til bygherren. 14 arbejdsdage efter får A besked fra bygherren om, at hotelbygningen har en mangel. Denne mangel ved A, at kun C, der var ansat som håndværker hos A på hotelbyggeriet, kan rette. C sluttede sit arbejde på hotelbygningen dagen før dens aflevering til bygherren og startede allerede næste dag på arbejde hos en anden entreprenør - B - på et nyt byggeprojekt. Samme dag, som A får besked om manglen på hotelbygningen, beder han C om at komme tilbage og udbedre denne mangel. C vender derfor tilbage for at arbejde på hotelbygningen den følgende dag.
Da det må antages, at C ikke kunne forudse sin tilbagevenden til hotelbygningen, begynder en ny 12 måneders-periode ved C's tilbagevenden hertil, selvom C kun har arbejdet 15 dage hos B.
Ingen beskatning af værdi af sparet hjemmeforbrug ved fri kost på et midlertidigt arbejdssted, jf. LL § 16, stk. 11Værdien af sparet hjemmeforbrug til kost er skattefri, når lønmodtageren får fri kost eller får kosten dækket efter regning af arbejdsgiveren i forbindelse med arbejde på et midlertidigt arbejdssted, jf. LL § 16, stk. 11.
Bestemmelsen omfatter både fri kost og lign. på rejser, der er omfattet af rejsebegrebet i LL § 9 A, stk. 1, og fri kost og lign. på midlertidige arbejdssteder, der ikke er omfattet af LL § 9 A, stk. 1, f. eks. "éndagsrejser".
LL § 16, stk. 11, gælder også fri kost, som gives til de persongrupper, som efter LL § 9 A, stk. 11, 1. og 3. pkt., ikke kan være omfattet af LL § 9 A, stk. 1, og som derfor ikke kan være på rejse. Dette er en følge af, at det ikke er en betingelse for anvendelse af bestemmelsen, at lønmodtageren er på rejse, men alene at lønmodtageren arbejder på et midlertidigt arbejdssted. Begrebet "midlertidigt arbejdssted" i LL § 16, stk. 11, skal forstås på samme måde som dette begreb i LL § 9 A, stk. 1.
Om beskatning af værdien af sparet hjemmeforbrug ved fri kost til ansatte på bore- eller produktionsplatforme, se Told- og Skattestyrelsens udtalelse, der er offentliggjort i TfS 2000, 863 og 898.
Skattefriheden for værdien af sparet hjemmeforbrug ved fri kost på et midlertidigt arbejdssted gælder også for bestyrelsesmedlemmer og lign., jf. LL § 16, stk. 1, 2. pkt.
Fri kost m.v. og logi, der stilles til rådighed for lønmodtageren/bestyrelsesmedlemmet og lign. af en anden end arbejdsgiveren/hvervgiveren, men i forbindelse med arbejde udført i dennes tjeneste, sidestilles med, at arbejdsgiveren/hvervgiveren selv har stillet fri kost og logi til rådighed på rejsen, jf. TfS 1996, 697.
Personer, som arbejder på et fast/varigt arbejdssted, og som får fri kost af deres arbejdsgiver, er ikke omfattet af LL § 16, stk. 11. Om beskatningen af sparet hjemmeforbrug på et fast/varigt arbejdssted, se afsnit A.B.1.9.11. |