PlantningUdgifter til plantning af træer, der er bestemt til erhvervsmæssig anvendelse som juletræer eller pyntegrønt i kort omdrift, samt frugttræer og frugtbuske kan ifølge LL § 8 K, stk. 2, 1. pkt., fradrages med indtil 20 pct. årligt. Overstiger udgifterne ikke 25.000 kr. pr. år pr. ejendom, kan beløbet fradrages straks. Se TfS 1998, 174 LSR. Ved kort omdrift forstås, at en beplantning af grantræer er bestemt til juletræs- og pyntegrøntsproduktion, hvor træerne afdrives væsentligt før, der er tale om tømmerproduktion. Fradragsretten efter LL § 8 K, stk. 2, 1. pkt., for plantningsudgifter gælder ved såvel nyplantning som genplantning uden for skov. Udgifter til genplantning i skov af træer, der er bestemt til erhvervsmæssig anvendelse som juletræer eller pyntegrønt i kort omdrift, kan dog fradrages straks, jf. SL § 6, stk. 1, litra a. Fradragsretten efter LL § 8 K, stk. 2, gælder uafhængigt af, om der efter de hidtil gældende regler er opnået fradrag for den hidtidige beplantning.
Hvis ejendommen afhændes eller det tilplantede areal ryddes, kan udgifter, der endnu ikke er fradraget efter LL § 8 K, stk. 2, 1. pkt., fratrækkes i samme indkomstår, som ejendommen afhændes eller rydningen sker, jf. LL § 8 K, stk. 2, 4. pkt.
 
I TfS 1999, 735 har Landsskatteretten udtalt, at udgifterne til den overordnede strukturering og tilrettelæggelse af den finansielle organisering af investeringsarrangementet i et kommanditselskab ikke er afskrivningsberettigede i henhold til LL § 8 K, stk. 2. Afskrivningsgrundlaget blev følgelig ændret. Kendelsen er indbragt for domstolene.

AnpartsregelDer henvises i øvrigt til PSL § 4, stk. 1, nr. 10, hvorefter indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed efter LL § 8 K, stk. 2, anses for kapitalindkomst, når antallet af personlige ejere er større end 2 og den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, se E.F.1.3.

SKM2001.587.LSR : En interessents deltagelse i et investeringsarrangement vedrørende skovplantning anerkendtes ikke i skattemæssig henseende, og der godkendtes ikke fradrag for driftsomkostninger, afskrivninger og renteudgifter.