Stats-

skattelovens praksisSkattefrihed efter statsskattelovens praksis forudsætter, at der er tale om behandling eller forebyggelse af arbejdsbetingede skader.

Der skal være en konkret arbejdsmæssig begrundelse for arbejdsgiverens afholdelse af medarbejderens sundhedsudgifter. Et eksempel kunne være lægebehandling, hvis medarbejderen har fået en skade under udførelse af sit arbejde. Eller der skal være tale om forebyggelse for så vidt muligt at undgå skader, eksempelvis rettet mod bevægeapparatet, hvis der tale om fysisk belastende arbejde, løft, skub osv.

PraksisDer er følgende praksis

Hvis arbejdsgiveren afholder udgifter til forebyggelse eller behandling af arbejdsrelaterede skader vil der være skattefrihed for den ansatte. Se herom SKM2001.252.LR om arbejdsgiverbetalt akkupunkturbehandling, SKM2001.253.LR om arbejdsgiverbetalt zoneterapi og SKM2001.254.LR om arbejdsgiverbetalt læge- og helseservice. Der skal således være en konkret arbejdsmæssig begrundelse for arbejdsgiverbetalte generelle sundhedsudgifter, for at der kan være skattefrihed for de ansatte.

I SKM2004.217.LR fandt Ligningsrådet, at de ansatte i en kommune var skattefri af en sundhedsordning, som kommunen påtænkte at etablere i samarbejde med et firma med henblik på at behandle skader på bevægeapparatet som følge af arbejdsrelaterede skader og belastninger. Ordningen blev anset for omfattet af statsskattelovens praksis om skattefrihed af arbejdsgiverbetalte udgifter til behandling m.v. af arbejdsrelaterede skader. Derimod afslog Ligningsrådet at godkende en ordning med kostrådgivning til de ansatte i kommunen, som fik målt et BMI større end 25. Kostrådgivningen faldt hverken ind under praksis efter statsskatteloven vedrørende arbejdsgiverbetaling af arbejdsrelaterede skader m.v., ligningslovens § 30 om arbejdsgiverbetalte sundhedsudgifter eller ligningslovens § 31 om arbejdsgiverbetalt uddannelse. Kostrådgivningen ville derimod være skattefri for de ansatte, hvis der forelå en lægehenvisning i henhold til ligningslovens § 30.

I SKM2004.371.LR har Ligningsrådet godkendt, at ansatte, der deltager i en sundhedsundersøgelse, som gennemføres på arbejdsgiverens foranledning og i arbejdsgiverens regi, ikke skal beskattes i den anledning. Sundhedsundersøgelsen omfatter måling af kolesterol, blodtryk, blodsukker, højde og vægt. Derudover skal de ansatte besvare en række spørgsmål, med det formål at få klarlagt eventuelle helbredsrisici. Hvis der viser sig at være behov for yderligere undersøgelser eller egentlig behandling, bliver den ansatte henvist til egen læge. Ligningsrådet har ved afgørelse lagt vægt på, at der er tale om en overordnet generel sundhedsundersøgelse af virksomhedens personale, bl.a. med det formål at forbedre arbejdsmiljøet og derigennem at nedbringe sygefraværet blandt medarbejderne. Den enkelte medarbejder gennemgår hverken en egentlig helbredsundersøgelse eller en lægelig behandling.

I SKM2005.203.LR fandt Ligningsrådet, at medarbejderne skal beskattes, hvis de deltager i den sundhedsordning, som virksomheden påtænker at tilbyde. Der er tale om en årlig sundhedsundersøgelse, som skal gennemføres på arbejdsgiverens foranledning og i arbejdsgiverens regi. Sundhedsundersøgelsen skal omfatte måling af blodtryk, kolesterol, lungefunktion, elektrokardiografi og røntgen af lunger og hjerte. Derudover skal medarbejderne besvare en række spørgsmål med det formål af få klarlagt eventuelle helbredsrisici. Undersøgelsen vil finde sted med lægelig assistance fra en sundhedsklinik. Bliver der i forløbet opdaget tegn på sygdomme, som kræver nærmere undersøgelse eller lægelig behandling, vil dette foregå via medarbejderens egen læge. Ligningsrådet gjorde gældende, at den påtænkte ordning har karakter af en egentlig helbredsundersøgelse, som rækker ud over forhold, som relaterer sig til arbejdspladsen. Der er således tale om private sundhedsudgifter, og arbejdsgiverens betaling af medarbejderens private sundhedsudgifter er skattepligtigt for medarbejderen efter statsskattelovens § 4.

