Sagkyndig bistandDe udgifter, der ydes godtgørelse til, er som udgangspunkt udgifter til køb af sagkyndig bistand, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 1. I og med at godtgørelsesordningen er rettet mod skatte-, told- og afgiftssager, skal den sagkyndige være advokat, statsautoriseret eller registreret revisor, konsulent i driftsøkonomi, medlem af Foreningen af Danske Revisorer eller være en person, der kan sidestilles hermed, jf. bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005 om oplysninger om udgifter til sagkyndig bistand mv. ved godtgørelse efter skatteforvaltningslovens kapitel 19.

Det afhænger af en konkret bedømmelse, om en person, der ikke er omfattet af bestemmelsen, kan sidestilles med de nævnte sagkyndige. Normalt vil en person, som opfylder betingelserne for at udøve erhverv som advokat eller revisor, kunne sidestilles med disse erhvervsgrupper, selvom den pågældende ikke aktuelt udøver sit erhverv. Kan en person dokumentere personlig uddannelse og praktisk erfaring i behandling af skatte- og afgiftssager, vil den pågældende normalt blive godkendt som sagkyndig.

I SKM2006.183.LSR fandt Landsskatteretten, at en repræsentant i en skattesag ikke havde dokumenteret at være i besiddelse af en sådan personlig uddannelse eller praktisk erfaring i behandling af skatte- eller afgiftssager, at han kunne sidestilles med kredsen af sagkyndige bistandsydere nævnt i bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt. Landsskatteretten fastslog, at indholdet af den korrespondance i sagen, som repræsentanten havde udarbejdet, ikke kunne danne grundlag for en vurdering af hans uddannelsesmæssige baggrund og praktiske erfaring i behandlingen af skatte- eller afgiftssager.

I SKM.2006.624.ØLR var sagsøger repræsenteret af et Revisionsanpartsselskab ved sagsbehandlingen i skatteforvaltningen, skatteankenævnet og Landsskatteretten ved sagsøgeren selv. Sagsøgeren var eneejer af det holdingselskab, der sammen med ham selv ejede samtlige anparter i revisionsanpartsselskabet, der ikke havde andre revisorer ansat end ham selv. Landsretten udtalte, at udtrykket sagkyndig "bistand" indebærer efter en naturlig sproglig forståelse, at arbejdet skal være udført af andre end den skattepligtige selv. At sagsøger har ladet sit selskab stå som rådgiver og udsende en regning (til sig selv) for arbejdet, ændrer ikke på, at der er tale om arbejde, som han selv har udført - og ikke sagkyndig bistand fra fremmede. En revisorassistent, som i et vist mindre omfang havde gået ham til hånde i forbindelse med arbejdet, kunne heller ikke føre til et andet resultat, idet hun ikke har ydet "sagkyndig bistand" i lovens forstand, idet hun ikke var omfattet af den kreds af sagkyndige, hvortil udgifterne er godtgørelsesberettigede. Da arbejdet var udført af den skattepligtige selv, selv om det var sket gennem selskabet, fandt retten, at sagsøgeren ikke kunne anses for at have haft sagkyndig bistand ved førelsen af skattesagen. Landsretten tog Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge.

Rejseudgifter for sagkyndige og vidner kan indgå i det beløb, der ydes omkostningsgodtgørelse for.

RetsafgifterDer ydes godtgørelse til retsafgifter, bortset fra beløbet til Landsskatteretten, jf. SFL § 42, stk. 4. Der ydes ikke godtgørelse til rettergangsbøder.

Syn og skønDer ydes godtgørelse til udgifter til syn og skøn ved ►skatteankenævnene, Landsskatteretten og Skatterådet◄, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 3. Der kan søges om tilsagn om fuld godtgørelse, jf. SFL § 52, stk. 3. Landsskatteretten kan træffe bestemmelse om fuld godtgørelse, når afholdelsen af syn og skøn har tilført eller skønnes at kunne tilføre sagen nye oplysninger, som ikke hensigtsmæssigt har kunnet eller kan indhentes på anden måde, jf. forretningsorden for Landskatteretten § 19, stk. 6. Skatterådet kan efter samme kriterium træffe bestemmelse om fuld godtgørelse.

