Når du overtager et uskiftet bo
Skiftebehandlingen af fællesbo kan udsættes, hvis du overtager fællesboet for at sidde i uskiftet bo.

Uskiftet bo betyder, at du har ret til at beholde alt, der er indgået i fællesejet, uden at skulle dele med fælles børn. Du har mulighed for at sidde i uskiftet bo, selvom der har været skilsmissesæreje, fordi skilsmissesæreje ved dødsfald behandles som fælleseje.

Hvis du og din ægtefælle havde fælles livsarvinger
Hvis du og din ægtefælle kun har fælles livsarvinger (fx børn, børnebørn), har du normalt ret til at sidde i uskiftet bo, hvis I havde fælleseje eller skilsmissesæreje i ægteskabet.

Hvis du og din ægtefælle havde særbørn
Hvis din ægtefælle havde særbørn (børn, du ikke er forælder til), skal særbørnene tillade, at du kan sidde i uskiftet bo. Er særbørnene ikke fyldt 18 år, skal deres værge og skifteretten give tilladelsen.

Du skal betale skat, når du overtager fællesboet som uskiftet bo
Hvis du overtager fællesboet for at sidde i uskiftet bo i 2007, skal du beskattes af både din ægtefælles og din egen indkomst i 2007. Det gør du ved at lave dels en skatteansættelse af din ægtefælles indkomst fra 1. januar 2007 til dødsfaldet, og dels en skatteansættelse af din egen indkomst i hele året. Skatten bliver herefter beregnet på grundlag af hver af de to skatteansættelser. De almindelige skatteregler om indkomst og fradrag gælder. Du skal betale den samlede skat, der er beregnet for dig og din ægtefælle. Der er derfor kun én årsopgørelse.

Sammen med selvangivelsen får du tilsendt blanketten Specifikation af Deres og Deres afdøde ægtefælles indkomster og fradrag mv.(blanket 04.018).

Du skal udfylde en selvangivelse for din ægtefælle
Hvis din ægtefælle ikke har indsendt selvangivelse for 2007, skal du gøre det. Betalte din ægtefælle for meget i skat i 2007, bliver den overskydende skat udbetalt til dig. Hvis din ægtefælle har betalt for lidt i skat, skal du betale restskatten.