Hvornår skal du betale skat af renter
Renter bliver beskattet som kapitalindkomst, når de er forfaldne. Det gælder, uanset om renterne hæves eller ej. Renter, der er forfaldne, men som ikke bliver betalt, kan af kreditor nedskrives til nul, selvom renteindtægten ikke kan anses for uerholdelig. Det er dog en betingelse, at den manglende betaling er udtryk for skyldnerens misligholdelse, og at beløbet ikke er modtaget fra skyldneren inden fristen for at indsende selvangivelse. Man kan nedskrive renter til nul både ved debitors konkurs og ved mere enkeltstående tilfælde af misligholdelse.

Hvis det før forfaldstidspunktet er aftalt mellem kreditor og debitor, at renten først skal forfalde året efter, udskydes både beskatnings- og fradragstidspunktet til det efterfølgende år. Er der indgået aftale efter forfaldstidspunktet, kan kreditor ikke nedskrive renten, som ikke er betalt.