Rejsegodtgørelse, der udbetales efter reglerne i LL § 9 A, kan udbetales skattefrit, jf. LL § 9, stk. 5. Der skal endvidere ikke betales AM-bidrag og SP-bidrag, da der ikke er tale om vederlag for beskæftigelse. De nærmere regler og satserne for 2007 fremgår tillige af SKATs meddelelse i SKM2006.753.SKAT.

Det er forudsat, at godtgørelsen udbetales på grundlag af det faktiske antal rejsedage. Der kan alene udbetales rejsegodtgørelse (kost-, 25 pct.- og /eller logigodtgørelse) for rejse med overnatning.

Beløb, der udbetales som skattefri rejsegodtgørelse, skal ikke dække lønmodtagerens/bestyrelsesmedlemmets udgifter til befordring. Sådanne udgifter forudsættes dækket direkte af arbejdsgiveren/hvervgiveren som udlæg efter regning (f.eks. udgifter til taxa, tog eller fly) eller ved udbetaling af godtgørelse for benyttelse af egen bil/motorcykel, cykel, knallert eller EU-knallert til erhvervsmæssig kørsel, jf. ovenfor i afsnit B.1.7.1.2.

Om fradragsmuligheder, hvor der er udbetalt godtgørelse beregnet med et lavere beløb end standardsatserne, eller der slet ikke er udbetalt nogen godtgørelse, se LL § 9 A, stk. 7, samt LV A.F.1.1 og A.F.1.1.1.1.

Det påhviler arbejdsgiveren/hvervgiveren at sikre, at der ikke udbetales skattefri godtgørelse til personer, som ikke opfylder betingelserne, jf. afsnit H.3 samt bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse, nr. 173 af 13. marts 2000. Hvis arbejdsgiveren/hvervgiveren udbetaler godtgørelse uden at foretage den i førnævnte bekendtgørelse fastsatte kontrol, bliver godtgørelsen skattepligtig som personlig indkomst for den pågældende modtager. Der skal derfor indeholdes A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag af beløbet, jf. KSL § 43, stk. 1, AMFL § 8, stk. 1, litra a, og ATP-lovens § 17 f, stk. 1. Lønmodtageren/bestyrelsesmedlemmet har i stedet mulighed for at foretage et ligningsmæssigt fradrag i den skattepligtige indkomst efter reglerne i LL § 9 A, stk. 7 og 9.

RejsebegrebetDet er i LL § 9 A defineret, hvornår der skattemæssigt er tale om en rejse, og denne definition er desuden refereret i SKATs meddelelse i SKM2006.753.SKAT, pkt. 1.1.

Der kan således kun udbetales skattefri rejsegodtgørelse til en lønmodtager, når denne påføres merudgifter, fordi:

• lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopælen og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, eller
• arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlige arbejdsplads, når dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl.

Rejsedefinitionen forudsætter således, at det er nødvendigt at overnatte uden for den sædvanlige bopæl. Det indebærer, at der ikke kan udbetales skattefri godtgørelse for rejser uden overnatning, de såkaldte "éndagsrejser", men eventuelle udgifter til kost og småfornødenheder på sådanne rejser rejser kan dog dækkes som udlæg efter regning.

Om lønmodtagerens mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl se SKM2005.318.HR, Hvor Højesteret stadfæster landsrettens dom i SKM2004.335.VLR. Landsretten fandt, at betingelsen for skattefri rejsegodtgørelse ikke var opfyldt, idet der ikke var grundlag for at fastslå, at lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og midlertidigt arbejdssted var uden mulighed for at overnatte på bopælen (afstand mellem bopæl og arbejdssteder: ca. 60 km. og normal transporttid: 45-60 minutter hver vej). Landsretten fandt at det ikke var afgørende, at han af private grunde havde valgt at overnatte i en campingvogn ved arbejdsstederne. Se om tilsvarende afgørelser i SKM2004.390.LSR og SKM2004.419.LSR. I begge disse sager var afstanden mellem bopæl og arbejdssted ca. 90 km. Se endvidere SKM2004.503.LSR. Klageren var bosiddende i Korsør og arbejdede på Metroprojektet i København. Efter det oplyste overnattede han i campingvogn ved Nordhavn Station. Klageren blev ikke anset for berettiget til fradrag for rejseudgifter, jf. ligningslovens § 9 A, henset til afstanden mellem bopælen i Korsør og arbejdsstedet og manglende dokumentation for den enkelte arbejdsdags længde. Se endelig SKM2005.492.ØLR, hvor Landsskatteretten fandt, at metroarbejdere var berettigede til fradrag i medfør af LL § 9 A efter en helhedsvurdering under inddragelse af afstand, transporttid og længden af arbejdstiden. Rådighed over egen bil var uden betydning for bedømmelsen.

