Efter AL § 43, stk. 1, kan der ske afskrivning af de afgifter, som den skattepligtige afholder i anledning af en virksomheds tilslutning til offentligt eller privat ejede anlæg, som har erhvervsmæssig betydning for virksomheden.

Hvilke anlægAf anlæg, som har erhvervsmæssig betydning, kan nævnes vandforsyningsanlæg, herunder installation af vandforbrugsmålere, kloakanlæg, elektricitetsanlæg, vindmøller og andre former for kraftforsyningsanlæg, fjernvarmeanlæg og telefonanlæg. Og som anlæg vedrørende forurening eller støjulemper kan nævnes vand- og luftrensningsanlæg og anlæg til afskærmning mod støjulemper.

Endvidere er følgende tilfælde anset for omfattet af LL § 8 C nu AL § 43: 

• Installation af telefonanlæg og opstilling af omstillingsbord. Installation af telefonsvarer. Oprettelse af telex.   
• Udlejningsejendoms tilslutning til fællesantenneanlæg, LSRM 1980, 39 LSR.   
• Tilslutning til Securitas med signaloverføring.   
• Lodsejerbidrag til afvandingsanlæg.

Derimod er et vejanlæg og en gennemsejlingssluse samt en åregulering ikke anset for et anlæg i lovens forstand. Heller ikke bidrag til parkeringsfonds, der skal anvendes til etablering af offentlige parkeringspladser er omfattet af den dagældende LL § 8 C nu AL § 43, skd. 1979.51.264. Det samme gælder brandsikringsudgifter, LSRM 1979, 41 LSR, og udgifter til anlæg af en gågade (pålignet grundejerne), jf. Vestre Landsrets dom af 17. maj 1982 (skd. 1983.64.80), men udgifterne kan eventuelt afskrives efter SL § 6 a, se afsnit E.A.2.3 og E.K.2.13.

Udgifter til regulering af en privat vej i forbindelse med dennes tilslutning til offentlig vej kunne ikke fradrages efter LL § 8 C (nu AL § 43), Vestre Landsrets dom af 25. maj 1983 (skd. 1983.67.406) og Vestre Landsrets dom af 6. juni 1984 (skd. 1984.71.768).

En éngangsudgift i forbindelse med tilslutning til en fodercentral kunne ikke fradrages efter AL § 43, da der ikke var nogen fysisk forbindelse mellem skatteyderens faste ejendom og fodercentralens produktionsanlæg. Udgiften ansås for en ikke-fradragsberettiget etableringsudgift, jf. TfS 1989, 95 VLD, om den tidligere gældende LL § 8 C.

Kun anlæg der ejes af andreBestemmelsen kan kun anvendes, når der sker tilslutning til anlæg, der ejes af andre.

I LSRM 1984, 132 LSR blev et kloakanlæg, der var ejet af en grundejerforening, anset for at være et anlæg, ejet af andre end grundejerne, som herefter kunne opnå fradrag for afgift, betalt til foreningen.

Et selskab havde lejet et havneareal uopsigeligt i 23 år og havde fået udført og betalt forskellige afløb fra de bygninger, der var opført på arealet, herunder fra toiletter, kantiner samt for regnvand på taget. Arealet var i forvejen forsynet med vand- og kloakledninger. Landsskatteretten fandt ikke, at selskabets udgifter kunne fratrækkes ifølge den dagældende LL § 8 C nu AL § 43, idet anlægget blev anset som et selvstændigt anlæg, der tilhørte selskabet som tilbehør til de på grunden opførte bygninger, LSRM 1985, 34 LSR.

Hvilke udgifter Alle éngangsudgifter i forbindelse med tilslutninger er omfattet af AL § 43, jf. LSRM 1979, 157 LSR, om den tidligere gældende LL § 8 C. Løbende bidrag er ikke omfattet af bestemmelsen, selv om bidragene delvis medgår til finansiering af anlægsudgifter, jf. LSRM 1978, 31 LSR og LSRM 1982, 120 LSR.

Når der i forbindelse med tilslutningen betales for aktiver, som skatteyderen bliver ejer af, kan denne del af udgiften ikke fradrages i medfør af AL § 43.

