Værdien af helt eller delvis vederlagsfri privat benyttelse af en computer med tilbehør, der er stillet til rådighed til brug for arbejdet skal ikke beskattes jf. LL § 16, stk. 12. Ved Lov nr. 263 af 8. maj 2002 er den gældende PC-ordning ændret med virkning fra den 1. januar 2002. For ordninger, der er etableret før denne dato henvises til gennemgangen i LV 2001 Almindelig del afsnit A.B.1.9.13.

Betingelserne for skattefrihed er i henhold til LL § 16, stk. 12 følgende:

  1. pc'en med tilbehør skal være stillet til rådighed til brug ved arbejdet. Der skal således være en erhvervsmæssig begrundelse for at give medarbejderne et tilbud om en pc til brug i hjemmet
  2. medarbejdernes private benyttelse af pc'erne skal være helt eller delvist vederlagsfri
  3. medarbejderen skal have stillet pc'en til rådighed. Betingelsen indebærer, at der i ordningen skal indgå elementer af arbejdsgiverfinansiering og/eller arbejdsgiverrisiko.

Selv en beskeden erhvervsmæssig anvendelse er tilstrækkelig til, at pc'en er omfattet af skattefrihedsbestemmelsen i LL § 16, stk. 12. Software, scanner, modem, DVD-drev, CD-brænder mv. betragtes som tilbehør til pc'en.

Hvis betingelserne i LL § 16, stk. 12 ikke er opfyldt, beskattes den private anvendelse af pc'en som B-indkomst. Værdien skal ved indkomstopgørelsen ansættes til markedslejen i låneperioden.

Engangsudgiften til etablering af højhastigheds- eller bredbåndsadgang hos medarbejderen anses som tilbehør og kan dermed  indgå i hjemmepc-ordningen. Det er alene deciderede éngangsudgifter til etablering af forbindelsen, der er omfattet. Ordningen omfatter således ikke en almindelig telefonforbindelse eller andre ting, som f.eks. datakommunikationsudgifter. Se nærmere herom nedenfor.

Der gælder fortsat en begrænsning i skattefriheden i tilfælde, hvor medarbejderen kompenserer arbejdsgiveren for udstyret i form af en lønnedgang. Kompensationen til arbejdsgiveren kan f.eks. bestå i, at medarbejderen går ned i løn eller udviser løntilbageholdenhed mod til gengæld at få stillet udstyret til  rådighed. Hvis medarbejderen for eksempel forpligter sig til ubetalt overarbejde, er der ligeledes tale om, at der ydes kompensation. I tilfælde heraf er beskatningen således: Et beløb svarende til 50 % af udstyrets nypris skal medregnes til den skattepligtige indkomst i det eller de indkomstår, hvor udstyret er til rådighed. Er arbejdsgiveren ejer af udstyret, er udstyrets nypris den pris, som arbejdsgiveren har betalt for udstyret. Har arbejdsgiveren lejet eller leaset udstyret, er det udstyrets handelspris på tidspunktet for leje- eller leasingaftalens indgåelse, som udgør udstyrets nypris. Har udstyret kun været til rådighed en del af året, nedsættes den skattepligtige værdi til svarende til det antal hele måneder, hvor udstyret har været til rådighed.

Praksis Der er følgende praksis:

