Det er alene en betingelse, at huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit. Det er således ikke et krav, at ejendommen tjener til bolig for ejeren på afhændelsestidspunktet.

Det beror på en konkret vurdering, om det er sandsynliggjort, at beboelse har fundet sted. I TfS 1999, 318 ØLD fandtes det ikke godtgjort, at en ejendom reelt havde tjent til bolig for skatteyderen, hvorfor betingelsen for skattefrihed ikke var opfyldt. Skatteyderen købte i 1986 en ejendom. I 1987 begyndte han en istandsættelse. I 1992, da ejendommens 1. sal var istandsat, indgik han en lejeaftale, men den pågældende lejer flyttede aldrig ind. Han medtog ikke lejeværdi af egen bolig i årene 1986-1991, da ejendommen først var udlejet til sælger og senere var ubeboelig på grund af istandsættelse. Han meddelte 18. november 1993 til folkeregisteret flytning fra 15. november 1993 til ejendommen, og ved slutseddel af 23. november 1993 solgte han ejendommen til overtagelse 15. december 1993. Skatteyderen gjorde gældende, at fortjenesten ved salget af ejendommen var skattefri, da han i en periode havde boet på ejendommen.

En ejerlejlighed, der af ejeren havde været stillet til rådighed for ejerens moder indtil hendes død, fandtes ikke at have tjent til bolig for ejeren i en del af dennes ejertid, uanset at han i en periode på 3 uger forinden salget havde tilmeldt sig folkeregisteret på adressen, jf. SKM2001.584.LSR. Landsskatteretten udtalte, at det er skatteyderen, der har bevisbyrden for, at ejendommen har tjent til bolig i en del af dennes ejertid, og begrundede afgørelsen som følger: "Uanset at klageren har haft folkeregisteradresse i lejligheden i perioden fra 18. november til 3. december 1997, hvor lejligheden afhændes ved underskrivelsen af slutseddel, og at klageren har fået tildelt sygesikringsbevis fra kommunen, finder retten efter en konkret vurdering ikke, at det kan anses for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at lejligheden har tjent til bolig for klageren i denne periode i ejendomsavancebeskatningslovens forstand. Retten har herved henset til, at klageren forud for adresseændringen til lejligheden foretog bestræbelser på at sælge lejligheden, idet der blev indhentet tingbogsattest, indgået formidlingsaftale med en ejendomsmægler samt indhentet lånetilbud fra en kreditforening, jf. TfS 1999, 318. Retten har endvidere henset til, at klageren ikke i øvrigt har fremlagt nogen form for bevis for reelt at være flyttet, herunder eksempelvis aflæsning af el, gas, vand og varme, flytning af avis, licens m.v." 

Vestre Landsret fandt, at en ejendom ikke var omfattet af EBL § 8, da den ikke havde tjent som bolig for skatteyderen eller dennes hustand, jf. SKM2002.344.VLR.

I SKM2005.233.ØLR, hvor spørsgmålet var, om sagsøgerenes ejendom var omfattet af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, lagde landsretten endvidere vægt på, at sagsøgerne før og efter tilmeldingen til folkeregistret på den omtvistede ejendom havde været tilmeldt folkeregistret på den samme anden ejendom, samt at den ene af sagsøgerne havde foretaget befordringsfradrag, der var uforeneligt med, at hun havde bopæl på den omtvistede ejendom.

SKM2005.414.ØLR. Landsretten fandt, at skatteyderen ikke i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, havde dokumenteret, at han havde haft bolig på en ejendom, som han solgte i 1999. Fortjenesten ved salget var derfor skattepligtig. Landsretten lagde bl.a. til grund, at skatteyderen flyttede ind i ejendommen medio februar 1999, og at salgsbestræbelserne var påbegyndt den 12. januar 1999 og dermed forinden indflytningen.Videre bemærkede landsretten, at skatteyderens daværende samlever og deres fællesbarn fortsat beboede en ejendom, som de havde købt i efteråret 1998, hvortil skatteyderen flyttede tilbage efter salget af den omstridte ejendom den 1. juli 1999. Ligeledes fremhævede landsretten, at skatteyderen bortset fra en seng og nogle personlige ejendele ikke medtog bohave til den omstridte ejendom. Forskellige oplysninger om forbrug af el, gas og vand m.v. vedrørende den omstridte ejendom, ændring af folkeregisteradresse og erklæringer fra naboerne, fandt landsretten ikke over for de ovennævnte oplysninger om salgsbestræbelser og skatteyderens opretholdelse af den oprindelige bolig, kunne dokumentere, at skatteyderens ophold på ejendommen havde haft karakter af reel permanent beboelse og ikke blot midlertidigt ophold.

