| KapitalafkastVed kapitalafkast forstås den del af årets overskud, der svarer til et beregnet afkast af den skattepligtiges aktiver i virksomheden. Kapitalafkastet er et grundlæggende begreb i kapitalafkastordningen, jf. E.G.1.2.3 ovenfor. Kapitalafkastet i forhold til kapitalafkastordningen er hovedsagelig omtalt i E.G.3.1 og E.G.4.2.
Kapitalafkastet beskattes som udgangspunkt som kapitalindkomst.
Den skattepligtige kan dog vælge at medregne en del af kapitalafkastet til den personlige indkomst. Det beløb, som kan vælges beskattet som personlig indkomst, reguleres efter PSL § 20 og svarer til maksimumsbeløbet for fradragsret ved indskud på en pensionsopsparing, jf. VSL § 23 a, som er beskrevet nærmere i E.G.4.2.
KapitalafkastberegningenKapitalafkastberegningen er et nærmere defineret afkastgrundlag ganget med en nærmere fastsat afkastsats, jf. VSL § 22 a, stk. 2, som er beskrevet nærmere i E.G.3.1.4.
KapitalafkastgrundlagetKapitalafkastgrundlaget opgøres ved indkomstårets begyndelse og som udgangspunkt som værdien af aktiver, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, jf. VSL § 22 a, stk. 5, som er beskrevet nærmere i E.G.3.1.7.1. Efter VSL § 22 a, stk. 6 og 7, er der dog visse undtagelser fra denne hovedregel, jf. E.G.3.1.7.2 om blandet benyttede aktiver, E.G.3.1.7.3 om anpartsvirksomhed og konkurs, E.G.3.1.7.4 om kontante beløb, fordringer, finansielle aktiver, herunder aktier og andelsbeviser og E.G.3.1.7.5 om igangværende arbejder for fremmed regning og varelagre m.v.
Bortset fra en undtagelse angående varegæld m.v., jf. E.G.3.1.7.4, fragår gæld ikke i kapitalafkastgrundlaget efter kapitalafkastordningen, i modsætning til ved opgørelsen af kapitalafkastgrundlaget i virksomhedsordningen, hvor der foretages en nettoopgørelse, jf. E.G.1.2.2.1 og E.G.2.9.
KapitalafkastsatsenKapitalafkastsatsen beregnes en gang årligt. Satsen er en gennemsnitlig effektiv obligationsrente for årets første 6 måneder. Beregningen nedrundes til nærmeste hele antal procentpoints. Satsen offentliggøres af told- og skatteforvaltningen. I 2006 er kapitalafkastsatsen 4 pct. Der anvendes samme kapitalafkastsats for virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen. Reglerne herom findes i VSL § 9, jf. E.G.2.10, og VSL § 22 a, stk. 2, jf. E.G.3.1.4. |