En særlig undtagelse fra reglen i § 22, stk. 1, 1. pkt., er, at der ikke sker beskatning af en kursgevinst som følge af overkurs, når KGL § 22, stk. 1, 5. og 6. pkt, anvendes.
De betingelser, der skal være opfyldt for, at undtagelsesbestemmelsen finder anvendelse beskrives nedenfor.
Overkursreglen har alene betydning for lån, der ydes som obligationslån. Reglen omfatter såvel konverterbare som inkonverterbare obligationslån. Ved kontantlån svarer det udbetalte låneprovenu til det beløb lånet skal indfries med. Lånets pålydende rente udgør pr. definition lånets effektive rente, hvorfor der principielt ikke kan indbygges kursgevinster for debitor ved at udstede obligationer til overkurs. Ydelse af kontantlån i obligationer med en pålydende rente over markedsrenten, dvs. til overkurs, har således ingen virkning for debitor.
Ved pantebreve, som låntager udsteder til et realkreditinstitut i forbindelse med optagelse af et obligationslån, anses tidspunktet for debitors påtagelse af forpligtelsen at være det tidspunkt, hvor realkreditinstituttet udsteder obligationerne, dvs. overfører obligationerne til låntagers eller obligationskøbers konto i en værdipapircentral. Dette tidspunkt for debitors (låntagers) påtagelse af forpligtelsen kan dog være fremrykket, dels i forbindelse med en anmodning om udbetaling af et tilbudt lån, dels i forbindelse med en indgået kurskontrakt. Se herom under afsnit A.D.2.3.1.1.
Ved overtagelse af et realkreditlån (obligationslån) vil overtagelsestidspunktet være det tidspunkt, hvor der er indgået en endelig og bindende aftale om ejendommens overdragelse. Det vil typisk sige datoen for den sidste underskrift på købsaftalen.
Ved salg af fast ejendom på det vilkår at sælger optager ejerskiftelån (obligationslån) i et realkreditinstitut, som derefter overtages af køber, anses sælger for lånets stifter og køber som ny debitor. I disse situationer er overtagelsestidspunktet ikke det tidspunkt, hvor der er indgået en endelig og bindende aftale om ejendommens overdragelse, men derimod det tidspunkt, hvor realkreditinstituttet har accepteret debitorskiftet, dvs. gældsovertagelsestidspunktet.
Kursværdien af realkreditpantebreve (obligationslån) er kursværdien af obligationsrestgælden på stiftelsestidspunktet henholdsvis overtagelsestidspunktet. Uanset at konverterbare obligationslån kan opsiges af debitor til sædvanlig varsel (3 eller 6 måneder) til indfrielse til pari, skal disse lån altid ansættes til kursværdien af obligationsrestgælden, også selv om værdien derved overstiger pari.
►Ved lov nr. 199 2006/07 er der sket ændringer af betingelserne for, hvornår der ikke sker beskatning. Ændringerne finder anvendelse på obligationer og værdipapirer, der udstedes, og lån, der ydes eller overtages, den 1. juli 2007 eller senere.◄
►Efter undtagelsen i § 22, stk. 1, 5. pkt., sker der ikke beskatning af en kursgevinst som følge af overkurs, hvor: ◄
►
- Hvis kreditor er et selskab eller en person eller et dødsbo, der driver næringsvirksomhed ved finansiering.
- Fordringen (obligationslånet) ydet med sikkerhed som nævnt i KGL § 7, stk. 3, og § 19, stk. 4.
- Er baseret på obligationer, der ikke oversteg pari på tidspunktet for lånets udbetaling, eller hvor lånet er ydet på grundlag af et lånetilbud, der er afgivet mindre end 6 måneder før lånets udbetaling,
- Lånet er baseret på obligationer, der ikke oversteg pari på tilbudstidspunktet.
◄
►Efter undtagelsen i § 22, stk. 1, 6. pkt., uanset 4. pkt., sker der ikke beskatning af en kursgevinst som følge af overkurs, hvor:◄
►
- Hvis kreditor er et selskab eller en person eller et dødsbo, der driver næringsvirksomhed ved finansiering.
- Fordringen (obligationslånet) ydet med sikkerhed som nævnt i KGL § 7, stk. 3, og § 19, stk. 4.
- Ved debitors påtagelse af forpligtelsen er forrentet med mindsterenten efter KGL § 38, jf. § 14. Se afsnit A.D.2.3.1 og A.D.2.3.1.1 om mindsterenten.
◄
KGL § 22, stk. 1, omfatter ikke gæld, der er stiftet før den 11. dec. 1985, jf. § 42, stk. 6.