| Foreløbige beløb, der skal indeholdes efter reglerne i KSL §§ 43-49 kaldes A-skat og den skattepligtige indkomst, hvori A-skat skal indeholdes, kaldes A-indkomst, jf. KSL § 41, stk. 2.
Hovedkriteriet for om der er tale om A-indkomst er, at indkomsten er vederlag i penge for personligt arbejde i tjenesteforhold, jf. KSL § 43, stk. 1. I KSL § 43, stk. 2 er opregnet indkomstarter, som efter skatteministerens nærmere bestemmelse kan henregnes til A-indkomst. Hertil knytter sig KSLbek. § 15.
Hvis udbetalingen foretages af en udenlandsk diplomatisk repræsentation mv., er udbetalingen ikke A-indkomst, jf. KSL § 44, litra a. Det samme er tilfældet, hvis udbetalingen foretages af en person mv., der ikke har hjemting her i landet, og der ikke foreligger fast driftssted, jf. KSL § 44, litra b. Der er dog tale om A-indkomst, hvis udbetalingen sker gennem en befuldmægtiget med hjemting her i landet, jf. KSL § 46, stk. 4 og 5. Se i øvrigt afsnit C.1.1.1 og C.1.2.1. Skatteministeren kan bestemme, at en indkomst, der er A-indkomst efter KSL § 43, skal anses for B-indkomst, jf. KSL § 45, stk. 1. Hertil knytter sig KSLbek. § 16.
Naturalieydelser er normalt B-indkomst. Dog er fri kost og logi A-indkomst, hvis det er ydet i forbindelse med vederlag i penge for personligt arbejde i tjenesteforhold, og Skatterådet har fastsat normalværdi herfor, jf. KSL § 43, stk. 1 og KSLbek. § 16, nr. 3 modsætningsvis. Fri bil er A-indkomst, når godet er ydet som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt, jf. KSLbek. § 15, nr. 22. Hvis arbejdsgiveren betaler den ansattes private udgifter eller konverterer løn til naturalier, er der også tale om A-indkomst.
Rejse- og befordringsgodtgørelse, jf. LL §§ 9, stk. 5, 9A, 9B og 31 kan udbetales skattefrit i henhold til reglerne herom, jf. bekendtgørelse nr. 1290 af 13. december 2005 og SKAT- meddelelse SKM2005.498.SKAT. Se nærmere afsnit B.1.7.
Arbejdsgiverens dækning af lønmodtagerens udlæg efter regning (originale eksterne bilag) af arbejdsgiverens udgifter er skattetrækket og indkomstopgørelsen uvedkommende.
B-skat - B-indkomst
Foreløbige beløb, der skal betales efter en skattebillet, kaldes B-skat, og den skattepligtige indkomst, hvori der hverken skal indeholdes A-skat, udbytteskat eller royaltyskat, kaldes B-indkomst, jf. KSL § 41, stk. 2. |