Bestemmelsen anvendes ikke blot ved den første tilslutning, men også når der senere opkræves éngangsbidrag, jf. bl.a. LSRM 1985, 123 LSR. Éngangsudgifter til forøgelse af el-tilførelsesledningers kapacitet er således omfattet af AL § 43.

Erhvervsmæssig betydning Efter AL § 43 er der kun afskrivningsret for udgifter i anledning af "en virksomheds" tilslutning til anlæg, "som har erhvervsmæssig betydning for virksomheden".

Se TfS 1995, 156 TSS om betingelserne for fradragsret for en afgift, som en vindmølleejer skal betale til elselskabet for tilslutning af møllen til elnettet.

Tilslutningsafgifter vedrørende ubebyggede grunde er ikke anset omfattet af AL § 43, medmindre der foreligger en klar intention om erhvervsmæssig benyttelse af den pågældende ejendom, og denne intention ikke er afkræftet på anden vis.

I TfS 1985, 747 HRD nægtes fradrag for kloakbidrag og betalinger for tilslutning til fjernvarmeværk for en ubebygget industrigrund. Grunden blev købt af et A/S i 1967 med henblik på udvidelse og udflytning af den bestående produktion, der var spredt på flere forskellige lokaliteter. Selskabet fandt imidlertid i 1969 en mere velegnet grund og solgte i 1980 den oprindelige grund. Udgiften blev først afholdt længe efter, at den erhvervsmæssige anvendelse af grunden var opgivet. Under hensyn til at selskabet ikke på noget tidspunkt havde udøvet erhvervsmæssig virksomhed på den ubebyggede grund fandt retten ikke, at de omhandlede beløb kunne fradrages i medfør af den dagældende LL § 8 C nu AL § 43 eller SL § 6, stk. 1, litra a.

Tjener tilslutningen såvel et erhvervsmæssigt som et privat formål, kan kun den til den erhvervsmæssige anvendelse svarende del af tilslutningsafgiften fradrages eller afskrives.

Der er således ikke fradragsret for tilslutningsafgifter af rent privat karakter, - det vil først og fremmest sige tilslutningsafgifter vedrørende ejerens private beboelse.

Landsskatteretten har således statueret, at en læge, der havde afholdt udgifter til etablering af et securitasanlæg på sin private bopæl på grund af opbevaring af smertestillende medicin m.v., ikke kunne fradrage disse udgifter i medfør af AL § 43, idet retten anførte, at tyverialarmer i private boliger måtte anses for installeret med henblik på at bevare private indbo- og værdigenstande mod tyveri og hærværk.

Benyttes et enfamilies- eller et tofamilieshus delvis erhvervsmæssigt, kan en forholdsmæssig del af udgiften fradrages, se f.eks. LSRM 1980, 156 LSR.

Funktionærboliger er erhvervsmæssigt anvendt, og tilslutningsafgifter kan derfor fuldt ud fradrages eller afskrives.

Et stuehus på en landbrugsejendom er ikke erhvervsmæssigt anvendt, og udgifter til kloakering og indlæggelse af vand på landbrugsejendommen må derfor fordeles, da der kun er fradragsret for den til den erhvervsmæssige anvendelse svarende del af tilslutningsafgiften. Den erhvervsdrivende kan dog som minimum altid fratrække den fulde forskelsværdi mellem tilslutningsafgiften for landbrug og for private husstande uden hensyn til vandforbruget i bedriften og privat, se TfS 1992, 478 VLD.

Ved LSRM 1984, 42 LSR nægtedes fradrag for den del af tilslutningsafgiften til et kloak- og renseanlæg, der vedrørte en aftægtsbolig, som var knyttet til en landbrugsejendom, idet aftægtsboligen ikke ansås at indgå i en erhvervsmæssig virksomhed.

Drift af en udlejningsejendom til beboelse er erhvervsmæssig virksomhed, og hele tilslutningsafgiften kan derfor fradrages, selv om ejeren bebor en af lejlighederne. Dette gælder også, hvor der kun er 3 lejligheder i ejendommen. Fradrag indrømmes dog ikke for ejendomme omfattet af EVSL § 4, stk. 1, nr. 6-8.

Oprettelsesafgift for en erhvervsmæssig anvendt telefon og lign., der ikke vedrører selve ejendommen, kan fradrages helt eller delvist.

Fradragstidspunktet - hvornår er udgiften afholdt Tilslutningsafgiften kan  afskrives, når den er forfalden til betaling.

