Hvad SKAT ved
SKAT har modtaget oplysninger om:
- Pensioner (folkepension, efterlevelsespension, førtidspension, livrente, efterløn) og pensionsinstitutters udbetaling fra ratepensioner samt ordninger med løbende udbetaling.
- Kontanthjælp og introduktionsydelser.
- Orlovsydelser.
- Fleksydelse.
- Udbetalinger fra A-kasser (dagpenge mv.).
- Sygedagpenge samt 1. og 2. ledighedsdag udbetalt af arbejdsgiver.
- Strejke- og lockoutgodtgørelse.
- Uddannelsesydelser og stipendier fra SU-styrelsen.
- Hævning af kapitalpension i forbindelse med orlov.
- Tilbagebetalte skattepligtige efterløns- og fleksydelsesbidrag.
- Skattepligtig del af tilskudsbevillinger til forskning, der administreres af Forskningsstyrelsen.
- Udbetaling af dagpengelignende beløb fra privattegnet arbejdsløshedsforsikring i forsikringsselskab.
- Løbende ydelser fra arbejdsskadeforsikring.
Oplysningerne står i rubrik 16. Du kan finde oplysningerne på skat.dk under Borger - TastSelv Borger - Skattemappen - Personlige oplysninger - Oplysningssedler.
Disse indkomster er skattepligtige. Der skal dog ikke betales AM-bidrag eller SP-opsparing af indkomsterne. Modtagere af dagpenge og kontanthjælp skal normalt betale SP-opsparing, dog ikke i 2007, hvor SP-opsparing er 0 procent.
Mener du, at oplysningerne er forkerte, skal du skrive det rigtige tal i rubrik 16.
Dagpenge ved sygdom eller barsel
Dagpenge, efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, er skattepligtige. Dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, der er udbetalt af arbejdsgivere efter § 84 i lov om arbejdsløshedsforsikring, er skattepligtig. Hvis beløbet er mindre end eller lig med de offentlige satser, er det medregnet i rubrik 16.
Hævning af kapitalpension til finansiering af orlov
Beløb, som du har hævet på din kapitalpension for at finansiere et indtægtstab ved børnepasningsorlov efter overgangsreglerne i forbindelse med afskaffelsen af børnepasningsorloven, er skattepligtige. Beløbet er medregnet i rubrik 16.
Undtagelser for sociale pensioner
Visse ydelser under sociale pensioner er ikke skattepligtige og medregnes derfor ikke i rubrik 16. Det gælder:
- Hjælp til dækning af nærmere bestemte ydelser for modtageren, fx varmehjælp og boligsikring.
- Særskilt kontanthjælp efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik.
- Hjælp efter lov om repatriering.
Stipendier til forskerstuderende (ph.d.)
Siden 1. januar 1998 har ph.d.-studerende (ph.d.-stipendiater) haft status som lønmodtagere og dermed ret til at få skattefri rejsegodtgørelse fra deres arbejdsgiver på samme betingelser som andre lønmodtagere. Se under rubrik 53 om skattefri rejsegodtgørelse.
Ph.d.-studerende kan på visse betingelser få supplerende stipendier i forbindelse med studierejser i Danmark. De supplerende stipendier og tilskud til rejseudgifter er skattepligtige og er medregnet i rubrik 16.