Hvad SKAT ved
SKAT har oplysninger om udlodningsandele, der er kapitalindkomst, hvori der er indeholdt udbytteskat, fra:

  • udloddende blandet investerende investeringsforening (aktier, obligationer mv.)
  • udloddende aktieinvesterende investeringsforeninger
  • et investeringsforeningsselskab/investeringsselskab, hvor hele udlodningen er kapitalindkomst.

Udlodning, der er kapitalindkomst, og som stammer fra udloddende rene obligationsinvesterende investeringsforeninger, hvori der ikke er indeholdt udbytteskat, skal du se i rubrik 31. Er der i den modtagne udlodningsandel indeholdt udbytteskat, stammer udlodningen således ikke fra en udloddende ren obligationsinvesterende investeringsforening, og skal derfor kunne ses her.

Udlodningsandele fra udloddende blandet investerende investeringsforening (aktier, obligationer mv.), og fra udloddende aktieinvesterende investeringsforeninger, der er aktieindkomst, kan du se under rubrik 61. Læs også afsnittet Aktieindkomst om rubrik 61 og 62.

Hvis en del af udlodningen, hvori der er indeholdt udbytteskat, er skattefri, står denne andel oplyst på din årsopgørelse eller servicemeddelelse, og beløbet skal ikke tages med i rubrik 34.

Er oplysningerne ikke i overensstemmelse med dine egne oplysninger, kan du kontakte SKAT på telefon 72 22 18 18 eller møde op i et skattecenter.

Hvad du selv skal oplyse
Hvis du har modtaget udlodningsandele, der også tilhører andre end dig selv, skal du tillægge din andel af udlodningsandelene til det oplyste beløb, og skrive det samlede beløb i rubrik 34. Har du foretaget indskud i en dansk kontoførende investeringsforening, skal den udlodningsandel, der er kapitalindkomst, selvangives i rubrik 39.

Udlodninger fra udlandet
Hvis du har modtaget udlodning fra udenlandsk investeringsforening/selskab/fond, kan du læse mere i afsnittet Indkomst mv. fra udlandet om selvangivelsen for udenlandsk indkomst mv.