SKAT vil også i syn og skønssagerne i skatteankenævnssager have partsstatus.

Landsskatteretten er i dag ikke retligt forpligtet til at lægge udfaldet af syns- og skønsforretningen til grund for sin afgørelse i sagen. Det samme vil gælde for skatteankenævnene.

Som det også gælder for Landsskatteretten og Skatterådet bliver det fremover muligt for skatteankenævnet at træffe bestemmelse om, at udgifter, der er eller vil blive afholdt til syn og skøn i en skatteankenævnssag, skal godtgøres fuldt ud, jf. SFL § 52, stk. 3.

Der kan forekomme to typer omkostninger i en sag om syn og skøn. Den ene type vedrører førelsen af selve klagesagen. Den anden type vedrører specifikt gennemførelsen af syn og skøn, og det er alene denne type, der kan godtgøres fuldt ud.

I det omfang, der ikke træffes bestemmelse om fuld omkostningsgodtgørelse, kan udgifterne til syn og skøn godtgøres efter de almindelige regler i SFL § 52, stk. 1 og 2.

De omkostninger, der kan dækkes med 100 procent er eksempelvis følgende:

• Salær til syns- og skønsmand, herunder hans/hendes udgifter til rejse og øvrige udgifter. Syns- og skønsmandens salær fastsættes af byretten.
• Udgifter til sagkyndig bistand under syns- og skønssagen, herunder udgifter til advokatbistand til gennemgang af sagen, valg af brancheorganisation til at afgive erklæring som alternativ til syn og skøn eller valg af syns- og skønsmand, udarbejdelse af syns- og skønstema og tillægsspørgsmål, fremfindelse af materiale, deltagelse i møde under skønsforretningen, deltagelse i retsmøder mv.

Endvidere omfatter den fulde omkostningsgodtgørelse salærudgifter til advokat vedrørende kommentering af syns- og skønsrapporten i et indlæg til ►skatteankenævnet, Landsskatteretten eller Skatterådet◄. Advokatsalær vedrørende en egentlig skriftlig procedure falder udenfor den fulde godtgørelse.

Sagkyndig erklæringDer ydes godtgørelse til udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 4. Det kan eksempelvis være tredjemands afgivelse af erklæringer mv. eller indhentelse af retligt responsum.

En sagkyndig erklæring kan indhentes fra en person, der ikke tilhører den kreds af sagkyndige, der er nævnt i § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 958 af 10. oktober 2005, jf. § 1, stk. 2, i samme bekendtgørelse.

Der ydes dog ikke godtgørelse til udgifter til sagkyndige erklæringer og andet bevismateriale i det omfang, der er tale om lovpligtig dokumentation for kontrollerede transaktioner efter skattekontrollovens § 3 B. Denne begrænsning har virkning for udgifter til udarbejdelse af dokumentation for kontrollerede transaktioner, der afholdes i forbindelse med sager, som påklages til de administrative klageinstanser eller indbringes for domstolene den 2. marts 2005 eller senere, jf. lov nr. 408 af 1. juni 2005.

Pålagte sagsomkostningerDer ydes godtgørelse til pålagte sagsomkostninger, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 5. Det følger af retsplejelovens § 312, at den tabende part har pligt til at erstatte modparten de udgifter, som retssagen har påført ham/hende, hvis parterne ikke selv har truffet en anden overenskomst, eller retten i særlige tilfælde finder grund til at gøre afvige fra denne regel. Domstolene foretager en skønsmæssig vurdering i hvert enkelt tilfælde af rimeligheden af de udgifter, som den vindende part har afholdt, og fastsætter herefter sagsomkostningerne.

Sagkyndig udtalelseDen skatte- eller afgiftspligtige kan få godtgjort udgifter til en sagkyndigs udtalelse om, hvorvidt en afgørelse i en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene, jf. SFL § 54, stk. 1, nr. 6. Der ydes godtgørelse til sådanne udgifter for ikke at tvinge en skatte- eller afgiftspligtig til at videreføre en sag, som borgeren/virksomheden umiddelbart efter hæver, idet sagen alene blev anlagt for at opnå omkostningsgodtgørelse for udgifterne til den sagkyndige udtalelse.