  • SKM2003.182.LR. Ligningsrådet fandt, at medarbejdere, som tilsluttede sig en aftale med arbejdsgiveren om en bredbåndsordning og gik ned i løn som led i en såkaldt flat-rateordning, ville blive beskattet af værdi af fri telefon. Se herom under A.B.1.9.4.
  • SKM2004.28.LR  Ligningsrådet godkendte en bruttotrækordning vedrørende bredbånd og en bruttotrækordning vedrørende fri telefon. Arbejdsgiveren var i begge tilfælde direkte forpligtet over for teleselskabet. Ligningsrådet tilkendegav endvidere, at de ansatte ikke skulle beskattes af fri datakommunikation i det omfang, LL §16, stk. 13 om arbejdsgiverbetalt datakommunikation kunne finde anvendelse.
  • SKM2004.342.LR. Ligningsrådet godkendte en bruttotrækordning vedrørende medarbejderbredbånd, selvom de ansatte, der tilsluttede sig ordningen, havde krav på den oprindelige kontante løn ved udtræden af ordningen. Ligningsrådet godkendte samtidigt at tjenestemænd, der tilsluttede sig ordningen, skulle beskattes af den lavere kontante løn.
  • SKM2004.345.LR. Ligningsrådet godkendte, at en pc-ordnig efter LL § 16, stk. 12, kunne kædes sammen med en bruttotrækaftale om medarbejderbredbånd. Den aftalte lønnedgang skulle alene kompensere arbejdsgiveren for udgiften til medarbejderbredbånd. Da den ansatte ikke havde kompenseret arbejdsgiveren for at få pc-udstyret stillet til rådighed, kunne den særlige værnsregel i LL § 16, stk. 12, ikke finde anvendelse.
  • SKM2004.346.LR. Ligningsrådet godkendte en bruttotrækordnig vedrørende medarbejderbredbånd. Ordningen omfattede både funktionærer og timelønnede. Ligningsrådet lagde vægt på, at lønreduktionen var reel, idet den aftalte nedsatte løn udgjorde beregningsgrundlaget for alle ydelser, der var afhængig af den løbende kontante lønudbetaling, f.eks. pension og feriepenge.
  • SKM2005.104.LR. Ligningsrådet godkendte en ordning, hvor en del af den kontante løn for journalisterne på et dagblad blev konverteret til arbejdsgiverbetalt medarbejderbredbånd. Ordningen indebar, at et særligt kronetillæg ikke blev reguleret, og den aftalte reduktion af den kontante løn fremgik af lønsedlen.
  • SKM2005.157.LR. Ligningsrådet godkendte en ordning, hvor en del af den kontante løn for medarbejderne i en bank blev konverteret til en arbejdsgiverbetalt ADSL-forbindelse. Ordningen indebar, at forskellige medarbejdergrupper fik forskellig lønnedgang. Den omstændighed, at der ikke blev taget hensyn til kontantlønskonverteringen ved bedømmelsen af, hvorvidt den ansatte havde 5 eller 6 ugers ferie og vilkårene for overarbejdsbetaling, var ikke afgørende for, om lønnedgangen kunne anses som reel.
  • SKM2005.356.DEP. Skatteministeriet kommenterer fire domme fra Østre Landsret af 11. november 2004, hvor Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle. Sagerne drejede sig om, hvorvidt en aftale om kontantlønsnedgang mellem et forsikringsselskab og dettes assurandører var i strid med modregningsforbuddet i kildeskattelovens § 46, stk. 3. Af kommentaren skal specielt fremhæves flg: "At Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i denne sag betyder således, at det indtil nu i administrativ praksis opstillede krav om, at aftaler om kontantlønsnedgang kun kan anses for reelle og kun skal lægges til grund i skattemæssig henseende, hvis alene den nye lavere kontantløn udgør beregningsgrundlaget for pension, feriepenge