I SKM2007.145.SR bekræftede Skatterådet, at der kunne udbetales skattefri rejsegodtgørelse, hvor arbejdstiden var på 12 timer, og hvor der var en transporttid på mellem 1 og 1,5 time og arbejdet var fysisk hårdt. Samtidig bekræftede Skatterådet, at der kunne udbetales skattefri rejsegodtgørelse, hvor arbejdstiden var på 10 timer eller mere, og hvor der var mere end 100 km/90 minutters transporttid og arbejdet var fysisk hårdt.

Når der er tale om en tjenesterejse, kan den ansattes samlede arbejdsvilkår på det midlertidige tjenestested tillige bevirke, at det ikke er muligt at overnatte på bopælen, se nærmere herom LV A.B.1.7.1.

Om fastlæggelse af afrejsetidspunkt fra bopæl se SKM2005.297.LSR. Landskatteretten fandt, at fradrag for rejseudgifter for en skatteyder med bopæl i Korsør i forbindelse med arbejde i Esbjerg skulle beregnes fra afrejsetidspunktet søndag aften, idet det blev anset for naturligt, at skatteyderen afrejste fra bopælen søndag aften inden påbegyndelse af arbejdet mandag morgen.

Det er endvidere en betingelse for udbetaling af skattefri rejsegodtgørelse, at rejsen varer mindst 24 timer.

Om forståelsen af begrebet "midlertidigt arbejdssted" vedrørende fiskeres fradrag efter LL § 9 A se SKM2003.294.TSS. Se endvidere om begrebet i forbindelse med ansættelse på prøve, der efterfølges af fast ansættelse, SKM2003.453.LSR. En sygeplejerske, der var bosiddende på en ø, havde fået arbejde på et hospital på fastlandet, således at der var 3 måneders prøvetid og herefter var arbejdet fast. Da arbejdet- bortset fra de 3 måneders prøvetid- var fast, kunne der alene ske fradrag for rejseudgifter for 3-måneders-perioden.

Som nævnt ovenfor i afsnit B.1.7.1.1 gælder reglerne om skattefri rejsegodtgørelse også for såvel lønnede som ulønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign.

12 måneders-reglen ved kostgodtgørelseDer er en tidsgrænse for, hvor længe en arbejdsplads kan anses for midlertidig m.h.t. udbetaling af skattefri godtgørelse med standardsatserne for kostudgifter, jf. LL § 9 A, stk. 5.

Man kan kun få skattefri kostgodtgørelse med standardsatserne i de første 12 måneder af en rejse.

Tidsbegrænsningen på 12 måneder gælder dog ikke, når arbejdsstedet flyttes over en strækning på mindst 8 km i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse. En ny 12 måneders periode påbegyndes, når der foretages et arbejdsstedsskifte.

Et arbejdsstedsskifte anses for foretaget:

1. når der for samme arbejdsgiver i samme arbejdsprojekt skiftes til en ny arbejdsplads mindst 8 km ad normal transportvej fra den tidligere arbejdsplads, selvom lønmodtageren arbejder for den samme arbejdsgiver i det samme arbejdsprojekt,
2. når der for samme arbejdsgiver skiftes til et andet arbejdsprojekt, eller
3. når lønmodtageren bliver ansat hos en ny arbejdsgiver, selvom lønmodtageren arbejder i det samme arbejdsprojekt som før.

20 dages-reglen ved tilbagevenden til tidligere arbejdsstedDer påbegyndes en ny 12 måneders-periode ved tilbagevenden til et tidligere, midlertidigt arbejdssted.

Hvis tilbagevenden til det tidligere, midlertidige arbejdssted ikke var upåregnelig for lønmodtageren, er det dog en betingelse for påbegyndelse af en ny 12 måneders-periode, at der er forløbet mindst 20 arbejdsdage, siden lønmodtageren sidst arbejdede på det tidligere arbejdssted. Se LL § 9 A, stk. 5 og 6, SKATs meddelelse i SKM2006.753.SKAT, pkt. 1.2.1.2.1., og LV A.B.1.7.1.1.

Ingen 12 måneders-regel ved logigodtgørelseTidsbegrænsningen på 12 måneder, der gælder for udbetaling af skattefri kostgodtgørelse med standardsatserne, gælder ikke for udbetaling af skattefri logigodtgørelse. Logigodtgørelse kan derfor udbetales med standardsatserne, så længe en arbejdsplads er midlertidig, jf. rejsebegrebet ovenfor.

Hvornår og hvor længe en arbejdsplads kan anses for midlertidig, må afgøres konkret ud fra en vurdering af lønmodtagerens eller f. eks. bestyrelsesmedlemmets ansættelses- og/eller arbejdsforhold.