Generelle ikke-arbejdsrelaterede helbredsundersøgelser og rådgivning, som der iøvrigt ikke gives individuel lægehenvisning til, er ikke skattefri og den skattepligtige værdi af sådanne ydelser skal efter LL § 16, stk. 3, ansættes til markedsværdien.

Skattefrihed ved lovVed lov nr. 389 af 6. juni 2002 er der skabt skattefrihed for arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger, som sker i henhold til lægehenvisning. Loven medfører en udvidelse af LL § 30, som tidligere kun omfattede skattefrihed af alkoholbehandling.

LL § 30 omfatter nu skattefrihed for arbejdsgiverbetalte ydelser til lægefagligt begrundet behandling af medarbejderen ved sygdom eller ulykke, herunder behandling af psykiske lidelser hos en psykolog eller psykiater og til tilsvarende sygdomsforebyggende behandling. Desuden er arbejdsgiverbetalte ydelser til behandling hos en kiropraktor eller til behandling af medarbejderens misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler omfattet.

Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes heller ikke den rentefordel, som en medarbejder måtte opnå ved, at at arbejdsgiveren yder denne et lån til dækning af udgifterne ved behandlingen.

Arbejdsgiveren kan vælge at tegne en forsikring til dækning af udgifterne til medarbejderens behandling eller at dække udgifterne til en forsikringspræmie, som medarbejderen selv har tegnet. Arbejdsgiverens udgifter hertil er skattefri for medarbejderen.

Det er en betingelse for skattefriheden, at der foreligger en lægehenvisning til behandling. For så vidt angår behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler er skattefriheden dog alene betinget af, at der foreligger en skriftlig lægeerklæring om, at medarbejderen har behov for behandlingen. Skattefriheden for ydelser til kiropraktorbehandling er ligeledes betinget af, at der foreligger en skriftlig erklæring fra en kiropraktor om, at medarbejderen har behov for behandlingen. Se nærmere nedenfor under B. Betingelser for skattefrihed.

Ved lov nr. 1392 af 20. december 2004 er skattefrihedsbestemmelsen i LL § 30 udvidet til at omfatte ydelser, som afholdes af arbejdsgiveren til medarbejderens rygeafvænning. Lovændringen har virkning fra den 1. januar 2005.

Skattefrihed for medarbejderen gælder for de ydelser, som arbejdsgiveren afholder med henblik på rygeafvænning af medarbejderen. Der kan være tale om udgifter til terapi og rådgivning samt farmakologiske hjælpemidler som eksempelvis nikotinpræparater (plaster, tyggegummi, inhalator etc.).

Tilbuddet om arbejdsgiverbetalt rygeafvænning skal ligesom de sygdoms- og sygdomsforebyggende behandlinger i ligningslovens § 30 gennemføres som et led i virksomhedens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere, jf. § 30, stk. 3, hvoraf det også fremgår, at tilbuddet dog kan begrænses efter generelle kriterier om anciennitet og antal arbejdstimer.

Arbejdsgiveren kan afholde udgiften til medarbejderens rygeafvænning på de samme måder, som arbejdsgiveren kan afholde udgiften til arbejdstagerens behandlinger efter den gældende formulering i LL § 30. Det vil sige, at der vil være skattefrihed for arbejdsgiverbetalt rygeafvænning, uanset om arbejdsgiveren afholder udgiften hertil direkte, om arbejdsgiveren tegner en forsikring, der dækker udgiften, om arbejdsgiveren refunderer medarbejderen udgiften til en forsikring, der dækker udgiften til rygeafvænning, eller om arbejdsgiveren yder medarbejderen et lavtforrentet lån til dækning af udgifterne ved medarbejderens rygeafvænning.

Der stilles ikke krav om, at der skal foreligge en lægehenvisning m.v. som betingelse for medarbejderens skattefrihed for deltagelse på et arbejdsgiverbetalt rygeafvænningskursus og erhvervelse af nikotinpræparater m.v.