m.v., og beregningen sker med samme procentsats som forud eller kun på grundlag af den nye lavere kontantløn, ikke kan opretholdes. Alle lønmodtagergrupper er herefter skattemæssigt ligestillet, uanset om der er tale om personer med individuelle lønaftaler, overenskomstansatte, tjenestemænd m.v., og uanset om der er tale om indgåelse af en lønaftale med en ny arbejdsgiver, indgåelse af en aftale om fremadrettede vederlagsstigninger med en "gammel" arbejdsgiver, eller der er tale om en fremadrettet ændring af vederlagssammensætningen i forhold til en eksisterende vederlagsaftale med en "gammel" arbejdsgiver.
    Det bemærkes, at kildeskattelovens § 46, stk. 3 stadig hindrer, at et allerede erhvervet krav på kontantløn efterfølgende konverteres til f.eks. et skattebegunstiget personalegode. Skatten, der hviler på denne kontantløn, forfalder i disse tilfælde fortsat som følge af kildeskattelovens § 46, stk. 3.
    Konsekvensen af, at Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i disse sager betyder, at de skatteydere, der med deres arbejdsgiver har haft eller har en kontantlønnedgangsaftale, som ikke har haft virkning for feriepenge og pensioner, og som følge deraf har fået forhøjet deres skatteansættelse har krav på, at få genoptaget deres skatteansættelser for indkomståret 1994 og senere efter bestemmelsen i skattestyrelsesloven § 35, stk. 1, nr. 7, der gælder indtil 1. november 2005, henholdsvis den nye skatteforvaltningslov § 27, stk. 1, nr. 7, der har virkning fra den 1. november 2005."
  • SKM2006.184.SR. Skatterådet godkendte en bredbåndsordning, hvor ansatte en gang om året kunne vælge at deltage i ordningen, der indebar at de pågældende fik stillet bredbånd til gratis til rådighed af arbejdsgiveren, mod at den kontante løn fremadrettet blev reduceret med et fast beløb. Ordningen omfattede både funktionærer og timelønnede.
  • SKM2006.185.SR. Skatterådet godkendte en bredbåndsordning, der indebar at ansatte i en bank for en 3-årig overenskomstperiode kunne vælge at deltage i ordningen, der indebar at de pågældende fik stillet bredbånd gratis til rådighed af arbejdsgiveren, mod at gå ned i løn. Såfremt prisen på bredbånd faldt i aftaleperioden, havde medarbejderne adgang til årligt at genforhandle kontantlønnen. Arbejdsgiveren havde ikke en tilsvarende adgang til genforhandling, hvis priserne på bredbånd steg i aftaleperioden.
  • SKM2006.264.SR. Skatterådet fandt, at en PDA, der havde et styresystem, hukommelse, software, skærm og internetadgang, kunne betragtes som en computer med tilbehør omfattet af ligningslovens § 16, stk. 12. Den ansatte var på grund af værnsreglen i samme bestemmelse afskåret fra at kompensere arbejdsgiveren for rådigheden over PDA'en. Den ansatte kunne imidlertid kompensere arbejdsgiveren for de af denne betalte data- og telekommunikationsudgifter, ved en ændret vederlagsaftale. 
  • SKM2007.222.SR. Skatterådet bekræftede, at spørger ikke skulle beskattes af værdi af fri telefon i anledning af en arbejdsgiverbetalt ADSL-forbindelse, der gav spørger mulighed for at få adgang fra sin bærbare computer til hele arbejdsgiverens netværk. Skatterådet bekræftede samtidigt, at spørger skulle beskattes af værdi af fri telefon i forbindelse med en arbejdsgiverbetalt mobilforbindelse til en håndholdt PDA. Forbindelsen gav alene gav adgang til mail- og kalenderfunktioner i Outlook.

