| Naturalieydelser direkte fra arbejdsgiverDen indkomst, der beskattes efter 25 pct.-ordningen skal være A-indkomst for modtageren. Bortset fra det vederlag i penge, der udbetales i henhold til en ansættelseskontrakt omfattet af KSL § 48 E, vil en persons øvrige indkomst skulle selvangives og beskattes efter sædvanlige regler. Til øvrig indkomst henregnes også naturalieydelser, der modtages direkte fra arbejdsgiveren som vederlag i henhold til en ansættelseskontrakt omfattet af KSL § 48 E. Værdi af fri kost og/eller logi, er A-indkomst efter bestemmelsen i KSL § 43, stk. 1, men er undtaget fra at være omfattet af ordningen, og skal derfor beskattes som almindelig indkomst. Fri telefon er B-indkomst, og skal derfor beskattes som almindelig indkomst.
FradragsbegrænsningI adgangen til at foretage fradrag i øvrig indkomst gælder alene den begrænsning, at de lønmodtagerfradrag, der knytter sig direkte til det vederlag, der § 48 E-beskattes, ikke kan foretages. Denne begrænsning gælder f.eks. befordringsfradrag, fradrag for flytteudgifter, fradrag for dobbelt husførelse og fradrag for bidrag til fagforening med den modifikation, der er beskrevet under afsnit D.B.5.6, men derimod ikke fradrag for A-kassebidrag, efterlønsbidrag og pensionsindbetalinger til privattegnede danske ordninger, jf. PBL § 18. Adgangen til at fratrække udgifter er for personer med dobbeltdomicil begrænset af KSL § 2, stk. 1, således at der kun kan fratrækkes udgifter, der vedrører indtægter, som Danmark efter overenskomsten kan beskatte. For så vidt angår sådanne pensionsordninger, der er oprettet i udlandet, vil der dog ikke være mulighed for fradrag, bortset fra visse ordninger oprettet i Nederlandene, Schweiz og Storbritannien, jf. afsnit D.B.5.6. Om A-kassebidrag og efterlønsbidrag henvises til afsnit D.B.5.6. Bortset herfra opgøres øvrig indkomst som for andre fuldt skattepligtige, dvs. under anvendelse af personskattelovens regler om personfradrag, jf. PSL § 10, underskud, overførsel til ægtefælle heraf, mv. Hvis den pågældende person fortsat er fuldt skattepligtig til sit hjemland, vil dobbeltbeskatningssituationen skulle løses som beskrevet under afsnit D.D.2 artikel 4.
UnderskudsfremførselDer kan ikke i de år, hvor ordningen anvendes, fremføres ikke-erhvervsmæssigt underskud - eksempelvis renter af lån i fast ejendom - som ikke kan rummes i anden skattepligtig indkomst, til modregning i indkomstår, hvor ordningen ikke længere finder anvendelse. Er der underskud fra både erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig virksomhed, og samtidig anden indkomst, sker der en forholdsmæssig fordeling. Til ægtefælle kan kun overføres underskud ved erhvervsmæssig virksomhed. Ægtefællen kan endvidere ikke fremføre underskud i videre omfang end personen under ordningen.
|