Efter de gældende regler i LL § 30, stk. 2, er medicinudgifter, som afholdes af arbejdsgiveren i forbindelse med behandling omfattet af § 30, stk. 1, begrænset til udgifter afholdt i en periode på højst 6 måneder fra 1. behandlingsdag, bortset fra udgifter afholdt under indlæggelse på hospital, klinik og lignende.

Der gælder ikke en sådan 6-måneders begrænsning på arbejdsgiverens afholdelse af udgifter til nikotinpræparater m.v. i forbindelse med rygeafvænning.

Skattefrihed for arbejdsgiverbetalt rygeafvænning omfatter ligesom de gældende regler i LL § 30 også personer som f.eks. konsulenter og revisorer, der som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde modtager tilbud om ydelser, der er omfattet af bestemmelsen. Tilsvarende gælder for personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollektive organer, herunder Folketinget og kommunalbestyrelser.

A. Betalingsform:

LL § 30, stk. 1, omfatter udtømmende de tilfælde, hvor arbejdsgiveren skattefrit kan finansiere eller medfinansiere  udgifter til sundhedsbehandlinger for den ansatte, hvad enten dette sker ved, at arbejdsgiveren direkte betaler for behandlingen, betaler gennem tegning af en forsikring eller yder et rentefrit lån.

1. Betalt behandling.
   Der er skattefrihed for arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger, uanset om arbejdsgiveren betaler for behandlingen direkte til et hospital, en læge, en klinik eller lignende, eller om arbejdsgiveren efterfølgende refunderer den ansatte udgifter, som denne selv har afholdt til sundhedsbehandling.
   
   
2. Betaler arbejdsgiveren mere indirekte for sundhedsbehandlinger gennem tegning af en forsikring, der omfatter medarbejderne, er der ligeledes skattefrihed for arbejdsgiverens præmiebetaling til en sådan forsikring. Uanset om arbejdsgiveren betaler forsikringspræmien direkte, eller om arbejdsgiveren i stedet refunderer et af den ansatte betalt præmiebeløb, er præmien skattefri i henhold til bestemmelsen, såfremt betingelserne for skattefrihed i øvrigt er opfyldt. Det skal af forsikringsbetingelserne fremgå, at forsikringen kun dækker behandlinger, der sker efter lægehenvisning eller  er lægeligt godkendt. For så vidt angår kiropraktorbehandling, skal det af forsikringsbetingelserne fremgå, at der skal foreligge en erklæring fra en autoriseret kiropraktor om behov for behandling eller fra en kiropraktor i udlandet med tilsvarende kvalifikationer. Det skal endvidere fremgå af betingelserne, at behandling af psykiske lidelser hos en psykolog forudsætter, at den pågældende har autorisation efter dansk ret eller tilsvarende for en udenlandske psykolog.
   
   
3. Rentefri lån.
   LL § 30 omfatter også tilfælde, hvor arbejdsgiveren mere indirekte finansierer den ansattes sundhedsbehandling ved at yde et helt eller delvist rentefrit lån, hvor lånet anvendes af medarbejderen til dækning af udgifterne ved sundhedsbehandling. I disse tilfælde er der skattefrihed for den rentefordel, som medarbejderen måtte have ved, at arbejdsgiveren yder et fordelagtigt lån. Lånet skal dog være klausuleret til dækning af den ansattes udgifter i forbindelse med en sundhedsbehandling. Er dette ikke tilfældet, skal skattefordelen ved rentebesparelsen bedømmes efter reglerne om beskatning af personalelån, jf. LL § 16 og SKM2005.510.SKAT.

B. Betingelser for skattefrihed:

I LL § 30, stk. 3 og 4 er der opstillet nogle betingelser, som skal være opfyldt for, at de  omhandlede sundhedsydelser er skattefrie for medarbejderen.

