Dato for udgivelse
24 mar 2006 12:26
SKM-nummer
SKM2006.167.DEP
Myndighed
Skatteministeriet
Sagsnummer
2006-739-0488
Dokument type
Kommentar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Kommentar, overspringelsessager, Landsskatteretten, fusion
Resumé

Landsskatteretten succederer i de klagesager, der før 1. november 2005 blev forelagt for ToldSkat i medfør af skatteforvaltningslovens § 62, stk. 5. Fristen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, om overspringelse af klageinstansen efter 6 måneder skal herefter regnes fra tidspunktet for ToldSkats modtagelse af klagen.

Reference(r)
Skatteforvaltningsloven § 48, stk. 2
Skatteforvaltningsloven § 62, stk. 5, (den tidligere skattestyrelseslovs § 31).

En advokat spurgte, om han med henvisning til overspringelsesreglen i skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, kunne indbringe en sag om hæftelse for domstolene. Det drejede sig om en klage forelagt Told- og Skattestyrelsen i marts 2005 - en sag, som Landsskatteretten overtog ved fusionen pr. 1. november 2005 efter skatteforvaltningslovens § 62, stk. 5.

Efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2, kan en afgørelse indbringes for domstolen, hvis der er forløbet mere end 6 måneder efter, at den påklagede afgørelse indbringes for den endelige administrative klageinstans. Bestemmelsen er undtagelsen til § 48, stk. 1, hvorefter en afgørelse truffet af en skattemyndighed først kan indbringes for domstolene, når administrativ rekurs er udtømt.

Det følger endvidere af skatteforvaltningsloven § 62, stk. 5, at de pr. 1. november 2005 igangværende klagesager til ToldSkat overgår til behandling i Landsskatteretten.

Skatteministeriet fandt på baggrund af § 62, stk. 5, at Landsskatteretten succederede i sagen, og at overspringelsesfristen regnes fra marts 2005, dvs. tidspunktet for klagen til told- og skatteforvaltningen. Da det er 10 måneder siden, at sagen blev forelagt for told- og skatteforvaltningen, er 6 måneders-fristen efter skatteforvaltningslovens § 48, stk. 2 opfyldt. Sagen kunne herefter indbringes for domstolene.