Det fremgår af SEL § 31, stk. 1, 1. pkt., at de selskaber mv., der skal undergives obligatorisk, national sambeskatning, er selskaber og foreninger m.v. omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1-2 a, 2 d-2 g, 3 a-5 og 5 b, SEL § 2, stk. 1, litra a og b ►eller kulbrinteskattelovens § 21, stk. 4◄.
Med andre ord er de relevante skattesubjekter:
- aktie- og anpartsselskaber, jf. SEL § 1, stk. 1, nr. 1,
- andre selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes i selskabet indskudte kapital, jf. SEL § 1, stk. 1, nr. 2,
- sparekasser, andelskasser, sammenslutninger af andelskasser efter §§ 89-96 i lov om finansiel virksomhed og foreninger oprettet i henhold til § 207 i lov om finansiel virksomhed, jf. SEL § 1, stk. 1, nr. 2 a,
- DSB, jf. SEL § 1, stk. 1, nr. 2 d,
- elselskaber, hvorved i denne lov forstås selskaber m.v., i hvis aktiviteter indgår produktion, transport, handel eller levering af elektricitet, jf. nærmere SEL § 1, stk. 1, nr. 2 e,
- kommuner, der driver netvirksomhed og øvrig virksomhed, som enten er omfattet af elforsyningslovens § 2, stk. 1, eller undtaget efter § 2, stk. 4, fra elforsyningslovens bestemmelser (elnæringsvirksomhed), jf. nærmere SEL § 1, stk. 1, nr. 2 f,
- Energinet Danmark, jf. SEL § 1, stk. 1, nr. 2 g,
- brugsforeninger, jf. nærmere SEL § 1, stk. 1, nr. 3 a,
- foreninger, hvis formål er at fremme medlemmernes fælles erhvervsmæssige interesser gennem deres deltagelse i foreningens virksomhed som aftagere, leverandører eller på anden lignende måde, og som ikke er omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 2, 3 eller 3 a, jf. SEL § 1, stk. 1, nr. 4,
- gensidige forsikringsforeninger, der ikke er omfattet af §§ 294-303 i lov om finansiel virksomhed, jf. nærmere SEL § 1, stk. 1, nr. 5,
- fonde og foreninger som nævnt i § 216 i lov om finansiel virksomhed, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark og Dansk Eksportfinansieringsfond, jf. SEL § 1, stk. 1, nr. 5 b,
- faste driftssteder beliggende her i landet, jf. nærmere SEL § 2, stk. 1, litra a, herunder danske selskaber, der omkvalificeres efter SEL § 2 A.
- faste ejendomme beliggende her i landet, jf. nærmere SEL § 2, stk. 1, litra b.►
- selskaber, der alene er skattepligtige til Danmark efter kulbrinteskattereglerne, jf. kulbrinteskattelovens § 21, stk. 4. Disse virksomheder er nu i relation til reglerne om national og international sambeskatning sidestillet med faste driftssteder - på samme måde som fast ejendom er sidestillet med faste driftssteder. Lovændringen har virkning for indkomståret 2007 og senere indkomstår.
◄
Derimod kan andelsforeninger, der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 3, investeringsforeninger, der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 5 a, andre foreninger mv., der er skattepligtige efter SEL § 1, stk. 1, nr. 6, .samt fonde og foreninger, der er skattepligtige efter fondsbeskatningsloven, ikke indgå i sambeskatningen. Uanset at disse foreninger m.v. ikke kan indgå i selve sambeskatningen, kan foreningerne m.v. eventuelt indgå i vurderingen af, hvorvidt selskaber m.v. i øvrigt er koncernforbundne, jf. SEL § 31 C, se nærmere herom afsnit S.D.4.1.1.2.
Den obligatoriske sambeskatning omfatter således alle ovenstående danske koncernforbundne selskaber og foreninger mv. Danske selskaber skal forstås i modsætning til selskaber, der i henhold til SEL § 31 A, stk. 14, er udenlandske selskaber. Udenlandske selskaber er defineret som selskaber, der er hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland, herunder efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.
Koncernforbundne udenlandske selskabers faste driftssteder, herunder danske selskaber, der omkvalificeres efter SEL § 2 A, og faste ejendomme i Danmark skal ligeledes indgå i den obligatoriske sambeskatning.