Forord Tilskud til virksomhedernes udgift til CO2-afgift fremgår af lovbekendtgørelse nr. 846 af 17. november 1997 om statstilskud til dækning af kuldioxidafgift i visse virksomheder med et stort energiforbrug med senere ændringer, se nedenstående oversigt.

Til loven har Energistyrelsen udstedt bekendtgørelse nr. 659 af 4. juli 2000 om aftale om energieffektivisering og statstilskud til dækning af udgifter til kuldioxidafgift i visse virksomheder (Energiaftalebekendtgørelsen), som med virkning fra 1. august 2005 erstattes af bekendtgørelse nr. 631 af 24. juni 2005.

Energistyrelsen har også udstedt bekendtgørelse nr. 951 af 7. november 1996 om promskriteriet i forbindelse med aftale om energieffektivisering og statstilskud til dækning af udgifter til CO2-afgift (Promsbekendtgørelsen), som med virkning fra 1. august 2005 erstattes af bekendtgørelse nr. 632 af 24. juni 2005.

Aftaler om energieffektivisering indgås mellem virksomhederne og Energistyrelsen. Ved en aftale forpligter virksomheden sig bl.a. til at etablere energiledelse. Til gengæld herfor udsteder Energistyrelsen et tilsagn om udbetaling af tilskud til dækning af CO2-afgiften til virksomheden.

Der er 2 kriterier for, hvornår en virksomhed er berettiget til at indgå aftale om energieffektivisering. Virksomheden skal enten udføre en energiintensiv proces, der er optaget på proceslisten (bilag til lov om kuldioxidafgift) eller opfylde det såkaldte promskriterium, hvor virksomhedens afgiftsværdi skal udgøre mindst 4 pct. af værditilvæksten. Der er desuden fra 1. juli 2002 åbnet mulighed for at få tilskud til rumvarmeafgift ved at indgå aftale om rumvarme i tillæg til en procesaftale eller en promsaftale.

Aftaler, der indgås på baggrund af promskriteriet, henvender sig til virksomheder med et stort energiforbrug til proces, der ikke optræder på proceslisten.

Ordningen administreres i samarbejde mellem Energistyrelsen og SKAT.

Energistyrelsen varetager forholdene omkring indgåelse af aftale om energieffektiviseringer og kontrollen med overholdelsen af aftalen. Yderligere information herom findes i Energistyrelsens 2 publikationer, der beskriver det nuværende aftalesystem: 

  • Krav ved indgåelse af aftaler om energieffektivisering, marts 2003 (Kravsspecifikation), revideret juni 2004. 
  • Vejledning om indgåelse af aftale om energieffektivisering, april 2003, revideret september 2004.

Energistyrelsen har endvidere udarbejdet Vejledning om specielle regler for promsaftaler og rumvarme, juli 2002.

Vejledningerne findes på Energistyrelsens hjemmeside www.ens.dk under emnet Energibesparelser - Virksomheder - Tilskud til CO2-afgift.

SKAT varetager udbetalingen af tilskuddet og vejledning og kontrol i forbindelse med opgørelsen af tilskuddets størrelse.

Ændringer pr. 1. juli 2002 Ved lov nr. 1107 af 29. december 1999 er der bl.a. sket følgende ændringer af tilskudsordningen:

1. Bundfradraget fjernes ved udbetaling af tilskud til virksomheder, der indgår aftale med Energistyrelsen på grundlag af en fællesaftale med en branche eller gruppe af virksomheder. Det bemærkes, at for aftalevirksomheder, der ikke er omfattet af en fællesaftale, bibeholdes det årlige bundfradrag på 20.000 kr.

2. Promskriteriet forhøjes fra 3 pct. til 4 pct., og energiafgift af rumvarme og varmt vand indgår i beregningen af afgiftsværdien.

3. Der indføres et "rumvarmetilskud" baseret på promskriteriet, som giver adgang til tilskud til energiafgift og CO2-afgift af rumvarme og varmt vand. Tilskuddet er betinget af, at virksomheden indgår aftale om energieffektivisering med Energistyrelsen.