Led i generel per-

sonalepolitikDet er en betingelse for skattefrihed, at udgiften afholdes som led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik for alle virksomhedens medarbejdere. Bestemmelsen indebærer, at der ikke kan ske en forskelsbehandling af de ansatte. Dog er der mulighed for begrænsninger efter to generelle kriterier: Anciennitet og antal arbejdstimer. Det indebærer, at arbejdsgiveren kan stille betingelse om, at medarbejderen opfylder et vist anciennitetskrav, fx mindst 1 års ansættelse. Deltidsansatte kan som hovedregel ikke afskæres fra tilbud om deltagelse jf. principperne i detidsloven (deltidsdirektivet). I praksis kan virksomheden dog undlade, at tilbyde ordningen til medarbejdere med meget beskeden ugentlig arbejdstid. I SKM2005.382.LR vedr. medarbejderobligationer valgte man at følge en 8 timers grænse svarende til funktionærloven, således at virksomheden kunne begrænse tildelingen af obligationer til medarbjdere, der har en ugentlig gennemsnitlig arbejdstid på 8 timer. Den samme 8 timers grænse antages at være gældende for sundhedsordninger. I SKM2006.741.SR bekræftede Skatterådet, at det er et lovligt krav efter ligningslovens § 30, stk. 3, når spørger fastsætter generelle krav om en ugentlig arbejdstid på mindst 8 timer samt et generelt krav om en anciennitet på ni måneder. 

LL § 30, stk. 3, indebærer, at alle virksomhedens medarbejdere uanset personalegruppe er omfattet af tilbuddet om sundhedsbehandling. Bestemmelsen indebærer endvidere, at alle medarbejdergrupper skal tilbydes samme ydelse. Virksomheden kan således ikke betale den fulde behandlingsudgift til én medarbejdergruppe, men kun yde et rentefrit lån til en anden medarbejdergruppe. I SKM2006.741.SR fandt Skatterådet, at det vil medføre bortfald af skattefriheden for de medarbejdere, der deltager i ordningen mod en ændret vederlagsaftale, hvis en eller flere medarbejdere, som følge af interne lønforhandlinger, opnår ret til at deltage i ordningen uden en ændret vederlagsaftale. Alle medarbejdere skal tilbydes samme ydelse herunder på de samme økonomiske vilkår.I SKM2007.71.SR bekræftede Skatterådet, at medarbejdere, der vælger at deltage i en tilbudt sundhedsforsikring, er fritaget for beskatning i henhold til ligningslovens § 30, selv om virksomheden tilbyder sine medarbejdere sundhedsforsikringen på uens økonomiske vilkår, idet månedslønnede ved en ændret vederlagsaftale nedsættes med 108 kr. pr. måned (1.296 kr. årligt) og 14 dages lønnede med 44 kr. pr. lønudbetaling (1.144 kr. årligt). Virksomheden tilstræbte, at begge medarbejdergrupper blev stillet ens, i det virksomheden i den ændrede vederlagsaftale tilgodeså medarbejdernes besparelse på feriepenge og pensionsindbetaling. Skatterådet lagde til grund, at virksomheden havde tilstræbt en fuldstændig lighed mellem de to medarbejdergrupper og Rådet fandt derfor, at sundhedsforsikringen var tilbudt på samme økonomiske vilkår.

For så vidt angår en af arbejdsgiveren betalt forsikringsordning, er præmien kun skattefri, såfremt alle ansatte tilbydes at være med i ordningen. Det er derimod ikke et krav, at alle ansatte tager imod tilbuddet.

Det vil heller ikke være i strid med bestemmelsen, hvis arbejdsgiveren begrænser tilbuddet til fx én betalt behandling pr. medarbejder.

Hvorvidt der er tale om udgifter, som afholdes som led i virksomhedens generelle personalepolitik for alle medarbejdere, beror på en konkret, ligningsmæssig vurdering. Er der tale om en personalepolitik, der omfatter alle medarbejdere på lige vilkår, som fremgår af personalehåndbøger m.v., vil denne betingelse normalt være opfyldt. Betingelsen om, at udgiften skal afholdes som et led i arbejdsgiverens generelle personalepolitik, er uafhængig af, hvilke personalegoder arbejdsgiveren i øvrigt stiller til rådighed for medarbejderne. I tilfælde, hvor arbejdsgiveren har tegnet en forsikring, der omfatter sundhedsbehandling, vil det fremgå af forsikringspolicen/forsikringsaftalen, om alle ansatte er omfattet. Derudover må der være en stærk formodning for, at medarbejderne selv, herunder i særdeleshed tillidsmænd og samarbejdsudvalg på den enkelte arbejdsplads, som netop har til opgave at påse, at såvel medarbejdernes som virksomhedens rettigheder og forpligtelser efterleves, løbende vil have indsigt i og føre kontrol med, at alle virksomhedens medarbejdere bliver behandlet ensartet også på dette område. I