I TfS 1993, 9 LSR fandt Landsskatteretten, at udgiften til el-tilslutning var omfattet af den dagældende LL § 8 C nu AL § 43, da den skulle beregnes på baggrund af faktiske anlægsomkostninger og derfor først kunne opgøres ved byggeriets afslutning. Endvidere blev en særlig kloakafgift anset for afskrivningsberettiget, da den endelige forpligtelse til at afholde den var direkte knyttet til selskabets erhvervelse af grunden fra kommunen med henblik på opførelse af det projekterede fabrikationsanlæg.

Betalingsregler for spildevandsanlæg er tidligere fremgået af lovbekendtgørelse nr. 923 af 5. december 1997 om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v. Herefter var det kommunalbestyrelsen, der fastsatte de nærmere regler om betaling i en betalingsvedtægt.

Tilslutningsbidrag efter loven blev fastsat som et engangsbeløb, der forfaldt, når ejendommen tilsluttedes eller kunne tilsluttes spildevandsanlægget.

Ved salg af parceller med påhvilende pligt til tilslutning til spildevandsanlæg ansås tilslutningsafgiften som et tillæg til købesummen uanset om afgiften var indeholdt i den samlede købesum eller opkrævedes særskilt.

For erhvervsejendomme fastsattes tilslutningsafgiften i forhold til den afledningsret, der blev tillagt ud fra ejendommens grundareal og udnyttelse. Minimumsbidrag for erhvervsejendomme, der ejedes af kommunen, ansås for afholdt af kommunen, og ved salg af grunden ansås bidraget som et tillæg til købesummen. Et skønnet tilslutningsbidrag på salgstidspunktet, ud over minimumsbidraget, ansås også som et tillæg til købesummen.

Supplerende tilslutningsbidrag, der undtagelsesvis blev pålignet efter lovens § 3, stk. 3, kunne afskrives efter AL § 43.

Betalingsreglerne for spildevandsanlæg fremgår nu af bekendtgørelse nr. 716 af 23. juni 2001 af lov om betalingsregler for spildevandsanlæg m.v.

Hvor der er tale om andre tilslutningsafgifter, må det afgøres ud fra det konkrete retsforhold, hvornår skatteyderen er blevet retligt forpligtet til at udrede afgiften.

Oprettelsesafgiften for telefon anses først forfalden ved installationen.

Ved oprettelse af et privat vandværk blev tilslutningsafgiften anset for at være afholdt/forfalden på tidspunktet for den stiftende generalforsamling, hvor det blev vedtaget at opkræve bidrag.

TfS 1997, 221 HRD. Et selskab fik fradragsret efter den dagældende LL § 8 C nu § 43 i afskrivningsloven, da den retlige forpligtelse til at betale tilslutningsafgift til et offentligt kloak-og rensningsanlæg ikke var opstået før selskabet blev ejer af ejendommen. Tilslutningsbidraget var pålignet ved landvæsenskommisionens kendelse på et tidspunkt, hvor ejendommen var ejet af kommunen, og hvor kommunen udlagde udgifter til kloak- og rensningsanlæg, hvorefter kommunen solgte ejendommen ekskl. bidrag til kloak- og rensningsanlæg. Endvidere blev udgifterne efterfølgende opkrævet hos køberen i henhold til den kommunale betalingsvedtægt.

Dommen udtrykker ikke positivt, hvornår forpligtelsen er opstået, men dommen tilsidesætter alligevel hidtidig praksis, hvorefter den  retlige forpligtelse til at betale tilslutningsafgift til offentligt ejede anlæg ansås for opstået allerede, når det offentlige havde besluttet at etablere det pågældende anlæg, under forudsætning af, at der samtidig blev fastsat betalingsregler, der muligjorde en endelig beregning af tilslutningsafgiften. SKAT er af den opfattelse, at Højesterets dom tillige finder anvendelse, hvor det er kommunalbestyrelsen, der har den endelige kompetence til at påligne tilslutningsafgiften.

Det må herefter afgøres konkret, hvornår den retlige forpligtelse til at betale og dermed fradragsretten opstår, i forbindelse med godkendelsen af en kommunes forslag til en betalingsvedtægt for et område, hvor der skal etableres kloak- og rensningsanlæg.