Efter AL § 45, stk. 1, skal anskaffelsessummer og salgssummer for aktiver omfattet af afskrivningsloven omregnes til kontantværdi, der beregnes ved, at den kontante del af anskaffelsessummen henholdsvis salgssummen lægges sammen med kursværdien af aktivets gældsposter. Afskrivninger foretages på grundlag af den således kontantomregnede anskaffelsessum. Endvidere følger det af § 4 i lov om ejendomsavancebeskatning, jf. lovbekendtgørelse nr. 891 af 17. august 2006, at anskaffelses- og afståelsessummer efter ejendomsavancebeskatningsloven skal omregnes til kontantværdi.
Efter AL § 45, stk. 1, 3. pkt., skal inkonverterbare lån for fiskefartøjer, der er stiftet eller overtaget af sælger før den 19. maj 1993, behandles som om kursen på overdragelsestidspunktet er 100, hvis kursen på overdragelsestidspunktet er 100 eller derover. Dette gælder dog kun, hvis lånet er stiftet eller overtaget af sælger til en kurs på 100 eller derunder. Reglen indebærer, at overkursen ikke skal lægges til sælgerens salgssum, ligesom overkursen ikke indgår i køberens anskaffelsessum.
Efter AL § 61 skal der uanset bestemmelsen i AL § 45 ikke ske kontantomregning af anskaffelsessummer for aktiver, som er anskaffet i indkomståret 1998 eller tidligere, hvis anskaffelsessummen efter de dagældende regler ikke skulle kontantomregnes. AL § 61 indebærer dermed eksempelvis, at der for bygninger anskaffet forud for 1982 ikke skal foretages kontantomregning af anskaffelsessummen, og at der for driftsmidler og skibe anskaffet forud for indkomståret 1994 ikke skal foretages kontantomregning af anskaffelsessummer. Uanset om anskaffelsessummen skal kontantomregnes eller ej, skal afståelsessummen kontantomregnes. Retningslinierne nedenfor kan anvendes ved omregningen til kontantværdi. Retningslinerne er udelukkende af vejledende karakter, idet også individuelle forhold skal indgå i vurderingen af en fordrings handelsværdi.
Retningslinierne omfatter både kontantomregning af overdragelsessummer for aktiver omfattet af afskrivningsloven, jf. denne lovs 45, stk. 1, og for fast ejendom, jf. EBL § 4, stk. 2 og 4.
Generelt om kontantomregningOmregning til kontantværdi sker ved at lægge den kontante del af overdragelsessummen, godtgørelsen eller vederlaget sammen med kursværdien af den resterende del af overdragelsessummen m.v.
Ved kontantomregning efter afskrivningsloven skal der ifølge AL § 45, stk. 2, når overdragelsen samtidig omfatter fast ejendom, installationer, driftsmidler, kunstnerisk udsmykning, goodwill og andre immaterielle aktiver, fordeles en fordeling af den kontantomregnede overdragelsessum. Endvidere skal fordeling foretages på grund, bolig, kvote, betalingsrettighed og beholdninger, hvis overdragelsen også omfatter disse aktiver, selv om de pågældende aktiver ikke er afskrivningsberettigede. For driftsmidler og skibe foretages fordelingen under ét og for øvrige aktiver på hvert enkelt aktiv. Fordelingen foretages med udgangspunkt i, hvad køber og sælger har aftalt i købsaftale, skøde eller på anden skriftlig måde.
Omregning til kontantværdi sker efter kursværdien på overdragelsestidspunktet (anskaffelses- henholdsvis afståelsestidspunktet). Overdragelsestidspunktet er det tidspunkt, hvor der er indgået bindende aftale om overdragelse af aktivet.
Hvis det kan dokumenteres eller sandsynliggøres, at et aktiv er købt til markedspris for kontantkøb, og forrentning og vilkår i øvrigt ikke afviger fra markedsvilkårene for finansiering af den pågældende type aktiver, kan den aftalte pris umiddelbart danne grundlag for afskrivningerne.
For gæld, der kan indfries til kurs pari, vil kursen normalt kun ligge over 100, når dette tilsiges af fordringens forrentning sammenholdt med opsigelsesvarslets længde.
Kontantomregning af obligationsbaserede lånFor obligationsbaserede lån omregnes den ikke-kontante del af overdragelsessummen til den kontante handelsværdi efter følgende retningslinier:
a) Lån i fast ejendom eller skibe, der er ydet i form af børsnoterede obligationer, ansættes til børskursen.
b) Kontantlån, der er optaget i forbindelse med overdragelse af fast ejendom, og som modsvares af børsnoterede obligationer, ansættes til lånets pålydende. Er kontantlånet ikke optaget i forbindelse med overdragelsen, ansættes kursværdien til børskursen på de underliggende obligationer.
c) Anslået realkreditlån, der senere udbetales kontant, ansættes til den børskurs, der er gældende den dag, de underliggende obligationer sælges. Anslået realkreditlån, der senere overføres til låntagerens konto i Værdipapircentralen, ansættes til den kurs, der gælder den dag, obligationerne overføres.
