LL § 9 C omhandler fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Begrebet sædvanlig bopæl er det samme i LL § 9 C og i LL § 9 B.     

Begrebet er fastlagt gennem en lang praksis. I tvivlstilfælde foretages fastlæggelse af den sædvanlige bopæl ud fra en vurdering af, hvor personen har centrum for sine livsinteresser. Fastsættelsen kan ikke ske ud fra et enkelt kriterium. I vurderingen indgår forhold som personlig, social, familie- og boligmæssig tilknytning til stedet, opholdenes hyppighed og tilmelding til folkeregisteret.

Eksempler

  • Eksempelvis kan nævnes en skatteyder, som både havde en lejlighed på Frederiksberg og et havehus i Skovlunde. Østre Landsret fandt, at lejligheden måtte anses som skatteyderens sædvanlige bopæl, og at havehuset måtte sidestilles med et sommerhus. Havehuset kunne således ikke danne grundlag for fradrag efter LL § 9 C, jf. TfS 1995, 745 ØLD.
  • En skatteyder, der var ansat i et revisionsfirma i Aabenraa, boede i 1987 sammen med sin samlever i Hoptrup. Samleveren flyttede senere på året til Kappeln (Tyskland) i forbindelse med en ansættelse som lærer. Landsskatteretten lagde vægt på, at skatteyderen i de omhandlede indkomstår havde været tilmeldt folkeregistret i Hoptrup, i hele perioden havde arbejdet i Aabenraa, og var i færd med at etablere selvstændig virksomhed i Bevtoft. Uanset at skatteyderen i slutningen af 1987 indtrådte i lejemålet i Kappeln og i 1988 var medhæftende for telefonabonnement, fandt Vestre Landsret ikke grundlag for at tilsidesætte Landsskatterettens vurdering af, hvilken lokalitet der i relation til beregningen af befordringsfradraget skulle anses for skatteyderens sædvanlige bopæl. Højesteret stadfæstede dommen af de grunde, der er anført af Vestre Landsret, jf. TfS 1999, 420 HRD.
  • TfS 1997, 200 ØLD, hvor skatteyder der arbejde i København og havde bopæl i en lejlighed i Ordrup købte en ejendom i Nakskov i 1992. Hun var i perioden 1. juli 1992- starten af 1994 tilmeldt folkeregistret i Nakskov og herefter igen i Ordrup. Fradrag for befordring i 75 dage mellem Nakskov og København blev ikke godkendt, idet lejligheden i Ordrup blev anset for skatteyderens sædvanlige bopæl. Og TfS 1999, 159 ØLD, hvor en skatteyder, der arbejdede i København og hidtil havde været tilmeldt en adresse på Vesterbrogade 127, tilmeldte sig i 1990 en adresse på et sommerhus i Højby. Han blev gift i 1993, og ægtefællen boede og havde før ægteskabet boet på adressen Vesterbrogade 127. Skattemyndighederne fandt at hans sædvanlige bopæl for årene 1991-93 var Vesterbrogade. Østre Landsret fandt derimod, at han for tiden før ægteskabets indgåelse havde haft sædvanlig bopæl i Højby.
  • SKM2003.473.ØLR, hvor en skatteyder der arbejdede i Sverige blev anset for at have fast bopæl i Danmark. Retten lagde vægt på, at klagerens yngste barn var tilmeldt og modtog skolegang i Danmark, at klageren hele tiden havde arbejde i Danmark, at klageren ikke havde godtgjort, at være afskåret fra at råde over en del af en fast ejendom. Retten bemærkede endvidere, at det ikke var tilstrækkelig dokumentation for påstanden om bopæl i Sverrige, at klageren havde fremlagt nogle 10-turskort og nogle kassebonner.
  • SKM2004.257.HR. Skatteyderen havde pr. 1. marts 1986 meddelt flytning til Tyskland. Sagen omhandlede, om han var skattepligtig til Danmark i perioden 1. marts 1986 til ultimo 1989, og om centrum for hans livsinteresser var i Danmark eller i Tyskland. Højesteret fastslog, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at han den 1. marts 1986 eller på et senere tidspunkt før udgangen af 1989 opgav bopæl i Danmark. Højesteret henviste bl.a. til, at skatteyderen efter etablering af bopæl i Tyskland havde bevaret det arbejde i Danmark, som han på det tidspunkt havde haft i en årrække, og at han etablerede yderligere arbejdsforhold i Danmark, og at han i hele perioden havde haft rådighed over en bopæl i Danmark. Højesteret lagde også vægt på, at skatteyderen over for politiet i forbindelse med beslaglæggelse af en tysk indregistreret bil havde erkendt at hans bopæl var i Danmark og i den forbindelse havde underskrevet et bødeforlæg. Med samme begrundelse fandt Højesteret at skatteyderen havde haft midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark i hele perioden. Højesteret fandt heller ikke, at skatteyderen for nogen periode omfattet af sagen havde dokumenteret at være berettiget til transportfradrag i videre omfang end indrømmet ved Landsskatterettens kendelse.
  • En skattepligtig kan have flere samtidige bopæle. Se SKM2004.557.HR, hvor Højesteret fandt, at skatteyderen have haft bopæl såvel i Tyskland som i Danmark, men at han have haft midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark.
  • SKM2007.174.LSR Der kunne ikke indrømmes fradrag for befordringsudgifter mellem Danmark og Finland i et tilfælde, hvor en person, der arbejdede i og var fuldt skattepligtig til Danmark, i en periode boede hos sin samlever i Finland og flere gange om ugen foretog befordring mellem Finland og Danmark. Han opretholdt samtidig sin bolig i Danmark, hvor han havde folkeregisteradresse.
  • SKM2007.226.HR Den skattepligtige havde ikke bopæl noget sted og var af den grund afskåret fra fradrag for rejseudgifter. Han anvendte et værelse på et vandrehjem som sædvanligt opholdssted/ folkeregisteradresse. (Stadfæstelse af SKM2006.308.ØLR)

