Hvad SKAT ved
SKAT har modtaget oplysninger om renteudgifter fra:

  • pengeinstitutter
  • økonomistyrelsen
  • pensionskasser
  • forsikringsselskaber
  • finansieringsselskaber
  • kontokortordninger
  • vekselerere, børsmæglerselskaber og bankierer
  • advokater
  • kommuner.

Vi har også oplysninger om renteudgifter af pantebreve i depot.

Det samlede beløb står i rubrik 42.

Du kan finde oplysningerne i Skattemappen under Personlige oplysninger i TastSelv.

Hvis renteudgifterne og gælden vedrører to personer, har vi fået oplysninger om det. Beløbene er fordelt med 50 procent til hver.

Hvad du selv skal oplyse
Har du handlet ejendom i løbet af året, eller har pantebrevet ikke været i depot i hele året, er renteudgifterne af pantebreve i depot ikke korrekt indberettet til os. Derfor skal du skrive alle dine renteudgifter til pengeinstitutter og renteudgifter af pantebreve i depot i rubrik 42.

Hvis du ikke har oplyst dit cpr-nummer til depotholderen, skal du ligeledes skrive den samlede renteudgift i rubrik 42.

Har du andre renteudgifter, der ikke er indberettet til SKAT, skal du skrive disse renteudgifter i rubrik 44.

Mener du, at de oplysninger, vi har modtaget, er forkerte, skal du skrive den samlede korrekte renteudgift i rubrik 42.