Samtidig med bekendtgørelse om konkursen indrykkes i Statstidende en opfordring til alle, som har en fordring eller andet krav på skyldneren, til at anmelde dette til kurator inden 4 uger, jf. KL § 128.
RIM skal indsende en sådan anmeldelse for at sikre SKATs krav bedst muligt. Er der udsigt til, at boet vil blive sluttet efter KL § 143, er RIM ikke forpligtet til at anmelde kravet i boet, men inden RIM undlader dette, bør RIM vurdere, om undladelsen vil få betydning, hvis boet måske måtte blive genoptaget, jf. afsnit H.3.16.1.
Kurator skal så vidt muligt inden 4 uger efter anmeldelsesfristens udløb afholde møde til prøvelse af de anmeldte fordringer. Kurator skal inden mødet have udarbejdet indstilling om, hvorvidt kravet kan anerkendes, jf. KL § 131, stk. 1.
Ifølge KL § 132, stk. 1, er fordringen endeligt anerkendt, hvis der ikke på mødet til prøvelse af fordringer fremkommer indsigelser til indstillingen, Hvis en af SKATs fordringer ikke indstilles til anerkendelse som anmeldt, skal kurator ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde give RIM meddelelse om det. RIM skal samtidig orienteres om tid og sted for det møde, hvor fordringen prøves, samt om fristen for evt. sagsanlæg efter § 133, stk. 1, jf. KL § 131, stk. 3.
Hvis RIM ønsker sit krav opretholdt, skal den gøre indsigelse mod indstillingen på mødet, hvor fordringerne prøves. Hvis RIM opretholder indsigelsen mod kurators indstilling, må den foranledige, at der anlægges sag ved skifteretten inden 4 uger efter det møde, hvori kurators indstilling forelå, jf. KL § 133, stk. 1.
Som et eksempel på, at en fordring ikke er blevet anerkendt, kan nævnes TfS 1999, 198 ØLD, se afsnit H.3.3.1.
Hvis forholdene taler for det, kan skifteretten af hensyn til en forestående acontoudlodning efter KL § 145, stk. 3, fastsætte en frist for anmeldelse af fordringer og andre krav, jf. KL § 134, stk. 2. Beslutning herom bekendtgøres i Statstidende med mindst 2 ugers varsel. Fordringer og andre krav, der anmeldes efter den fastsatte frist, tages ikke i betragtning ved udlodningen. Fordringshaver må derfor afvente en evt. senere udlodning af dividende.