Fiskeres fradrag
Ansatte eller selvstændige fiskere, der har været registreret som erhvervsfiskere efter saltvandsfiskeriloven i løbet af indkomståret, kan få et fradrag på 190 kroner pr. påbegyndt havdag ved fangstture af mindst 12 timers varighed. Havfradraget vælges for hele indkomståret og udgør maksimalt 41.800 kroner årligt.
Fradraget træder i stedet for:
- Fradrag for befordringsudgifter til kørsel i forbindelse med erhvervelse af indkomsten som erhvervsfisker.
- Fradrag for udgifter til faglige kontingenter eller for bidrag til arbejdsløshedskasse, hvis medlemskabet har tilknytning til beskæftigelsen som erhvervsfisker.
- Fradrag for lønmodtagerudgifter afholdt i forbindelse med fiskeriet.
For selvstændige fiskere, der vælger havfradraget, kan der ikke ske fradrag for driftsudgifter, der vedrører fiskeriet, og som kan sidestilles med lønmodtagerudgifter.
Ved en havdag forstås 24 timer. Ved længerevarende fangstture vil der kunne opnås fradrag for to havdage, når turen har varet over 24 timer. Varer turen over 48 timer, kan der opnås fradrag for tre havdage.