Genopførelsen eller genanskaffelsen skal være sket enten:

  • i det indkomstår, hvori skaden indtræffer,
  • i det nærmest følgende indkomstår, eller
  • senest i det førstkommende indkomstår efter det indkomstår, hvori erstatnings- eller forsikringssummen er endeligt fastsat.

Genopførelsesperioden er den samme efter reglerne i AL og EBL.

Der er efter AL § 24, stk. 2, mulighed for at opnå forlængelse af fristerne i AL § 24, stk. 1, for genopførelse eller genanskaffelse. Bestemmelsen administreres efter samme retningslinier som den tidligere AL § 29 A, stk. 4. Dette indebærer, at fristforlængelse kan gives, hvis  den skattepligtige på grund af uforudsete hændelser ikke har kunnet overholde tidsfristen. Efter AL § 24, stk. 2, tilkommer kompetencen til meddelelse af fristforlængelse told- og skatteforvaltningen. For så vidt angår klageadgang henvises til SKATs vejledning om processuelle regler. 

Hvis der ikke sker genopførelse inden for den fastsatte frist, skal der efter AL § 24, stk. 11, ske efterbeskatning af de genvundne afskrivninger opgjort efter AL § 21. Ved efterbeskatningen tillægges 5 pct. for hvert år regnet fra udløbet af det indkomstår, hvori skaden er sket, til udløbet af det indkomstår, hvori genopførelse senest skulle være sket. Efterbeskatningsbeløbet medregnes ved indkomstopgørelsen for det indkomstår, hvori genopførelse senest skulle være sket.

Eksempel

Eksemplet bygger på samme forudsætninger som eksemplet i afsnit E.C.4.7.2. Erstatningen er endeligt fastsat i 2006, men det viser sig ved udgangen af indkomståret 2007, at der ikke er foretaget genopførelse.

Fortjenesten beregnes som erstatningssummen fratrukket den nedskrevne værdi:

Erstatningssum 1.500.000 kr.
Nedskreven værdi    290.000 kr.
Fortjeneste 1.210.000 kr.

De genvundne afskrivninger er dog maksimeret til de foretagne afskrivninger, dvs. til 710.000 kr. Hvis den skattepligtige er en person skal de genvundne afskrivninger alene medregnes med 90 pct. svarende til 639.000 kr. ved indkomstopgørelsen.

Da skaden er sket i 2006 og genopførelse senest skulle være sket i 2007, beregnes der et tillæg på 5 pct. af 639.000 kr. = 31.950 kr.

De genvundne afskrivninger og tillægget - i alt 670.950 kr. - medregnes  ved indkomstopgørelsen for indkomståret 2006.