I det omfang medarbejderen på almindelig måde betaler arbejdsgiveren for at få stillet computeren til rådighed kan medarbejderen fradrage udgifterne, dog højst 3.500 kr. i sin skattepligtige indkomst. Adgangen til fradrag er betinget af, at arbejdsgiveren afholder mindst 25 pct. af udgifterne ved at stille computeren med tilbehør til rådighed. Ved beregningen af, hvorvidt arbejdsgiveren opfylder forpligtelsen til at afholde minimum 25 pct. af udgifterne, medregnes arbejdsgiverens direkte omkostninger til erhvervelse eller leje af hard- og software, og arbejdsgiverens engangsudgift til etablering af højhastigheds- eller bredbåndsadgang hos arbejdstageren. Endvidere medregnes arbejdsgiverens udgifter til deltagelse i pc-kurser m.v. for den enkelte medarbejder, som får computer med tilbehør stillet til rådighed. Medarbejderens fradrag på højst 3.500 kr. er et ligningsmæssigt fradrag, som ikke er begrænset af bundfradraget i LL § 9, stk. 1. Se herom i A.F.1.

Der er ikke noget maksimumbeløb for, hvor meget en computer med tilbehør, der stilles til rådighed, må koste. Arbejdsgiveren og medarbejderen kan frit aftale, hvilket og hvor meget tilbehør, der skal indgå i ordningen. Det er dog en forudsætning for anvendelse af ordningen, at det er en computer med tilbehør, der stilles til rådighed. Medarbejderen kan f.eks. ikke deltage i en ordning, hvor arbejdstageren blot får computertilbehør stillet til rådighed. En sådan ordning vil ikke være omfattet af medarbejderens skattefrihed eller af medarbejderens ligningsmæssige fradrag. Se endvidere SKM2005.412.LR, hvor Ligningsrådet fandt, at computere, der skulle indgå i en hjemme-pc-ordning, og hvor der på medfølgende fladskærme på fra 32" til 42" kunne afvikles TV-signal, ikke kunne anses som basisudstyr og derfor ikke var skattefri efter ligningslovens § 16, stk. 12 (Landsskatteretten har senere stadfæstet Ligningsrådets afgørelse). Hvor ansatte får stillet en pc til rådighed i hjemmet og det aftales, at medarbejderen efter en periode kan købe pc'en til den nedskrevne værdi, opgøres værdien af den private rådighed efter LL § 16, stk. 12, medens værdien af købet af den brugte pc bedømmes efter LL § 16, stk. 3, 1. pkt. Medarbejdere, der ved fratræden eller ved en ordnings udløb køber udstyret, skal erlægge betalingen herfor i beskattede midler. Se også TfS 1999, 606 TSS, hvor Told- og Skattestyrelsen på forespørgsel fra en region svarede, at kommuner er omfattet af momspligten for deres køb og videresalg af pc'er til personalet. Styrelsen udtalte samtidig, at såfremt en kommune videresælger en (ny) pc til den ansatte til en pris, der er mindre end indkøbsprisen, skal medarbejderen beskattes af denne besparelse.

Efter LL § 16, stk. 13, er der skattefrihed for arbejdsgiverbetalt privat datakommunikation i forbindelse med en hjemmearbejdsplads. Det er en forudsætning for skattefriheden, at medarbejderen via datakommunikationsforbindelsen kan få adgang til arbejdsgiverens interne netværk. Det betyder på den ene side, at det ikke er nok, at medarbejderen har adgang til arbejdsgiverens hjemmeside, hvor almindelige internetbrugere også har adgang. På den anden side er det heller ikke et krav, at medarbejderen har adgang til alle arbejdsgiverens interne systemer. Datakommunikationen skal være etableret på en sådan måde, at medarbejderen kan siges at have en reel hjemmearbejdsplads. I SKM2006.686.SR bekræftede Skatterådet, at en arbejdsgivers refusion af udgifter til bredbåndsforbindelse på den ansattes bopæl var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 13 og dermed skattefri. Det var ved besvarelsen forudsat, at bredbåndsforbindelsen gav adgang til arbejdsgiverens interne netværk. Det var ikke et krav, at datakommunikationsudgiften formelt påhvilede den ansatte, det var tilstrækkeligt, at udgiften påhvilede en ægtefælle/samlever.

Skattefriheden gælder den enkelte datakommunikationsforbindelse i forbindelse med en hjemmearbejdsplads. Kan forbindelsen også anvendes til telefoni, vil en sådan anvendelse være skattefri. Se også SKM2002.450.TSS, SKM2003.67.TSS, og SKM2003.323.TSS. Andre tilfælde, hvor en arbejdsgiverbetalt telefonforbindelse anvendes til datakommunikation (uden adgang til arbejdsgiverens interne netværk), behandles efter reglerne om fri telefon i LL § 16, stk. 3, jf. stk. 1. Se herom i A.B.1.9.4.