| Henstand I SKM2007.660.SKAT har SKAT Hovedcentret fastlagt retningslinier for hvornår, der kan meddeles opkrævningsmæssig henstand med indregning af restskat, jf. kildeskattelovens § 61, stk. 3, og hvornår der kan meddeles henstand med indregning af forfaldne restskatter vedrørende tidligere indkomstår, jf. kildeskattelovens § 61 A. I begge tilfælde finder principperne i inddrivelsesbekendtgørelsens § 6 anvendelse.
Det fremgår af § 6, stk. 1, i inddrivelsesbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 995 af 19. oktober 2005 om inddrivelse af gæld til det offentlige), at der kan bevilges henstand når skyldner efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1 og 3, eller kapitel 6 ikke aktuel har betalingsevne.
Efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 3, 1. pkt. anses skyldner normalt for at have overladt et rimeligt rådighedsbeløb til sig og sin familie, når afdragsordningen er fastsat efter den opførte tabel i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Efter inddrivelsesbekendtgørelsens § 8, stk. 3, anses skyldner normalt for at have overladt et rimeligt rådighedsbeløb til sig og sin familie, når lønindeholdelsesprocenten er fastsat efter den opførte tabel i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1.
Der kan ikke fastsættes en afdragsordning efter § 5, stk. 1, eller en lønindeholdelse efter § 8, stk. 3, hvis skyldners årlige nettoindkomst for 2007 er mindre end 89.310 kr.
Hvis lønindeholdelsesprocenten fastsættes ved brug af en betalingsevnevurdering i henhold til inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 6, skal rådighedsbeløbet for 2007 jf. § 20, udgøre 4.840 kr. pr. måned. Har skyldneren en ægtefælle forhøjes rådighedsbeløbet for 2007 3.370 kr.
Henstand med indregnet restskatI henhold til kildeskattelovens § 61, stk. 3, kan der ske indregning af restskatter således:
Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges årsopgørelse senest den 1. oktober i året efter indkomståret, overføres den del af restskatten med eventuelle skyldige renter efter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 10.000 kr. med tillæg af et til den overførte restskat svarende tillæg efter stk. 2, som et yderligere tilsvar for det efterfølgende år, til hvis dækning der opkræves yderligere A- eller B-skat for dette år. Skatteministeren fastsætter regler om opkrævningen. De skattebeløb, der er opkrævet for et år, hvortil der er overført restskat mv., anses for medgået først til dækning af den overførte restskat mv.
Hvis en skatteyder ikke har nogen betalingsevne, kan der gives hel eller delvis opkrævningsmæssig henstand med den indregnede restskat.
En skatteyder har ikke nogen betalingsevne, hvis skatteyder
- efter principperne i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, eller kapitel 6 ikke kan antages at have en betalingsevne.
- afvikler anden gæld til det offentlige og afviklingen er fastsat som
- en afdragsordning i h.t. inddrivelsesbekendtgørelsens § 5 eller kapitel 6.
- en lønindeholdelse i h.t. inddrivelsesbekendtgørelsens § 5 eller kapitel 6.
- en afdragsordning eller en lønindeholdelse iværksat før den 1. november 2005 og denne aftale/lønindeholdelse fortsat er gældende og det må lægges til grund, at skyldners betalingsevne dermed er udtømt.
Der kan gives hel eller delvis henstand, hvis skyldner ikke har en aktuel betalingsevne på ansøgningstidspunktet, eller ikke forventes at have en betalingsevne i det indkomstår, hvor der vil ske indregning af restskatten. Henstand kan gives uanset at restskatten efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, sidste pkt., anses for betalt.
Det beløb, der gives henstand med, trækkes ud af forskudsregistreringen og omdannes til et skattetilsvar som B-skat eller restskat.
Henstand med forfaldne restskatter vedr. tidligere indkomstår I henhold til kildeskattelovens § 61 A, kan der ske indregning af skatterestancer således:
I det omfang grundbeløbet på 10.000 kr. i henhold til § 61, stk. 3, ikke er udnyttet fuldt ud til dækning af restskat, kan der i den resterende del af beløbet efter skatteministerens nærmere bestemmelse ske overførsel af forfaldne skatterestancer fra tidligere indkomstår til opkrævning efter reglerne i § 61, stk. 3. Skatteministeren kan i den forbindelse træffe bestemmelse om, at forrentning af de efter 1. pkt. opkrævede beløb kan ske efter andre regler end de i § 63, fastsatte.
Hvis en skyldner ikke har nogen aktuel betalingsevne efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, eller kapitel 6, kan der gives hel eller delvis inddrivelsesmæssig henstand med den indregnede restance vedrørende tidligere indkomstår efter bestemmelsen i inddrivelsesbekendtgørelsens § 6.
Der kan endvidere gives henstand med den indregnede restance, hvis skyldner
- som følge af indregnet restskat i henhold til kildeskattelovens § 61, stk. 3, ikke har en betalingsevne efter reglerne i inddrivelsesbekendtgørelsens § 5, stk. 1, eller kapitel 6.
- afvikler anden gæld til det offentlige og afviklingen er fastsat som
- en afdragsordning i h.t. inddrivelsesbekendtgørelsens § 5 eller kap. 6
- en lønindeholdelse i h.t. inddrivelsesbekendtgørelsens kapitel 5 eller 6
- en afdragsordning eller en lønindeholdelse iværksat før den 1. november 2005 og denne aftale/lønindeholdelse fortsat er gældende og det må lægges til grund, at skyldners betalingsevne dermed er udtømt.
Der kan gives hel eller delvis henstand, hvis skyldner ikke har en aktuel betalingsevne på ansøgningstidspunktet, eller ikke forventes at have en betalingsevne i det indkomstår, hvor der vil ske indregning af restancen fra tidligere indkomstår. Henstand kan gives uanset at restskatten efter kildeskattelovens § 61, stk. 3, sidste pkt., anses for betalt.
Det beløb, der gives henstand med, trækkes ud af forskudsregistreringen.
Ophævelse af cirkulære Med virkning fra 1. oktober 2007 ophæves cirkulære nr. 35 af 14/2 1994 om lønindeholdelse for restancer i kontanthjælp efter bistandsloven og henstand med indregnet restskat for kontanthjælpsmodtagere.
Fra den 1. oktober 2007 træder denne meddelelse i stedet for det ophævede cirkulære. |