SKM2003.417.LR ønskede et selskab svar på bl.a. spørgsmålet, om en sundhedsordning, som selskabet påtænkte at tilbyde medarbejderne, kunne udbydes i en forsøgsperiode i én af flere divisioner i selskabet og dermed kunne betragtes som en generel ordning omfattet af LL § 30. LR fandt, at såfremt der faktisk ville blive indhentet en lægeerklæring som forudsat i LL § 30, stk. 4, i forbindelse med de konkrete sundhedstilbud, ville ordningen kunne anses for omfattet af LL § 30. Ligningsrådet fandt, at selskabets hensigt om at tilbyde ordningen til alle medarbejderne, såfremt ordningen blev en succes i forsøgsperioden, måtte tages som udtryk for, at udgiften blev afholdt som led i selskabets generelle personalepolitik. Betingelsen om, at udgiften skulle afholdes over for alle virksomhedens medarbejdere var også opfyldt i forsøgsperioden, fordi der var tale om et generelt tilbud til samtlige ansatte i en bestemt enhed og ikke om et tilbud til f.eks. kun én personale gruppe i selskabet. I SKM2006.254.SR fandt Skatterådet, at en sundhedsforsikring var skattefri for medarbejdere i virksomhedens selskaber A, B og C, selvom ordningen ikke omfattede tjenestemænd, der var udlånt til fremmede virksomheder. ►I SKM2007.373.SR bekræftede Skatterådet, at en sundhedsforsikringsordning tilbudt af arbejdsgiveren til alle medarbejderne vil være skattefri efter ligningsloven § 30, når forsikringen i sin natur kun kan tilbydes medarbejdere med bopæl i Danmark. Skatterådet lagde vægt på, at frasorteringen skete på et konkret grundlag, idet forsikringsselskabet ikke har tilladelse til at tegne forsikringer på personer bosat uden for Danmark.◄

Læge-

henvisning Det er en betingelse for skattefriheden, at der foreligger en egentlig lægehenvisning til behandling. Kravet om lægehenvisning svarer til det, som i forvejen stilles i adskillige tilfælde for, at en behandling er omfattet af sundhedsforsikringer, ligesom det er en betingelse for vederlagsfri behandling i det offentlige sundhedsvæsen.

For så vidt angår behandling af misbrug af medicin, alkohol eller andre rusmidler er skattefriheden dog alene betinget af, at der foreligger en skriftlig lægeerklæring om, at medarbejderen har behov for behandlingen. Skattefriheden for ydelser til kiropraktorbehandling er ligeledes betinget af, at der foreligger en skriftlig erklæring fra en kiropraktor om, at medarbejderen har behov for behandlingen.Det kræves, at kiropraktoren har autorisation efter dansk ret eller, hvis kiropraktoren er etableret i udlandet, har tilsvarende kvalifikationer.

For så vidt angår behandling for psykiske lidelser kræves det, at behandlingen sker hos en psykolog med autorisation efter dansk ret eller en psykiater. Sker behandlingen hos en psykolog, som er etableret i udlandet, f.eks. i EU, stilles der krav om kvalifikationer svarende til dem, en dansk autorisation indebærer.

I SKM2007.63.SR bekræftede Skatterådet, at en arbejdsgiver kan tilbyde en ordning til deres medarbejdere efter reglerne i ligningsloven § 30. Ordningen tager sigte på en hurtig udredning af sygdomme hos langtidssygemeldte medarbejdere med henblik på, at medarbejderen hurtigere har mulighed for at vende tilbage til arbejdet. Ordningen omfatter alene den indledende behandling i form af udredning af patientens eventuelle sygdom. Brug af ordningen forudsætter, at medarbejderen er henvist hertil fra en læge. Det er Skatterådets opfattelse, at ordningen ud fra en samlet vurdering kan godkendes efter ligningsloven § 30. Skatterådet har især har henset til, at medarbejderne er henvist til ordningen fra egen læge.