SommerboligSædvanlig bopæl stilles således i modsætning til andre opholdssteder. Fx kan der som udgangspunkt ikke foretages fradrag for befordring efter LL § 9 C fra en sommerbolig til arbejdspladsen i det omfang, fradraget herved overstiger fradraget mellem den skattepligtiges sædvanlige bopæl og arbejdspladsen. I helt særlige situationer kan en sommerbolig anses for sædvanlig bopæl, jf. TfS 1999, 159 ØLD, som er beskrevet ovenfor.

Sædvanlig bopæl ved militærtjenesteOm værnepligtiges fri befordring se TfS 1994, 567 DEP og om fri befordring afsnit A.F.3.1.5.

Værnepligtige anses for at have sædvanlig bopæl på det sted, hvor de boede inden indkaldelsen, såfremt denne bopæl opretholdes.

Når den værnepligtige bor hos forældrene umiddelbart før indkaldelsen, og han under indkaldelsen fortsat har værelse til disposition der, anses bopælen som hovedregel for at være bevaret hos forældrene.

Det må såvel for værnepligtige som for kontraktsansatte i hvert enkelt tilfælde afgøres, om den pågældendes fortsatte tilknytning til hjemmet er af en sådan karakter, at forældrenes hjem må anses for den faste bopæl. Ved denne afgørelse må der bl.a. lægges vægt på:

  • hvor ofte der køres hjem,  
  • om afstanden gør det muligt at køre hjem,
  • om der ud over værelset hos forældrene er anden familiemæssig tilknytning (fx en ægtefælle) eller eventuelt erhvervsmæssig tilknytning til hjembyen,
  • karakteren af det på tjenestestedet lejede eller til rådighed stillede kvarter. (Enmands- eller flermandsrum), jf. bl.a. LSRM 1980,127 LSR, 1984,9, 10 og 11 samt Skat 1986.9.551 (TfS 1986, 471 LSR) og Skat 1986.10.601 (TfS 1986, 537 LSR) og Vestre Landsrets dom af 18. april 1983.

Civile værnepligtigeCivile værnepligtige er ikke berettigede til fradrag for befordring mellem hjem og tjenestested, idet aftjening af civil værnepligt ikke kan sidestilles med et indtægtsgivende erhverv, jf. LSRM 1980,21 LSR

AfgørelserTil illustration af de i praksis forekommende problemer kan nævnes følgende afgørelser:

Østre Landsrets dom af 30. april 1987 (Skat 1987.6.425) (TfS 1987, 291 ØLD), hvor en skatteyder fik arbejde i Holstebro og i den forbindelse tog ophold hos sin moder i Skals. Han beholdt samtidig sin hidtidige bolig i Sorø for her i weekenderne, at kunne møde sine børn, der ikke længere boede i huset til daglig. Landsretten fandt, at ejendommen i Sorø ikke kunne anses for sædvanlig bopæl, hvorfor han ikke fik fradrag for befordring mellem Holstebro og Sorø.

I TOLD·SKAT Nyt 1991.5.272 (TfS 1991, 131 LSR), er refereret en landsskatteretskendelse, hvor en konstabel blev anset for at have bolig i sin oprindelige hjemby. Han havde opretholdt  boligen, uanset at kommunen, hvor kasernen var beliggende, og hvor han havde lejet kvarter, havde forlangt, at han skulle tilmelde sig folkeregistreret der.