Udlæg for krav der ikke er udpantningshjemmel for kan alene ske, hvor der er udlægsfundament efter RPL § 478, stk. 1. Den kompetente myndighed her er fogedretten.

Pantefogeden kan ikke foretage udlæg for krav af privatretlig karakter, som fx erstatningskrav (vedrørende erstatningskrav for skatter og afgifter omfattet af en straffedom, se G.1.7.) og sagsomkostninger tilkendt ved dom. Sådanne krav skal tvangsinddrives gennem fogedretten.

RIM inddriver fordringer - med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger -  der opkræves af det offentlige, herunder fordringer, som det offentlig inddriver på vegne af andre fx underholdsbidrag, rent kommunale krav, der ikke er tillagt særlige inddrivelsesmidler, udenlandske krav, der inddrives af myndighederne i udlandet.  

Tilsvarende  gælder såvel offentligretlige som civilretlige krav, herunder krav fra statsvirksomheder, nettostyrede virksomheder, indtægtsdækkede virksomheder, selvejende institutioner, institutioner med mindre supplerende virksomhed og særlige fonde.

Udgangspunktet for de offentligretlige krav er, at disse er tillagt udpantningsret. Omvendt er udgangspunktet for de civilretlige kravs vedkommende, at disse ikke er tillagt udpantningsret. 

Pantefogeden foretager udlæg for en lang række krav, der i lovgivningen er tillagt udpantningsret. Udpantningsretten findes enten i udpantningsloven eller i særlovgivningen. Udlæg foretages med hjemmel i RPL § 478, stk. 2 og inddrives af pantefogeden efter reglerne i inddrivelsesloven. Se mere om udpantningsret i afsnit G.1.2.

Udlæg for krav, der ikke er tillagt udpantningshjemmel, kan alene ske, hvis der et udlægsfundament efter RPL § 478, stk. 1. Den kompetente myndighed til foretagelse af disse udlæg er fogedretten. Grundlaget kan være en dom eller et dokument, der indeholder en skylderklæring fra skyldner. En sådan skylderklæring kan være et frivilligt forlig  (udenretligt skriftligt  forlig), som beskrevet RPL § 478, stk. 1. nr. 4, hvorefter der skal være tale om en forfalden gæld og det skal udtrykkeligt være bestemt i forliget, at det kan tjene som grundlag for fuldbyrdelse. 

Såfremt der over for fogedretten er fremsat anmodning om tvangsfuldbyrdelse af et pengekrav, behøver fordringshaveren dog ikke at give møde, hvis kravet ikke overstiger 2.500 kr. bortset fra renter og omkostninger, der påløber efter fremsættelsen af anmodningen, eller hvis kravet er omfattet af RPL § 478, stk. 2. Dette fremgår af RPL § 492, stk. 2. Fogedretten kan dog indkalde fordringshaveren når det findes nødvendigt, jf. RPL § 492. stk. 3. 

I medfør af retsplejelovens kapitel 44 a er der mulighed for en forenklet inkassoproces, såfremt der er tale om et forfaldent pengekrav på højst 50.000 kr., jf. RPL § 477 a. Inddrivelsen indledes ved indlevering af et betalingspåkrav til fogedretten i en retskreds, hvor der er værneting efter retsplejelovens kapitel 22.  

Betalingspåkravets udformning skal overholde betingelserne i RPL § 477 b og Domstolsstyrelsens bekendtgørelse om indlevering af betalingspåkrav m.v. efter retsplejelovens kapitel 44 a (forenklet inkassoproces). Eventuelle indsigelser skal være modtaget  skriftligt i fogedretten senest 14 dage efter, at betalingspåkravet er forkyndt. Hvis forkyndelsen er sket i udlandet, Færøerne eller Grønland, er fristen dog 4 uger efter forkyndelsen. Såfremt ingen indsigelse modtages vil fogedretten behandle sagen som om skyldneren er enig i kravet. Såfremt betingelserne til betalingspåkravet er opfyldte, vil betalingspåkravet få en påtegning, og - såfremt kreditor har ønsket det - vil udlæg blive foretaget uden fornyet henvendelse. 

Både det frivillige forlig og  betalingspåkravet, der har fået påtegning, udgør et særligt retsgrundlag efter 1908- lovens § 1, stk. 2, således at kravet bringes ind under 20-årig forældelse. Efterfølgende tilskrevne renter er dog fortsat omfattet af 1908-lovens 5 årige forældelsesfrist.