SKM2002.625.ØLR Spørgsmålet i sagen var, om en skatteyder havde beboet en ejendom i en del af sin ejerperiode. Han var i en periode på 2½ måned tilmeldt folkeregistret på adressen men havde dog beholdt sin hidtidige bolig, hvortil han også flyttede sin adresse tilbage. Østre Landsret fandt, at da sagsøgeren i skødet og købsaftalen havde oplyst, at han ikke havde beboet ejendommen i ejerperioden, havde han ikke på baggrund af øvrige omstændigheder i sagen bevist, at huset havde tjent til bolig for ham i en del af ejerperioden.

En fortjeneste ved salg af en ejendom var ikke omfattet af parcelhusreglen. Landsskatteretten fandt efter en konkret vurdering, at det ikke kunne anses for sandsynliggjort, at ejendommen reelt havde tjent til bolig for skatteyderen i en del af ejerperioden. Landsskatteretten havde henset til, at i de perioder, hvor skatteyderen angiveligt havde haft ophold på ejendommen, havde denne været fuldt udlejet til skatteyders datter, hvorfor skatteyder juridisk set ikke havde haft rådighed over ejendommen i denne periode. Landsskatteretten fandt endvidere, at ejendommen ikke kunne anses for at have tjent til bolig for skatteyders husstand i en del af ejerperioden. Der var herved henset til, at den omstændighed, at skatteyder havde haft fælles husholdning med sin datter i de to perioder, hvor skatteyder angiveligt havde haft ophold på ejendommen, ikke medførte, at der var etableret fælles husstand, idet skatteyder alene havde opholdt sig som gæst på ejendommen. Ejendommen kunne derfor ikke anses for at have tjent til bolig for ejeren i ejendomsavancebeskatningslovens forstand, jf. SKM2002.672.LSR.

Landsskatteretten fandt, at fortjenesten ved salg af en ejendom ikke kunne anses for omfattet af EBL § 8 (parcelhusreglen), da det ikke var godtgjort, at ejendommen havde tjent som bolig for ejeren, jf. SKM2002.594.LSR.

Landskatteretten fandt efter en konkret bedømmelse, at en skatteyder havde haft bopæl i en måned i en ejerlejlighed, som skatteyderen solgte med fortjeneste. Avancen var således skattefri efter EBL § 8, jf. SKM2003.285.LSR.

SKM2005.404.HR. Spørgsmålet var, om avancen ved salg af en ejerlejlighed var skattefri i medfør af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Højesteret fandt, at appellanten ikke havde godtgjort, at ejerlejligheden reelt havde tjent som bolig for ham. Højesteret lagde herved vægt på, at appellanten, før han meldte flytning til ejerlejligheden, boede sammen med sin ægtefælle, at flytningen til ejerlejligheden angiveligt skyldtes samlivsophævelse, og at ægtefællen blev boende på den hidtidige adresse og fortsat boede der, da appellanten på ny blev tilmeldt denne adresse. I de af landsretten anførte grunde, som Højesteret i øvrigt tilsluttede sig, fremgår bl.a., at der var tale om et lavt energiforbrug i lejligheden, og at det efter de afgivne forklaringer måtte lægges til grund, at appellanten i et vist omfang havde opholdt sig i ejerlejligheden. (Tidligere instans SKM2004.143.VL.)

SKM2004.221.VLR. Spørgsmålet var, om avancen ved salg af en ejendom var skattefri i medfør af parcelhusreglen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1. Landsretten fandt, at det i et tilfælde som det foreliggende, hvor skatteyderen havde oplyst kun at have boet på ejendommen i to måneder, påhvilede skatteyderen at godtgøre, at hun havde opgivet sin hidtidige bopæl og reelt havde boet på ejendommen. Landsretten fandt, at elforbruget var så lavt, at det afgørende talte imod, at skatteyderen havde boet på ejendommen. Navnlig derfor fandt landsretten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at hun reelt havde haft bopæl på ejendommen i den periode, hvor hun var tilmeldt folkeregistret på adressen. Landsretten fandt således, at betingelsen for, at fortjenesten ved salget af ejendommen i ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, ikke var opfyldt.

