Arbejdsgiverens godtgørelse eller tilskud til telefon uden for arbejdsstedet beskattes fuldt ud jf. LL § 16, stk. 1. Beløbet er A-indkomst efter KLS § 43. Med kravet om, at telefonen skal være uden for arbejdsstedet, er der primært tænkt på tilskud til telefon i hjemmet, men bestemmelsen omfatter også tilskud til f.eks. telefon i sommerhus, telefon i bilen eller mobiltelefon. Bestemmelsen forudsætter normalt, at tilskuddet ydes til en telefon, der er oprettet i en anden end firmaets navn, typisk i den ansattes navn. Arbejdsgiverens betaling af den ansattes telefonregning op til et vist bestemt beløb anses som fri telefon og ikke som telefontilskud, jf. LL § 16, stk. 3, nr. 3.Se om fri telefon nedenfor under A.B.1.9.4. Betaler firmaet kun for telefonsamtaler "fra hjemmet", der efter særskilt bestilling for hver enkelt samtale kan dokumenteres som erhvervsmæssig ved bilag fra telefonselskabet, foreligger der ikke et skattepligtigt telefontilskud, men en situation hvor firmaet betaler sine udgifter efter regning. Bestemmelsen modsvares i LL § 16, stk. 2, af, at den ansatte har ret til fradrag for erhvervsmæssige samtaleudgifter. Den ansatte kan få fradrag for erhvervsmæssige samtaler, i det omfang udgifterne sammen med øvrige lønmodtagerudgifter, overstiger 5.200 kr. i 2007 jf. LL § 9, stk. 1. Abonnementsudgiften betragtes som en privat udgift uanset hvilken brug, der gøres af telefonen, og denne udgift er derfor ikke fradragsberettiget. Se nærmere herom A.F.1.11.