Efter lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, skal der betales lønsumsafgift af momsfri persontransport, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 15. Som udgangspunkt er f.eks. rutekørsel med bus, taxakørsel og transport med tog og fly dermed omfattet af lønsumsafgiftspligten.
Efter § 1, stk. 2, nr. 5, er den del af persontransporten, som sker direkte til eller fra udlandet imidlertid fritaget for afgiftspligten. Udlandet i denne sammenhæng er både EU-lande og tredielande, herunder Færøerne og Grønland.
Som persontransport til og fra udlandet anses også forsikringsselskabers hjemtransport af syge for fremmed regning, jf. TfS 1995, 868.
Persontransport til og fra udlandet omfatter også kørsel med rustvogn, når kørslen er grænseoverskridende, jf. TfS 1988, 593.
Persontransport til og fra en boreplatform, som står uden for 12-sømilegrænsen, anses også for transport til og fra udlandet, jf.SKM2003.201.TSS.
Fritagelsen har efter fast praksis også gjaldt for formidling af sådanne ydelser. Rejsebureauers aktiviteter vedrørende formidling af persontransport til og fra udlandet ansås derved for omfattet af fritagelsen, jf. TfS 1990, 519. Det samme gjaldt rejsebureauagenter.
Imidlertil er momsfritagelsen for formidling af persontransport ophævet fra 31. august 2005 henholdsvis 1. januar 2007. Se SKM2006.395.SKAT, der er omtalt i Momsvejledningens afsnit D.11.15 og D.11.16. Dog vil gebyrer, fees mv. opkrævet af et rejsebureau i forbindelse med formidling af rejser inden for EU dog stadig være momsfri efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 16, som en rejsebureauydelse.
Ved opgørelsen af afgiftsgrundlaget henvises der til afsnit C.4.1.2.