| Befordringsfradraget opgjort efter LL § 9 C beregnes på grundlag af den normale transportvej ved kørsel i bil. Hvis den skattepligtige f.eks. på cykel kommer frem og tilbage til arbejde ad stier, der gør den tilbagelagte strækning væsentligt kortere end den normale transportvej ved bilkørsel, er dette uden betydning for befordringsfradraget, der alligevel skal beregnes på grundlag af den normale transportvej ved kørsel med bil. Den skattepligtige må i disse tilfælde danne sig et rimeligt skøn over strækningen af normal transportvej ved bilkørsel.
Benyttelse af offentlige transportmidler begrænser eller udvider ikke fradraget opgjort efter LL § 9 C, stk. 1-3. Også i disse tilfælde er det afgørende længden af normal transportvej ved bilkørsel, og fradraget beregnes også i dette tilfælde uden hensyn til afholdte udgifter, se fx SKM2005.540.LSR hvor en skatteyder, der brugte offentlig transport mellem hjem og arbejde, ved beregning af befordringsfradraget skulle anvende afstanden ad normal transportvej, der var 38,8 km og ikke den længere transportvej, der var 52,8 km.
I Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 962 af 12. oktober 2005, er normal transportvej ved bilkørsel defineret som den strækning, der skal tilbagelægges med bil under hensyntagen til:
- de givne geografiske forhold,
- det tidsmæssige forbrug, og
- en økonomisk rimelighed.
Der kan fortsat opstå spørgsmål om benyttelse af motorveje, omfartsveje, hovedveje og lign. frem for en måske kortere strækning ad mindre veje.
Ligningsmyndighederne skal i disse tilfælde lægge betydelig vægt på den skattepligtiges eget valg af transportvej, men må i øvrigt ud fra en samlet vurdering tage hensyn til de givne geografiske forhold, tidsmæssigt forbrug og økonomisk rimelighed. Se f.eks.TOLD·SKAT Nyt 1991.5.272 (TfS 1991, 130 LSR), hvor Landsskatteretten godkendte den transportvej, som skatteyderen havde valgt, selv om denne var 18 km længere end den vej, myndighederne i første instans havde lagt til grund. Den rute som skatteyderen havde valgt, omfattede kørsel på motorvej/omfartsvej, og var hurtigere og mere sikker end den kortere rute, som ligningsmyndighederne havde lagt til grund.Tilsvarende godkendte Landsskatteretten i TfS 1998, 243 LSR, den selvangivne transportvej, selv om den var 6 km længere end den rute skattemyndighederne havde godkendt. Landsskatteretten fandt, at den rute skatteyderen havde valgt, måtte anses som den hurtigste og mest trafiksikre. Se også SKM2006.669.LSR, hvor befordringsfradrag mellem hjem og arbejdsplads ud fra en konkret vurdering af trafikforholdene blev beregnet på grundlag af den af skatteyderen valgte rute, uanset at denne ikke var den korteste eller hurtigste rute. Landsskatteretten lagde i sin begrundelse for afgørelsen vægt på, at den valgte rute var trafiksikker.
Hvis færgetransport indgår i transportvejenHvor transportvejen nødvendiggør, at der delvis benyttes færge, beregnes fradraget på grundlag af den normale transportvej i bil. Færgetransporten kan ikke medregnes ved opgørelsen af transportvejens længde, men udgiften til færge kan fradrages. Se afsnit A.F.3.1.3.6.
Fradraget efter LL § 9 C er ubegrænset. Det betyder, at der er adgang til fradrag for fx befordring København-Århus-København eller Madrid-København-Madrid. Fradraget beregnes også i disse tilfælde som udgangspunkt på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel, jf. bl.a. Vestre Landsrets dom af 7. maj 1984 (Skd. 70.588). I SKM2004.162.HR har Højesteret fastslået, at afstanden til og fra arbejde på tilsammen henholdsvis 698 km og 409 km klart overstiger det, der kan anses for sædvanligt. Højesteret fastslår også, at det er den skattepligtige, der ønsker fradrag, der skal bevise eller sandsynliggøre, at der har fundet befordring sted i det påståede omfang. Dette kan ikke ske blot ved at fremlægge lejekontrakter og erklæringer fra arbejdsgiveren. I den konkrete sag fandt Højesteret derfor ikke bevisbyrden for løftet. Se også TfS 2000, 563 VLD, hvor skattemyndighederne ikke havde godkendt befordringsfradraget, da det ikke fandtes sandsynliggjort, at daglig kørsel fandt sted mellem hjemmet og arbejdspladsen, hvortil afstanden var 400 km. I en tilkendegivelse henviste Vestre Landsret til den usædvanligt store afstand mellem hjem og arbejde og til den manglende dokumentation, f.eks. i form af tog- og flybilletter. Se også SKM2001.431.VLR, hvor Landsretten fandt, at der må stilles skærpede krav til sandsynliggørelse af befordingsomfang, når afstanden mellem bopæl og arbejdsplads er usædvanlig lang, og skatteyderen har haft andre overnatningsmuligheder. Se SKM2004.2.LSR Hvor det måtte anses for sandsynliggjort, at der var foretaget befordring mellem Odense og København i det selvangivne omfang. Der blev bl.a. lagt vægt på, at klageren havde dokumenteret tilstedeværelsen på arbejdspladserne i København, at der forelå dokumentation for regelmæssige læge- og tandlægebesøg i Odense, at der forelå dokumentation for hævninger i pengeautomater i Odense, og at klageren fortsat har samme bopæl og arbejdsplads og har dokumenteret periodekort til offentlige transportmidler for en efterfølgende periode. Se SKM2004.331.VLR, hvor Vestre Landsret fandt, at en afstand på 140 km betød, at det påhvilede den skattepligtige at sandsynliggøre, at den selvangivne befordring havde fundet sted. Da dette ikke blev gjort, lagde retten ligningsmyndighedernes skøn til grund.
Sæsonarbejdere I SKM2001.188.TSS refereres Told- og Skattestyrelsens udtalelse om, hvorvidt udenlanske sæsonarbejdere kan tage fradrag for deres udgifter til befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i henhold til LL § 9 C. En forudsætning for befordringsfradraget er, at sæsonarbejderen inden afrejsen fra bopælen i hjemlandet har en arbejdsaftale med en konkret arbejdsgiver.
|