PersonkredsSkattefriheden i LL § 30, stk. 1, for arbejdsgiverbetalt sundhedsbehandling omfatter personer, der har tilknytning til arbejdsmarkedet. Bestemmelsen omfatter derfor først og fremmest lønmodtagere dvs. personer, der har en arbejdsgiver, men også andre personer med tilknytning enten til en virksomhed eller til arbejdsmarkedet er omfattet af bestemmelsen. Ifølge LL § 30, stk. 6, kan også personer som fx konsulenter, revisorer, bestyrelsesmedlemmer, der som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde fra hvervgiveren modtager en sundhedsydelse, få fordel af skattefriheden. Også personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollektive organer, er omfattet af skattefriheden. Medlemmer af fagforeninger, pensionskasser eller lign. kan dog alene modtage ydelser til alkoholafvænning skattefrit, jf. LL § 30, stk. 6, 2. pkt. Som medlem af en fagforening eller en pensionskasse vil også den selvstændigt erhvervsdrivende være berettiget til skattefrihed for en alkoholafvænningsbehandling, som en fagforening eller pensionskasse måtte stille til rådighed for den pågældende. Såfremt fagforeningens eller pensionskassens tilbud består i en forsikringsordning, vil fagforeningens eller pensionskassens præmieindbetaling for det pågældende medlem også være uden skattemæssige konsekvenser for medlemmet, såfremt betingelserne for skattefrihed i øvrigt er opfyldt. Der skelnes ikke mellem kontingentbetalende og ikke-kontingentbetalende medlemmer. En alkoholafvænningsordning, der tilbydes medlemmerne, skal derfor tilbydes alle medlemmer. I de tilfælde, hvor en person er omfattet af et alkoholafvænningstilbud gennem såvel arbejdspladsen som gennem en pensionskasse/forsikringsselskab, vil der også være skattefrihed efter LL § 30, såfremt arbejdsgiveren og pensionskassen/forsikringsselskabet vælger at dele præmien eller behandlingsudgifterne imellem sig.

Fradrag LL § 30 ændrer ikke reglerne om lønmodtageres fradrag. Hvor lønmodtageren selv betaler for sin sundhedsbehandling, har den pågældende ikke ret til fradrag for den afholdte behandlingsudgift, jf. HD af 13. jan. 1998 offentliggjort i TfS 1998, 100 HRD, hvorefter en lønmodtager blev nægtet fradrag for udgifter til en alkoholafvænningsbehandling.

Ved lov nr. 1061 af 17. december 2002 om ændring af ligningsloven og personskatteloven er der med ikrafttræden den 1. januar 2003 indsat et nyt stk. 2 i LL § 30. Som følge heraf er stk. 2-3 blevet til stk. 3-6. Det følger af  LL § 30, STK. 2, at skattefriheden for ydelser til dækning af medicinudgifter, som arbejdsgiveren afholder i forbindelse med lægefagligt begrundet behandling af medarbejderen i henhold til LL § 30, stk. 1, er begrænset til en periode på højst 6 måneder fra 1. behandlingsdag, bortset fra udgifter afholdt under indlæggelse på hospital, klinik og lignende. Den samme tidsbegrænsning gælder for så vidt angår skattefriheden for rentefordelen ved et lån, forsikringspræmier eller beløb til dækning heraf, i det omfang de pågældende medicinudgifter dækkes af lånet eller forsikringen.

PraksisDer er følgende praksis:

• TfS 1995,529 LR. I en bindende forhåndsbesked fandt Ligningsrådet, at en til samtlige medarbejdere tilbudt helbredsundersøgelse til en pris på ca. 1.500 kr. ikke ville medføre beskatning af de medarbejdere, der gjorde brug af tilbuddet.
• SKM2001.252.LR om arbejdsgiverbetalt akkupunkturbehandling.
• SKM2001.253.LR om arbejdsgiverbetalt zoneterapi.
• SKM2001.254.LR om arbejdsgiverbetalt læge- og helseservice.
• I SKM2003.417.LR ønskede et selskab svar på bl.a. spørgsmålet, om en sundhedsordning, som selskabet påtænkte at tilbyde medarbejderne, kunne udbydes i en forsøgsperiode i én af flere divisioner i selskabet og dermed kunne betragtes som en generel ordning omfattet af LL § 30. LR fandt, at såfremt der faktisk ville blive indhentet en lægeerklæring som forudsat i LL § 30, stk. 4, i forbindelse med de konkrete sundhedstilbud, ville ordningen kunne sanses for omfattet af LL § 30. Ligningsrådet fandt, at selskabets hensigt om at tilbyde ordningen til alle medarbejderne, såfremt ordningen blev en succes i forsøgsperioden, måtte tages som udtryk for, at udgiften blev afholdt som led i selskabets generelle personalepolitik. Betingelsen om, at udgiften skulle afholdes over for alle virksomhedens medarbejdere var også opfyldt i forsøgsperioden, fordi der var tale om et generelt tilbud til samtlige ansatte i en bestemt enhed og ikke om et tilbud til f.eks. kun én personale gruppe i selskabet.
• SKM2004.217.LR om arbejdsgiverbetalt sundhedsordning - behandling af arbejdsrelaterede skader og kostrådgivning.
  Ligningsrådet fandt, at de ansatte i en kommune var skattefri af en sundhedsordning, som kommunen påtænkte at etablere i samarbejde med et firma med henblik på at behandle skader på bevægeapparatet som følge af arbejdsrelaterede skader og belastninger. Ordningen blev anset for omfattet af statsskattelovens praksis om skattefrihed af arbejdsgiverbetalte udgifter til behandling m.v. af arbejdsrelaterede skader. Derimod afslog Ligningsrådet at godkende en ordning med kostrådgivning til de ansatte i kommunen, som fik målt et BMI større end 25. Kostrådgivningen faldt hverken ind under praksis efter statsskatteloven vedrørende arbejdsgiverbetaling af arbejdsrelaterede skader m.v., ligningslovens § 30 om arbejdsgiverbetalte sundhedsudgifter eller ligningslovens § 31 om arbejdsgiverbetalt uddannelse. Kostrådgivningen ville derimod være skattefri for de ansatte, hvis der forelå en lægehenvisning i henhold til ligningslovens § 30.
• I SKM2004.371.LR har Ligningsrådet godkendt at ansatte, der deltager i en sundhedsundersøgelse, som gennemføres på arbejdsgiverens foranledning og i arbejdsgiverens regi, ikke skal beskattes i den anledning. Sundhedsundersøgelsen omfatter måling af kolesterol, blodtryk, blodsukker, højde og vægt. Derudover skal de ansatte besvare en række spørgsmål, med det formål at få klarlagt eventuelle helbredsrisici. Hvis der viser sig at være behov for yderligere undersøgelser eller egentlig behandling, bliver den ansatte henvist til egen læge. Ligningsrådet har ved afgørelse lagt vægt på, at der er tale om en overordnet generel sundhedsundersøgelse af virksomhedens personale, bl.a. med det formål at forbedre arbejdsmiljøet og derigennem at nedbringe sygefraværet blandt medarbejderne. Den enkelte medarbejder gennemgår hverken en egentlig helbredsundersøgelse eller en lægelig behandling.
• I SKM2005.203.LR fandt Ligningsrådet, at medarbejderne skal beskattes, hvis de deltager i den sundhedsordning, som virksomheden påtænker at tilbyde. Der er tale om en årlig sundhedsundersøgelse, som skal gennemføres på arbejdsgiverens foranledning og i arbejdsgiverens regi.  Sundhedsundersøgelsen skal omfatte måling af blodtryk, kolesterol, lungefunktion, elektrokardiografi og røntgen af lunger og hjerte. Derudover skal medarbejderne besvare en række spørgsmål med det formål af få klarlagt eventuelle helbredsrisici. Undersøgelsen vil finde sted med lægelig assistance fra en sundhedsklinik. Bliver der i forløbet opdaget tegn på sygdomme, som kræver nærmere undersøgelse eller lægelig behandling, vil dette foregå via medarbejderens egen læge. Ligningsrådet gjorde gældende, at den påtænkte ordning har karakter af en egentlig helbredsundersøgelse, som rækker ud over forhold, som relaterer sig til arbejdspladsen. Der er således tale om private sundhedsudgifter, og arbejdsgiverens betaling af medarbejderens private sundhedsudgifter er skattepligtigt for medarbejderen efter statsskattelovens § 4.
• I SKM2006.289.SR fandt Skatterådet, at A vil være skattepligtig af de behandlinger (massage og zoneterapi), der blev betalt ved en nedgang i bruttolønnen. A's kontantlønnedgang var ikke et konstant fastsat beløb. Den månedlige kontantlønnedgang var afhængig af, hvor mange behandlinger A havde behov for den enkelte måned, og kontantlønnedgangen vil således være afhængig af A's forbrug måned til måned. Betingelserne for en fremadrettet og ændret vederlagsaftale var derfor ikke opfyldt.