SKM2005.21.ØLR. En skatteyder havde i juni 1997 meldt flytning fra en landbrugsejendom, hvorfra han drev sin landsbrugsvirksomhed, og havde tilmeldt sig en udlejningsejendom, som han ejede. Udlejningsejendommen blev herefter sat til salg og solgt pr. 15. november 1997, og skatteyderen meldte flytning tilbage til landbrugsejendommen i november 1997. Landsretten fandt efter en samlet vurdering ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at ejendommen havde tjent til hans bolig.

SKM2006.16.ØLR. Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen havde beboet en ejerlejlighed beliggende i ...1 i en del af sin ejerperiode, således at fortjenesten ved salget af lejligheden var omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, og dermed skattefri. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen var tilmeldt folkeregisteret på adressen i ...1 fra 1. oktober 1999 til 20. februar 2000, at beboelseslejemålet i denne periode blev udstykket som ejerlejlighed, og at skatteyderens salgsbestræbelser vedrørende denne lejlighed blev påbegyndt i december 1999. Yderligere blev det lagt til grund, at skatteyderen i den relevante periode reelt havde rådet over to boliger, således at han - som det faktisk skete i februar 2000 - umiddelbart kunne flytte tilbage til lejligheden på sin tidligere adresse. Sagsøgerens egen forklaring om flytning og indretning af lejligheden i ...1 bestyrkede også indtrykket af, at denne lejlighed ikke var tiltænkt som varig bolig for ham. Under disse omstændigheder fandt landsretten ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at lejligheden i ...1 havde tjent som bolig for sagsøgeren i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

SKM2006.380.ØLR.Skatteyderen havde erhvervet en ejendom fra moderen i 1995. Moderen blev herefter boende i ejendommen, og den blev efter hendes fraflytning udlejet. Skatteyderen havde fra den 1. august 1997 til den 15. januar 1998 været tilmeldt folkeregisteret på adressen. Ejendommen blev solgt den 1. september 1999. Skatteyderens ægtefælle blev i hele perioden på skatteyderens oprindelige bopæl, hvortil skatteyderen flyttede tilbage efter den 15. januar 1998. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen i et vist omfang havde opholdt sig på ejendommen i perioden frem til den 15. januar 1998, men at det på baggrund af oplysningerne om bopælsforholdene for sagsøgerens hustru, udlejnings- og salgsbestræbelserne på ejendommen og den fornyede tilmelding på den oprindelige adresse, ikke kunne anses for godtgjort, at opholdet havde haft en karakter af reel beboelse med henblik på varigt ophold. Avancen ved salget af ejendommen var herefter skattepligtig.

SKM2006.379.VLR. Sagen omhandlede et ægtepar, der havde bolig i Grønland, hvor manden havde arbejde. På et tidspunkt købte parret en ejendom i Danmark. Parret købte ejendommen, fordi det senere ville anvende ejendommen til helårsbeboelse. Ejendommen blev herefter udlejet i en periode. Efter udlejningens ophør opholdt parret med børn sig i ejendommen i ferier, ligesom manden brugte den, når han havde arbejdsopgaver i Danmark. Ejendommen blev solgt med helårsbeboelse for øje. Landsskatteretten havde efter en konkret vurdering fundet det godtgjort, at ejendommen havde tjent til bolig for ægteparret i ejendomsavancebeskatningslovens forstand i en periode, uanset parret ikke var tilmeldt folkeregisteret på adressen. Landsskatteretten henså til, at manden i perioden havde udført arbejdsopgaver i lokalområdet. Ministeriet indbragte sagen for domstolene med det hovedanbringende, at en skatteyder ikke på samme tid kan have to ejendomme, der tjener til bolig for ham. Parret havde haft deres bolig i Grønland. Landsretten gav ministeriet medhold. Landsretten henviste til ordlyden af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, om, at ejendommen ".. har tjent til bolig for .." og til motiverne, hvorefter formålet med parcelhusreglen var at undgå, at skattehensyn hindrede ejerne af ejerboliger i at flytte. Landsretten fandt, at boligen i Grønland reelt tjente til bolig for familien, også i de perioder, hvor manden eller han og familien opholdt sig på den danske ejendom. Retten fandt heller ikke, at ejendommen var et sommerhus, da den var registreret som helårsbeboelse og købt og solgt med helårsbeboelse for øje, ligesom den havde været udlejet hertil. Endelig tog retten ikke en subsidiær påstand om yderligere fradrag til følge, idet ægteparret ikke havde fremlagt dokumentation for udgifternes afholdelse. Dommen er appelleret.

