Du skal sende en opgørelse over aktiver og passiver ved forenklet privat skifte
Hvis skifteretten har udleveret dødsboet til forenklet privat skifte, skal arvingerne indsende en opgørelse over afdødes aktiver og passiver pr. dødsdagen (= åbningsstatus) i to eksemplarer. Skifteretten sender det ene eksemplar til skattecentrene.
Boet må ikke være skattepligtigt ved forenklet privat skifte
Det er en betingelse, at boet ikke er skattepligtigt, for at det kan behandles som et forenklet privat skifte. At boet ikke er skattepligtigt betyder, at aktiverne ikke overstiger 2.446.000 kroner, og nettoformuen ikke overstiger 1.834.500 kroner i 2007.
Både SKAT og boet kan dog kræve en afsluttende ansættelse af afdødes indkomst for perioden 1. januar 2007 og indtil dødsfaldet (= mellemperioden). Er dette tilfældet, skal:
- SKAT fremsætte kravet om en afsluttende skatteansættelse for mellemperioden senest tre måneder efter modtagelsen af åbningsstatus
eller
- boet fremsætter krav om afsluttende skatteansættelse senest seks måneder efter dødsfaldet. Hvis skifteretten har truffet afgørelse om boets behandlingsmåde senere end fire måneder efter dødsfaldet, har boet en frist på to måneder fra skifterettens afgørelse.
Eventuel restskat opkræves kun, hvis den er på 30.000 kroner eller mere i 2007.
Resulterer skatteansættelsen for mellemperioden i en overskydende skat, får du den kun udbetalt, hvis den er på 2.600 kroner eller derover.
Forenklet privat skifte med ægtefællen som eneste legale arving
Hvis du som eneste legale arving har overtaget hele boet ved et forenklet privat skifte, bliver du beskattet som ved uskiftet bo.