Parter

A

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved advokat Martin Henrichsen)

Afsagt af landsdommerne

Kristian Petersen, Elisabeth Mejnertz og Henrik Twilhøj (kst.)

Sagen er anlagt den 9. marts 2001.

Sagsøgeren, A, har nedlagt følgende påstande:

Sagsøgte, Skatteministeriet, skal anerkende, at sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1996 nedsættes til det selvangivne.

Subsidiært skal sagsøgte anerkende, at den foretagne forhøjelse af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1996 begrænses til kr. 27.582.

Sagsøgte har principalt påstået frifindelse og subsidiært at ansættelsen af sagsøgerens indkomst for indkomståret 1996 hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Landsskatterettens kendelse af 14. december 2000 vedrørende sagsøgerens personlige indkomst i indkomståret 1996 lyder således:

Saqen har været forhandlet telefonisk med klageren og dennes repræsentant.

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren den 14. september 1990 anskaffede en Ford Sierra. Anskaffelsessummen udgjorde 197.909 kr. Bilen indgik i virksomhedsordningen frem til den 31. december 1994. Den blev solgt den 7. oktober 1996 for 99.996 kr. I indkomstårene 1990-1994 foretog klageren fradrag for de faktiske udgifter, herunder afskrivninger. De skattemæssige afskrivninger udgjorde i alt 162.271 kr. I indkomstårene 1995 og 1996 modtog klageren skattefri befordringsgodtgørelse for den erhvervsmæssige kørsel i bilen.

Skatteankenævnet har ved den påklagede afgørelse beregnet klagerens fortjeneste ved salget af bilen til 91.551 kr. Nævnet har henvist til, at der kun skal opgøres avance for den periode, hvor personbilen har indgået i virksomheden. Nævnet har henvist til den dagældende afskrivningslovs afsnit II og pkt. 5.2.4. i SD-cirkulære 1987-46. Avancen er beregnet som følger:

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om, at indkomsten ansættes til det selvangivne, subsidiært at avancen ansættes til 27.582 kr. Repræsentanten har til støtte for den principale påstand gjort gældende, at skatteankenævnets ansættelse mangler hjemmel. Han har henvist til ministerens svar i TfS 1988.194 og anført, at det heraf fremgår, at en overførsel fra virksomhedsordningen til privat anvendelse betyder en endelig opgørelse, således at skatteyderen ikke ved et efterfølgende salg skal opgøre en fortjeneste eller et tab. Til støtte for den subsidiære påstand har repræsentanten gjort gældende, at den anvendte beregningsmetode er urigtig. I det omfang forholdet måtte være omfattet af skattepligten, har repræsentanten anført, at beregningen bør foretages i overensstemmelse med anvisningerne i ligningsvejledningen, pkt. A.F.3.4.3. om "Avance eller tab ved afhændelse af driftsmidler med blandet anvendelse", hvorefter avancen fordeles efter forholdet mellem den erhvervsmæssige kørsel og den samlede kørsel, idet en sådan fordeling stemmer bedst overens med de faktiske forhold. Repræsentanten har endvidere henvist til, at værdiforringelsen på klagerens bil var størst i starten af ejertiden. Der er endelig henvist til følgende passage i ligningsvejledningen, pkt. E.G.2.1.6.3.: "Et beløb svarende til værdien af fri bil til rådighed medregnes ved opgørelsen af virksomhedens indkomst. Det fulde fradrag for afskrivninger og driftsomkostninger - herunder for omkostningerne ved den private benyttelse - modsvares således af en forøgelse af virksomhedens indkomst."

Repræsentanten har opgjort avancen som følger:

Landsskatteretten skal udtale

SD-cirkulære 1987-46 fastlægger skattemyndighedernes praksis vedrørende avanceopgørelsen ved salg af biler, der i ejertiden dels har været medregnet i virksomheden, dels har været holdt uden for mod refusion af den erhvervsmæssige kørsel for virksomheden med Ligningsrådets satser.

Af nævnte cirkulæres pkt. 5.2.4. fremgår, at såfremt bilen i ejerperioden dels har været medregnet i virksomheden, dels har været holdt uden for mod refusion af den erhvervsmæssige kørsel for virksomheden med Ligningsrådets satser, opgøres avance eller tab alene for den periode, hvor bilen indgik i virksomheden. Avanceopgørelsen foretages efter tilsvarende regler som anført i cirkulærets pkt. 5.1.3. Avancen eller tabet medregnes til den personlige indkomst, hvis bilen er uden for virksomheden på salgstidspunktet.

Af pkt. 5.1.3. fremgår, at avanceopgørelsen skal foretages efter det såkaldte værdiforingelsesprincip. Ved beregningen efter dette princip udfindes den forholdsmæssige værdiforringelse, der kan henføres til den periode, hvor der er foretaget fradrag for de faktiske udgifter. Dette skyldes, at en eventuel avance/tab er indkomstopgørelsen uvedkommende, når der er foretaget fradrag med Ligningsrådets satser eller modtaget skattefri kørselsgodtgørelse.

Landsskatteretten finder, at avancen ved salget skal opgøres efter principperne i cirkulærets pkt. 5.1.3., og dermed med udgangspunkt i salgssummen og ud fra en forholdsmæssig værdiforringelse, da bilen ikke i hele ejerperioden er indgået i virksomheden. Der er herved især henset til, at formålet med det såkaldte værdiforringelsesprincip netop må antages at være, at der bortses fra den værdiforringelse, der sker i perioden, hvor bilen har været holdt uden for virksomhedsordningen, da avance/tab i en sådan periode som nævnt er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Da de stedlige skattemyndigheders beregning er foretaget i overensstemmelse med det anførte, vil den påklagede ansættelse være at stadfæste."

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin principale påstand gjort gældende, at den beskatning af avancen, skattemyndighederne har foretaget, savner lovhjemmel. Til støtte for sin subsidiære påstand har sagsøgeren gjort gældende, at beregningsmetoden er urigtig, idet avancen i overensstemmelse med ligningsvejledningens pkt. A.F.3.4.3. burde fordeles efter forholdet mellem den erhvervsmæssige kørsel og den samlede kørsel, og idet der ved beregningen ikke er taget hensyn til, at værdiforringelsen af bilen har været størst i starten.

Sagsøgte har gjort gældende, at der i den dagældende afskrivningslov er hjemmel til at foretage avancebeskatning, og at skattemyndighederne har foretaget opgørelsen korrekt i overensstemmelse med SD-cirkulære 1987-46, pkt. 5.2.4., jf. pkt. 5.1.3.

Landsrettens begrundelse og resultat

I afskrivningslovens § 9, stk. 1, er der hjemmel til at beskatte sagsøgeren af genvundne afskrivninger ved salg af bilen.

Højesteret har i dom af 11. november 1999 (Ugeskrift for Retsvæsen 2000 P.333) tiltrådt, at skattemyndighedernes praksis, som fastlagt i SD cirkulære 1987-46, vedrørende avanceopgørelse ved salg af en bil i en tilsvarende situation som i det foreliggende tilfælde, skal foretages, som skattemyndighederne har gjort det i denne sag. Da der ikke er grundlag for at antage, at denne opgørelsesmetode har medført et åbenbart urimeligt resultat for sagsøgeren, tager landsretten sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.

T h i   k e n d e s  f o r  r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage til sagsøgte betale 10.000 kr.