SKM2006.541.VLR. Skatteyderen boede i ejendom 1, da han erhvervede ejendom 2 i november 1990. Ejendom 2 blev efter overtagelsen udlejet bl.a. til skatteyderens far. Skatteyderen var fra den 5. november 1999 til den 1. juli 2000 tilmeldt folkeregisteret på ejendom 2's adresse. Ejendom 2 blev solgt den 28. september 2000. Forinden skatteyderens flytning af folkeregisteradresse til ejendom 2, havde han juni 1999 købt ejendom 3, som han efter stormen i december 1999 påbegyndte en renovering af. Den 1. juli 2000 flyttede skatteyderen til ejendom 3. Landsretten lagde til grund, at skatteyderen først tog ophold i ejendom 2 i april 2000. Han fortsatte dog med at tage bad i ejendom 1, ligesom han stadig anvendte vaskemaskine, tørretumbler og andre hårde hvidevarer og fastnettelefon i ejendom 1. Under disse omstændigheder har skatteyderen ikke godtgjort, at ejendom 2 reelt har tjent som bolig for ham fra april til den 1. juli 2000. Avancen ved salget af ejendom 2 er herefter skattepligtig. 

SKM2006.656.SR. ►En landbrugsejendom var af skatteyderen anvendt som sommerbolig. Det ansås ikke for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at det primære formål med erhvervelsen af ejendommen havde været at benytte denne som sommerbolig. Det ansås heller ikke for dokumenteret, at ejendommen i ejerperioden alene havde været anvendt som sommerbolig. Avancen var herefter ikke fritaget for beskatning.◄

SKM2006.688.SR. ►En ejerlejlighed til helårsbeboelse var ikke forbundet med bopælspligt. Ejeren benyttede lejligheden som fritidsbolig. Skatteyder havde i en årrække haft og havde fortsat fast bopæl i kort afstand fra den netop erhvervede ejerlejlighed. Skatteyderen overvejede allerede på nuværende tidspunkt på sigt at sælge ejerlejligheden på baggrund af de stedfundne prisstigninger. Der var herefter en formodning for, at det primære formål med erhvervelsen ikke har været at anskaffe en sommerbolig. Ejerlejligheden kunne derfor ikke omfattes af § 8, stk. 2, i ejendomsavancebeskatningsloven.◄

SKM2006.727.SR. ►Skatterådet tiltrådte told- og skatteforvaltningens indstilling om, at en skatteansættelse, som et skatteankenævn havde foretaget, blev ændret. Rådet fandt ikke, at betingelserne for skattefritagelse efter § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven (parcelhusreglen) var opfyldt◄.

SKM2006.729.SR. ►Skatterådet tiltrådte told- og skatteforvaltningens indstilling om, at en skatteansættelse, som et skatteankenævn havde foretaget, blev ændret. Rådet fandt ikke, at betingelserne for skattefritagelse efter § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven (parcelhusreglen) var opfyldt.◄

HusstandBegrebet husstand fortolkes snævert til ægtefælle og/eller mindre børn (skd. 1974.30.251), således at studerende børn, der ikke bor sammen med forældrene, ikke tilhører husstanden, hvilket ejerens forældre, funktionærer m.m. heller ikke gør. Af skd. 1980.54.215 fremgår, at begrebet husstand ikke omfatter en søn, der med ægtefælle bebor et parcelhus, som hørte under faderens landbrugsejendom. Sønnen havde etableret sin egen husstand og kunne ikke med rette siges også at høre til sine forældres husstand.   

En voksen datter og dennes ægtefælle samt en søn på 25 år og dennes samlever kunne ikke anses for hørende til ejerens husstand i relation til EBL § 8, stk. 1, jf. TfS 1988, 612 LSR.

SKM2004.102.ØLR. Sagen drejede sig om, hvorvidt sagsøgerens børn var omfattet af sagsøgerens husstand, uanset skatteyder og børnene ikke havde boet sammen i huset. Østre Landsret fandt, at dette ikke var tilfældet.

Opbevaring af indbo m.v. - medens ejeren har bopæl f.eks. i udlandet - kan ikke sidestilles med beboelse for så vidt angår kravet om, at ejendommen skal have tjent til bolig.

Opdeling i ejerlejlighederEfter opdeling af et tofamilieshus i 2 ejerlejligheder, vil eventuel avance ved salg af den af ejeren beboede lejlighed være omfattet af fritagelsesbestemmelsen, medens avancen ved salg af den lejlighed, der hidtil har været anvendt til udlejning, ikke vil være omfattet, uagtet ejendommen som helhed var omfattet af fritagelsesbestemmelsen forinden opdelingen i ejerlejligheder.