Hvad SKAT ved
SKAT har modtaget oplysninger om tilbagebetalt:
- kontanthjælp, der er udbetalt i 1994 til 2006 og tilbagebetalt i 2007.
- introduktionsydelse mv., der er udbetalt i 2006 eller tidligere og tilbagebetalt i 2007.
Beløbet står i rubrik 23.
Du har fradragsret på nogle offentlige ydelser
Du har fradragsret for hele det tilbagebetalte beløb i 2007, hvis du har modtaget:
- tilbagebetalingspligtig kontanthjælp i et eller flere af årene 1994 til 2006 og først har tilbagebetalt den i 2007.
- tilbagebetalingspligtig introduktionsydelse mv. i 2006 eller tidligere og først har tilbagebetalt den i 2007.
Det skyldes, at de sociale myndigheder har indeholdt og indbetalt A-skat af det udbetalte beløb i udbetalingsåret. Beløbet har også været medregnet på selvangivelsen og årsopgørelsen for udbetalingsåret. Det tal, der står i rubrik 23, er kontanthjælpen eller introduktionsydelsen inklusive den beregnede skat, altså det beløb, som du har betalt tilbage.
Intet fradrag for ydelser modtaget i 2007
Hvis du har modtaget tilbagebetalingspligtig kontanthjælp eller introduktionsydelse i 2007, kan du ikke tage fradrag for den beregnede skat, hvis du har tilbagebetalt kontanthjælpen eller introduktionsydelsen i 2007. Det skyldes, at du så kun har tilbagebetalt nettobeløbet; kontanthjælpen eller introduktionsydelsen minus den beregnede skat. Kontanthjælpen eller introduktionsydelsen skal derfor ikke regnes med på selvangivelsen og årsopgørelsen for 2007, og du skal ikke udfylde rubrik 23.