| Ejendomme anskaffet før 19. maj 1993EBL § 5, stk. 6, indeholder en særregel om delafståelse af ejendomme, der på afståelsestidspunktet benyttes til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, og som er anskaffet før den 19. maj 1993.
Særreglen kan kun anvendes, hvis en af de i EBL § 4, stk. 3, 1. eller 2. pkt. nævnte indgangsværdier vælges. Disse er ejendomsværdien pr. 1. januar 1993 med tillæg af 10 pct., halvdelsreglen eller en § 4 B-vurdering. Reglen finder ikke anvendelse for skovbrugsejendomme og blandet benyttede ejendomme.
Ved EBL § 5, stk. 6, tages der højde for situationer, hvor et delsalg formindsker værdien af restejendommen. I praksis har reglen primært betydning for landbrugsejendomme, typisk ved frasalg af jord.
SKM2004.394.LSR indeholder et eksempel på opgørelsen af anskaffelsessummen for en frasolgt jordparcel fra en landbrugsejendom ved anvendelse af reglerne i EBL § 4, stk. 2, og § 5, stk. 6. I eksemplet foretages der også en opgørelse af fortjenesten ved salget.
Den del af en ejendoms anskaffelsessum, der kan overføres til jordens anskaffelsessum, er en forholdsmæssig andel af tillægsparcelværdien eller den tekniske værdi, hvis denne er højere.
Det overførselsberettigede beløb opgøres som tillægsparcelværdien/den tekniske værdi nedsat med 1) foretagne afskrivninger, herunder forskudsafskrivninger efter afskrivningsloven, fradragsbeløb efter AL § 24, stk. 5, 1. og 2. pkt., og forlodsafskrivninger efter etableringskontoloven eller investeringsfondsloven, på bygninger og installationer beliggende på ejendommen, 2) foretagne afskrivninger m.v. som nævnt i EBL § 5, stk. 4, nr. 2, og 3) den nedskrevne værdi på ejendommens bygninger og installationer.
Nedsættelse efter EBL § 5, stk. 4, nr. 1-3 foretages alene med afskrivninger m.v. og den nedskrevne værdi på bygninger og installationer, der er indgået i ejendomsværdien pr. 1. januar 1993 eller en vurdering efter VURDL § 4 B. Anskaffelsessummen for den del af ejendommen, hvorfra der overføres en del af anskaffelsessummen, nedsættes med det overførte beløb.
EBL § 5, stk. 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse, idet nedsættelsen efter EBL § 5, stk. 5, nr. 5 (mælkekvoter), foretages efter overførslen efter 1. og 2. pkt.
SKM2005.259.LSR. Den del af tillægsparcelværdien der i henhold til ejendomsavancebeskatningslovens § 5, stk. 6, skal overføres ved opgørelse af anskaffelsessummen, opgøres som tillægsparcelværdien fratrukket foretagne afskrivninger og den nedskrevne værdi af bygninger og installationer ultimo salgsåret af de bygninger og installationer, der pr. 1. januar 1993 er indgået i ejendomsværdien.
Efter EBL § 5, stk. 8, skal der kun ske nedsættelse med afskrivninger foretaget fra og med 1993.
Ved et delsalg fra en landbrugsejendom m.v., hvorpå der befinder sig driftsbygninger, der ikke har været anvendt til et afskrivningsberettiget formål i den periode, hvori ejeren har ejet ejendommen, er det hele den forholdsmæssige andel af tillægsparcelværdien eller den tekniske værdi for disse bygninger, der overføres til jordens anskaffelsessum. Dette skyldes, at nedsættelse efter EBL § 5, stk. 5, nr. 1-3 ikke er relevant, når driftsbygningerne ikke har været anvendt til et afskrivningsberettiget formål.
Har driftsbygningerne været anvendt til et afskrivningsberettiget formål i den periode, hvori ejeren har ejet ejendommen, men har ejeren ikke afskrevet på bygningerne, skal tillægsparcelværdien eller den tekniske værdi nedsættes med driftsbygningernes nedskrevne værdi. Den nedskrevne værdi vil her være den oprindelige anskaffelsessum for driftsbygningerne.
|