Enkeltbetaling efter enkeltbetalingsordningen udbetales på grundlag af betalingsrettigheder. Betalingsrettigheder kan opdeles i almindelige betalingsrettigheder, udtagningsrettigheder og særlige betalingsrettigheder. Betalingsrettigheder kan overdrages til andre. Overdragelsen kan være endelig (ved salg) eller midlertidig (ved udlejning). Betalingsrettighederne kan sælges med eller uden jord, men kan kun udlejes, hvis det sker sammen med et landbrugsareal, der svarer til antallet af betalingsrettigheder. De skattemæssige forhold vedrørende en række betalingsrettigheder er reguleret i AL § 40 C, der har virkning fra og med indkomståret 2005.

 

AL § 40 C omfatter betalingsrettigheder efter EU-landbrugsstøtteordningen, eksisterende mælkekvoter, der afstås på et tidspunkt, hvor den skattepligtige ikke ejer en landbrugs- eller skovbrugsejendom, samt mælkekvoter, der erhverves den 1. januar 2005 eller senere. Bestemmelsen omfatter således ikke eksisterende mælkekvoter, der afstås før eller sammen med landbrugs- eller skovbrugsejendommen. Disse kvoter skal ved salg fortsat behandles efter de gældende regler i ejendomsavancebeskatningsloven.

 

AL § 40 C omfatter udover eksisterende betalingsrettigheder også fremtidige betalingsrettigheder. Dette skyldes, at der i § 40 C henvises generelt til betalingsrettigheder efter EU-landbrugsstøtteordningen. Hvis anden form for EU-støtte på landbrugsområdet i fremtiden omdirigeres til betalingsrettigheder, og hvis eksisterende betalingsrettigheder forhøjes eller nedsættes, vil disse også blive omfattet af reglerne i AL § 40 C. Efter lovteksten omfatter bestemmelsen således ikke alene de konkrete betalingsrettigheder, der udstedes med hjemmel i Rådets Forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003, men også alle fremtidige betalingsrettigheder, der udstedes efter EU-landbrugsstøtteordningen.

 

►Endelig omfatter AL § 40 C også leveringsrettigheder for sukkerroer, som den skattepligtige ejer eller erhverver den 4. oktober 2006 eller senere.◄

 

Vederlagsfri tildeling af betalingsrettigheder, herunder eventuelle fremtidige betalingsrettigheder og eventuelle fremtidige forhøjelser af eksisterende betalingsrettigheder, er også omfattet af bestemmelsen i LL § 7 Y, stk. 1. Ifølge denne bestemmelse skal værdien af vederlagsfrit tildelte kvoter og betalingsrettigheder og forhøjelser heraf, der er omfattet af AL § 40 A - 40 C, ikke medregnes ved opgørelsen af modtagerens skattepligtige indkomst. Værdien af mælkekvoter, der tildeles vederlagsfrit den 1. januar 2005 eller senere, er ligeledes omfattet af skattefriheden efter LL § 7 Y, stk. 1.

 

LL § 7 Y, stk. 1, omfatter ikke kvoter og betalingsrettigheder, der overdrages vederlagsfrit mellem personer eller virksomheder i f.eks. et gavemiljø. Sådanne overdragelser er omfattet af AL § 49.