Gensidigt bebyrdende aftale
Hvis du har påtaget dig en forpligtelse som led i en gensidigt bebyrdende aftale (ydelser med modydelse), indgået før 1. juli 1999, er der normalt ubegrænset fradragsret. Det kan fx dreje sig om en aftægtsforpligtelse. Der er derimod ingen fradragsret, hvis forpligtelsen er påtaget over for institutioner mv., som er stiftet af dig, din ægtefælle, forældre til dig og din ægtefælle eller livsarvinger. Der er heller ikke fradragsret, hvis det drejer sig om institutioner, som du eller din ægtefælle, forældre til jer eller livsarvinger har en bestemmende indflydelse på.
Hvis aftalen er indgået 1. juli 1999 eller senere, er fradragstidspunktet for en forpligtelse i en gensidigt bebyrdende aftale udskudt til det tidspunkt, hvor summen af de sammenlagte ydelser overstiger den kapitaliserede værdi af den løbende forpligtelse på aftaletidspunktet.