Den børskurs, der anvendes ved kontantomregning af de ovenfor anvendte lånetyper, er alle handler-kursen kl. 17. Alle handler-kursen beregnes af Københavns Fondsbørs som et vejet gennemsnit af alle de handler, der indgår i alle handler-omsætningen på overdragelsestidspunktet, jf. dog punkt c) ovenfor. For så vidt angår obligationer, som er noteret på en fondsbørs i et land inden for EU/EØS eller på en børs, der er medlem eller associeret medlem af Federation Internationale des Bourses de Valeurs (FIBV), anvendes den kurs, hvortil obligationerne er noteret. Tilsvarende gælder for obligationer, der er optaget til offentlig notering på et andet marked, der er offentligt anerkendt, regelmæssigt arbejdende og åbent for offentligheden.
Realkreditlån, der ikke omfattes punkt a)-c), skal kontantomregnes til den kurs, hvortil lånet på det aktuelle tidspunkt kan indfries i henhold til de indfrielsesvilkår, som gælder for det pågældende lån.
Kontantomregning af andre lånKontantværdien af ikke-obligationsbaserede lån værdiansættes efter et skøn under hensyntagen til de konkret foreliggende omstændigheder. Ved udøvelsen af skønnet skal der henses til fordringens forrentning, løbetid og sikkerhed, herunder eventuel pantesikkerhed og kaution samt skyldnerens formodede betalingsevne. Efter omstændighederne vil indhentede erklæringer fra sagkyndige kunne tillægges betydning.
Hvor der er tale om fordringer, for hvilke der eksisterer et egentligt marked, vil markedsprisen for den pågældende fordring skulle lægges til grund.
Overdragne lån optaget i FIH, skal kontantomregnes til den kurs, hvortil lånet på det aktuelle tidspunkt kan indfries i henhold til de indfrielsesvilkår, som gælder for de pågældende lån.
Hvis uafhængige parter med modsat rettede interesser aftaler en kursværdi, som begge parter benytter, vil denne kursværdi normalt blive lagt til grund.
Hvor der er tale om overdragelse mellem interesseforbundne parter, hvor den ene af parterne på grund af aktiebesiddelse, vedtægtsbestemmelse, aftale eller fælles ledelse har bestemmende indflydelse på den anden parts handlemåde, følger det af domspraksis, at kursansættelsen skal foretages under hensyntagen til den sikkerhed, der følger af interessefællesskabet. Højesteret har således i to domme, TfS 1984, 582 HRD og TfS 1984,586 HRD, godkendt, at skattemyndighederne ansatte to gældsbreve udstedt ved virksomhedsomdannelse til kurs 80. Højesteret udtalte, at skattemyndighederne ikke alene var bundet til at lade værdiansættelsen bero på de nærmere vilkår i gældsbrevet, men at det måtte tillægges afgørende betydning, at kreditor som følge af retsforholdets særlige karakter havde haft indgående kendskab til og indflydelse på selskabets forhold, og at gældsbrevet ikke var bestemt til omsætning.
Under hensyntagen til renteniveauet på overdragelsestidspunktet kan kursværdien overstige kurs 80.
Udlandslån med statslig kurssikring (K-lån) med fastsat lav rente i en periode, hvorefter gælden refinansieres ved optagelse af obligationslån, kursansættes den første periode efter reglerne om kontantomregning af andre lån. Ved afståelse af bygningen efter den fastsatte periode anvendes reglerne om kontantomregning af obligationsbaserede lån.
Opgørelse af kursen ved stiftelse, overtagelse eller afståelseA. Kontantlån
Et inkonverterbart kontantlån anses for at have kurs 100, såfremt restgælden og indfrielsesbeløbet er lige store. Hvis indfrielsesbeløbet overstiger restgælden (kursen på de underliggende obligationer er over 100), er kursen over 100.
Overtages et kontantlån, er indfrielsesbeløbet det beløb, hvortil lånet på overtagelsestidspunktet kan indfries i henhold til de indfrielsesvilkår, som gælder for lånet.
Kontantlån antages altid at have kurs 100 på stiftelsestidspunktet. Det gælder også lån, der er optaget i forbindelse med overdragelsen af en ejendom, når lånet indgår i købesummen med lånets pålydende.
B. Obligationslån
Overtages et obligationslån, er det obligationernes kurs på overtagelsestidspunktet, som skal bruges, se herom nærmere afsnit E.C.1.2.2.2.
Stiftes et obligationslån, er kursen ved stiftelsen den samme som kursen på obligationerne, når disse udstedes, dvs. når obligationerne sælges eller overføres til låntagerens konto i Værdipapircentralen.
Særlige reglerHvis told- og skatteforvaltningen bliver opmærksomme på, at køber og sælger ikke anvender samme kurs, fastsætter told- og skatteforvaltningen den kontante handelsværdi.
Brugs- , rente- og indtægtsnydelser medtages til den kapitaliserede værdi opgjort efter Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 959 af 12. oktober 2005 om fastsættelse af værdien af brugs-, rente- eller indtægtsnydelser ved beregning af arveafgift. Ved overdragelse af et formuegode, hvorpå der hviler en forpligtelse af den nævnte art, opgøres kapitalværdien efter ydelsens årlige værdi og kapitaliseringsfaktorerne på overdragelsestidspunktet.
SKAT udsender kvartalsvis et tabelmateriale med vejledende kurser. For 1.-4. kvartal 2006 findes kurstabellerne i henholdsvis SKM2006.157.SKAT, SKM2006.180.SKAT, SKM2006.386.SKAT og SKM2006.552.SKAT. For 1. kvartal 2007 findes kurstabellerne i SKM2006.742.SKAT . |