4. Klageadgangen ændres, så det fremover er Landsskatteretten og ikke SKAT, der skal behandle klager over skattecentrenes afgørelser vedrørende opgørelse af tilskudsgrundlaget.

Ændringerne  trådte i kraft den 1. juli 2002, jf. Økonomi- og Erhvervsministeriets bekendtgørelse nr. 509 af 20. juni 2002.

Ændringer pr. 1. januar 2005 Ved lov nr. 462 af 9. juni 2004 er der bl.a. sket visse ændringer af reglerne for godtgørelse af CO2-afgift, som også har betydning for CO2-tilskudsordningen. Ændringerne trådte i kraft den 1. januar 2005.

Der er i hovedtræk tale om følgende ændringer:

  • CO2-afgiftssatserne nedsættes med 10 pct.
  • Den hidtidige afgiftsgodtgørelse for momsregistrerede virksomheder på 10 pct. af CO2-afgiften af energi til lette procesformål ophæves.
  • Energiafgiftssatserne hæves med et beløb, som svarer til det, som CO2-afgiften nedsættes med.

Godtgørelse af CO2-afgift for energi til tung proces nedsættes fra 75 pct. af CO2-afgiften til 13/18 af CO2-afgiften. Denne ændring har kun betydning for virksomheder med energiforbrug til tung proces.

Selv om godtgørelsesandelen nedsættes, så bliver virksomhedernes betaling af CO2-afgift den samme.

Oversigt over godtgørelsesprocenter for CO2-afgift:

Procesformål Indtil 1. januar 2005  Pr. 1. januar 2005   
Let proces 10 pct. 0 pct.
Tung proces 75 pct. 13/18

For virksomheder, der har en procesaftale eller promsaftale om energieffektivisering med Energistyrelsen, ændres satsen for tilskud til CO2-afgift fra 22 pct. af CO2-afgiften til 11/45 af CO2-afgiften.

Tilskuddet for energiforbrug, der er omfattet af rumvarmeaftaler, er uændret 22 pct. af energi- og CO2-afgiften.

Lovændringer mv. Der er inden for de senere år sket følgende lovændringer mv.:

Lov nr. Dato Ændring

850

13.11.1995 Lovbekendtgørelse

1220

27.12.1996 Lempelse af raffinaderiers betaling af afgift

444

10.06.1997 Justering af rumvarmeafgiften mv.

846

17.11.1997 Lovbekendtgørelse

1107

29.12.1999 Ændring af promskriteriet, bundfradrag og tilskud til energiafgift af rumvarme og varmt vand mv.
1029 22.11.2000 Afskaffelse af hæftestraf
462 09.06.2004 Implementering af energibeskatningsdirektiv RDIR 2003/96/EF af 27. oktober 2003 og forenkling af energiafgifterne 
428 06.06.2005  Konsekvensændringer som følge af kommunalreformen mv.
 1417  21.12.2005 Afgiftslempelser på fjernvarme mv., mikrokraftvarme og justeringer af forbrugsregistrering mv. 
 ►1536◄ ►19.12.2007 ◄ ►Indeksering af energiafgifterne◄ 

  • Energiafgiften af elektricitet forhøjes med 0,1 øre pr. kWh  
  • CO2-afgiften af elektricitet nedsættes med 0,4 øre pr. kWh
  • Godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til tung proces ændres fra 13/18 til 61/86
  • Godtgørelse af CO2-afgift af elektricitet til vækstlys ændres fra 75 pct. til 61/86
  • Tilskud til CO2-afgift af elektricitet omfattet af en procesaftale og promsaftale ændres fra 11/45 til 11/43.

►Skatteministeren har ved bekendtgørelse nr. 1327 af 30. november 2007 sat ændringerne i kraft den 1. januar 2008. Reglerne er godkendt af Europa-kommissionen.◄ Der vil være sammenfald mellem ikrafttrædelsestidspunktet og virkningstidspunktet for ændringerne.