Hvad SKAT ved
SKAT har oplysninger om selvangivne uudnyttede tab på unoterede aktier, som er opstået i indkomstårene 2002 til 2006, og vil automatisk modregne fradragsberettigede tab i indkomstårets nettoaktieindkomst.

Hvad du selv skal oplyse
I rubrik 67 skal du selvangive indkomstårets netto fortjeneste/tab på danske unoterede aktier. Du skal også selvangive udbytte og udlodninger, hvor der ikke er indeholdt udbytteskat, fx maskeret udbytte.

Har du foretaget indskud i en dansk kontoførende investeringsforening, skal du selvangive den udlodningsandel, der er aktieindkomst, og som stammer fra danske aktier, hvori der ikke er indeholdt udbytteskat. Den udlodningsandel, der er aktieindkomst, og stammer fra danske aktier, hvori der er indeholdt udbytteskat, skal du selvangive i rubrik 65.

Har du udlodningsandele, der stammer fra udenlandske aktier eller fra udenlandske investeringsforeninger/-selskaber, skal du angive disse på Selvangivelsen for udenlandsk indkomst.

Omsættelige investeringsbeviser anses skattemæssigt som børsnoterede. Derfor skal du skrive gevinst eller tab på omsættelige investeringsbeviser, der indgår i aktieindkomsten i rubrik 66.