Nye varebiler
§ 5, stk. 2

Nye varebiler
For nye varebiler med tilladt totalvægt over 2,5 t, som er enten åbne eller uden sideruder bag førersædet i bilens venstre side, herunder uden udskæring til sideruder bag førersædet i bilens venstre side, udgør afgiften 0 kr. af de første 34.100 kr. af den afgiftspligtige værdi og 30 pct. af resten. For sådanne varebiler med en tilladt totalvægt over 3 t kan afgiften dog højst udgøre 56.800 kr. Der stilles ikke særlige eller specifikke krav til den tilladte siderude i køretøjets højre side, hverken til udformning eller placering.

Reglerne gælder også for brugte varebiler.

 

Ved "uden sideruder bag førersædet i bilens venstre side" forstås biler, som de fremtræder fra fabrikken. Det betyder, at en bil med sideruder, hvor sideruden efterfølgende udskiftes med en fast plade e.l., ikke kan godkendes som kassevogn.  Det gælder også selv om udskiftningen af sideruden sker i udlandet.

 

De såkaldte dobbeltkabine pick-up biler, der er karakteriseret ved, at der er et rum mellem førersædet og et åbent lad, anses for åbne.

 

Reglerne for anvendelse af varebiler fremgår af afsnit E.1.4.3.2.

 

Fradrag § 8, stk. 7

Der gives fradrag i den afgiftspligtige værdi for varebiler, der er forsynet med ESP-system, blokeringsfri bremser og sikkerhedspuder, se afsnit E.1.5.

Specielindrettede køretøjer
§ 5, stk. 13
Biler mellem 2,5 og 4 tons tilladt totalvægt, som er specielt indrettet til erhvervsmæssigt formål, fx tandklinikker, udstillingsvogne, salgsvogne, mobile kontorer, værkstedsvogne o.l., og anvendes hertil, afgiftsberigtiges efter tilsvarende satser som for nye/brugte varebiler.

Kassevogne, der i varerummet er indrettet med fastmonterede hylder og reoler o.lign. med henblik på en hensigtsmæssig transport af gods (materialer, reservedele og værktøjer mv.), anses ikke som specialindrettet i relation til registreringsafgiftsloven.

Indretning af kassevogne med en egentlig arbejdsplads (arbejdsbord og stol) anses derimod som en specialindretning  efter registreringsafgiftslovens § 5, stk. 13.

Brændstoføkonomiske personbiler § 5, stk. 4-6

Der gives ikke fradrag eller tillæg i afgiften for brændstoføkonomien for varebiler, der afgiftsberigtiges med 30 pct. afgift

Brugte varebiler
§ 5, stk. 8
Brugte varebiler
Varebiler, hvoraf der betales 30 pct. værdiafgift:
Alder Afgift
0-1 år 0 kr. af 29.000 kr. og 30 pct. af resten
1-2 år 0 kr. af 24.800 kr. og 30 pct. af resten
2-3 år 0 kr. af 20.500 kr. og 30 pct. af resten
3-4 år 0 kr. af 16.300 kr. og 30 pct. af resten
4-5 år 0 kr. af 12.000 kr. og 30 pct. af resten
5-6 år 0 kr. af 7.800 kr. og 30 pct. af resten
over 6 år 0 kr. af 3.500 kr. og 30 pct. af resten

Maksimum for afgiften af varebiler med tilladt totalvægt over 3 tons, men ikke over 4 tons, udgør 56.800 kr.

Katalysator § 5, stk. 10 Den afgiftspligtige værdi for brugte varebiler forhøjes med 610 kr, hvis bilen ikke opfylder bestemmelserne i Detailforskrifter for Køretøjer (bek. nr. 9316 af 3. marts 2006) punkt 7.x6.021 og punkt 7.x6.024.

Overgang til anden anvendelse § 5, stk. 14 En varebil, hvoraf der er betalt 30 pct. afgift, afgiftsberigtiges med fuld afgift efter lovens § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt.

Afgiften nedsættes dog med 30 pct. af den del af køretøjets afgiftspligtige værdi, der overstiger 30.000 kr. For biler over 3 tons kan nedsættelsen dog højst udgøre 50.000 kr. For køretøjer, som er berigtiget med halv afgift efter bestemmelser i tidligere lovgivning, nedsættes afgiften med 40 pct.

Ændring af den tilladte totalvægt (op- eller nedvejning)

►Et køretøj, der er afgiftsberigtiget efter registreringsafgiftsloven, og som efterfølgende op- eller nedvejes hen over en af de vægtgrænser for køretøjets tilladte totalvægt, der er lagt til grund for afgiftsberigtigelsen, eller en af de vægtgrænser for køretøjets tilladte totalvægt, der gælder på tidspunktet for registreringen af op- eller nedvejningen, skal afgiftsberigtiges på ny.◄

►Den del af bilens værdi, der er registreringsafgift fra den tidligere afgiftsberigtigelse, modregnes ved opgørelsen af den nye registreringsafgift. Overskydende registreringsafgift tilbagebetales ikke◄.

Der skal i forhold til gældende lovgivning ikke betales ny registreringsafgift, hvis op- og nedvejning sker inden for en af følgende vægtgrænser:

  • 2.501-3.000 kg, eller
  • 3.001-4.000 kg.
  • Indretning af varerum/varelad

    Om indretning af varerum/varelad henvises til afsnit E.1.4.3.1