Hvorvidt udgifterne til den sagkyndige udtalelse godtgøres med 50 eller 100 procent, er afhængig af udfaldet af den klagesag, hvis resultat udtalelsen vurderer.

Der ydes alene godtgørelse for udgifter til en udtalelse om, hvorvidt en klage- eller retssag bør påklages eller prøves ved domstolene. En udtalelse om, hvorvidt en 1. instansafgørelse skal påklages, er således ikke godtgørelsesberettiget.

Udgifter til gennemførelse af afgørelsenUdgifterne til en række afsluttende arbejder, der er udført efter at der er truffet afgørelse af klageinstansen eller domstolen, er også godtgørelsesberettigede. Der skal være tale om udgifter, der direkte relaterer sig til udfaldet af klagesagen og som er nødvendige for at realisere en truffen afgørelse.

Udgifter til ansøgning om henstand med betaling af skatter anses for godtgørelsesberettigede, da disse betragtes som en integreret del af klagesagen.

HjemvisningI sager, hvor der sker hjemvisning til den lignende myndighed, ydes der som hovedregel godtgørelse af udgifterne til sagkyndig bistand forbundet med behandlingen af den hjemviste afgørelse ved den lavere rangerende myndighed.

Borgeren/virksomheden fører selv sagenFører borgeren/virksomheden selv sagen, kan der opnås omkostningsgodtgørelse for retsafgifter ved domstolene, udgifter til syn og skøn samt udgifter til sagkyndige erklæringer, sagsomkostninger og andet bevismateriale. Den godtgørelsesberettigede vil dog ikke kunne få godtgjort omkostninger, der svarer til den pågældendes tidsforbrug, fx udmålt som tabt arbejdsfortjeneste. Der ydes heller ikke godtgørelse til den pågældendes egne udgifter til fx rejse, porto, telefon eller lignende.

Ansat fører sagenDer ydes ikke godtgørelse til udgifter, når bistand er ydet af en person, der er ansat hos den, som sagen vedrører. De udgifter, der ikke vedrører den ansattes indsats, er dog godtgørelsesberettigede. Dette gælder fx retsafgifter, udgifter til syn og skøn og udgifter til yderligere bistand fra ikke-ansatte advokater, revisorer mv.

I SKM2006.191.ØLR havde eneaktionæren i det sagsøgende revisionsfirma gennem sin personligt drevne revisionsvirksomhed bistået sagsøgeren med en skattesag i 2003. Landsretten lagde til grund, at eneaktionæren siden 1993 på egen hånd havde forestået selskabets administration og taget sig af dets investeringer i værdipapir, udestående fordringer og fast ejendom mv., samt at selskabet indtil marts 2001 havde betalt løn til eneaktionæren og fra 1999 til 2004 som personaleudgift herudover havde fratrukket udgifterne til fri bil og fri telefon, der var stillet til rådighed for eneaktionæren i denne periode. Landsretten fandt derfor, at eneaktionæren fortsat var ansat i det sagsøgende revisionsfirma, da bistanden til skattesagens førelse blev ydet, og at sagsøgeren derfor ikke var berettiget til godtgørelse af udgifter til sagkyndig bistand.

Opdeling af udgifterIndgår der i en sag spørgsmål, der ikke er omfattet af godtgørelsesordningen, skal der foretages en opdeling af de afholdte udgifter og eventuelt godtgjorte udgifter. Indgår der fx i en straffesag spørgsmål om skatteansættelse, ydes der godtgørelse til de udgifter til sagkyndig bistand mv., der forholdsmæssigt kan henføres til domstolsbehandlingen af ansættelsesspørgsmålet. Normalt vil arbejdets omfang, tidsforbruget og eventuelt partens økonomiske interesse vedrørende sagens forskellige spørgsmål kunne danne udgangspunkt for fordelingen af de godtgørelsesberettigede udgifter.