Klagen skyldes, at Told- og Skattestyrelsen har afslået klagerens anmodning om gældseftergivelse.

 

Landsskatterettens afgørelse

 

Klagen afvises, og en anmodning om genoptagelse af Told- og Skattestyrelsens afgørelse imødekommes ikke.

 

Sagens oplysninger

 

Det fremgår af sagen, at Told- og Skattestyrelsen den 4. april 2004 havde meddelt klageren afslag på en anmodning om gældseftergivelse.

 

Det fremgår endvidere, at klageren efterfølgende rettede henvendelse til Told- og Skattestyrelsen bl.a. vedrørende hans skatteansættelser for indkomstårene 1991, 1992, 1993 og 1994 og vedrørende opkrævningen af skatter for bl.a. disse indkomstår. Af et brev fra klageren til Told- og Skattestyrelsen af 15. maj 2005 fremgår bl.a., at klageren af opkrævningsmyndighederne var blevet opfordret til at søge om delvis gældseftergivelse, men at han desuagtet havde fået afslag på sådanne ansøgninger. Afslutningsvis anførte klageren i brevet følgende:

 

"Hvordan sagen skal løses ved jeg ikke, måske som den gordiske knude, så har jeg måske betalt for meget, måske for lidt, mit helbred er blevet belastet, nogen har begået lovbrud, nogen har fået resultatløn, men livet kan så gå videre, og måske er der nogen, der vil have dårlig samvittighed, hvem ved."

 

I en afgørelse af 15. juli 2005 afviste Told- og Skattestyrelsen, at der var begået fejl vedrørende behandlingen af klagerens indkomstansættelser for de pågældende år. For så vidt angår spørgsmålet om gældseftergivelse anførte Told- og Skattestyrelsen:

 

"(...)

 

Med henvisning til Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 2. april 2004 er der fortsat ikke grundlag for at indrømme eftergivelse af restancen.

 

Afgørelsen er truffet i medfør af kildeskattelovens § 73 C, jf. § 73 B, og opkrævningslovens § 15, hvorefter der kan eftergives skatter mv. eller indrømmes henstand, når det godtgøres, at en skatteyder ikke er i stand til og inden udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser og omstændighederne i øvrigt taler derfor.

 

Efter kildeskattelovens § 73 D og opkrævningslovens § 15, stk. 8, kan der tillige eftergives, eller meddeles henstand med betaling af skattebeløb, når forholdene i særlig grad taler derfor.

 

Styrelsen finder dog ikke, efter de foreliggende oplysninger, at der i denne sag foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der kan ske eftergivelse efter § 73 D eller § 15, stk. 8.

 

Bestemmelsen anvendes fortrinsvis i tilfælde, hvor der foreligger myndighedsfejl, livstruende sygdom, force majeure eller force majeure-lignende situationer.

 

Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

 

Denne afgørelse kan dog indbringes for domstolene inden 3 måneder fra dato jf. skattestyrelseslovens § 31, stk. 3.

 

Det må efter nuværende praksis forventes, at domstolene kun vil foretage en legalitetsprøvelse af skønnet, dvs. en prøvelse om skønnet er udøvet i overensstemmelse med lovgivningen - men ikke om resultatet af det konkret skøn er korrekt."

 

Klageren indbragte ikke Told- og Skattestyrelsens afgørelse for domstolene.

 

Klageren har i 2006 rettet henvendelse til Folketingets Ombudsmand bl.a. vedrørende Told- og Skattestyrelsens afslag på gældseftergivelse. Bl.a. fremgår det af et brev af 25. august 2006 fra klageren til ombudsmanden, at klagerens brev af 15. maj 2005 til Told- og Skattestyrelsen efter hans opfattelse indeholdt en anmodning om, at ansøgningen om gældseftergivelse blev behandlet under hensyn til de fejl, der var begået af myndighederne vedrørende hans indkomstansættelser for tidligere indkomstår. Tidligere var der således alene set på hans aktuelle økonomiske forhold. Klageren anfører i brevet til ombudsmanden, at Told- og Skattestyrelsen i sin afgørelse imidlertid slet ikke forholder sig denne anmodning.

 

Folketingets Ombudsmand har ved brev af 19. marts 2007 oversendt sagens akter til Landsskatteretten med anmodning om, at Landsskatteretten tager stilling til, om retten kan behandle klagerens klage over Told- og Skattestyrelsens afslag af 15. juli 2005 på klagerens anmodning om eftergivelse af gæld.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

 

Told- og Skattestyrelsen var indtil 1. november 2005 i medfør af § 22 i bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning som ændret ved bekendtgørelse nr. 241 af 28. marts 2004 (sagsudlægningsbekendtgørelsen), der var udstedt bl.a. med hjemmel i kildeskattelovens § 89 B, klagemyndighed for de regionale told- og skattemyndigheders afgørelser bl.a. om gældseftergivelse. Efter sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, stk. 1, nr. 4, kunne Told- og Skattestyrelsens afgørelser efter bl.a. § 22 ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

 

Landsskatteretten lægger til grund, at Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 15. juli 2005 og den heri nævnte tidligere afgørelse af 4. juli 2004 blev truffet som klagemyndighed i medfør af de nævnte bestemmelser.

 

Med skatteforvaltningslovens § 1 (lov nr. 427 af 6. juni 2005) indførtes med virkning fra 1. november 2005 den såkaldte enhedsforvaltning (SKAT).

 

Sagsudlægningsbekendtgørelsen blev ved § 125, stk. 3, nr. 2, i lov nr. 428 af 6. juni 2005 ophævet med virkning ligeledes fra 1. november 2005.

 

Ved § 2, stk. 1, i lov nr. 429 af 6. juni 2005 om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer (opkrævnings- og inddrivelsesloven) bestemtes, at skatteministeren eller den, han bemyndiger dertil, er restanceinddrivelsesmyndighed. I § 2 i bekendtgørelse nr. 995 af 19. oktober 2005 (inddrivelsesbekendtgørelsen) har ministeren udnyttet denne bestemmelse til at fastsætte, at told og skatteforvaltningen (nu SKAT) er restanceinddrivelsesmyndigheden.

 

Efter opkrævnings- og inddrivelseslovens § 4, stk. 1, kan klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer indbringes for Landsskatteretten, med mindre andet er bestemt i lovgivningen.

 

Efter § 5, stk. 2, overgik fordringer m.v., for hvilke fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkrævede fordringen, havde iværksat inddrivelse, til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 1. november 2005.

 

Efter samme lovs § 5, stk. 3, havde lovens regler om klage til Landsskatteretten virkning for klager over afgørelser om inddrivelse, der var truffet af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis klagen modtoges den 1. november 2005 eller senere.

 

Efter § 5, stk. 4, overgik klager over afgørelser om inddrivelse omfattet af klagereglerne i § 4, stk. 1, der inden den 1. november 2005 var påklaget til de hidtidige administrative klageinstanser, til behandling i Landsskatteretten den 1. januar 2006, hvis de hidtidige klageinstanser ikke havde færdigbehandlet klagen inden denne dato.

 

Told- og Skattestyrelsen havde færdigbehandlet klagerens klage den 15. juli 2005, og Landsskatteretten kan derfor ikke behandle klagerens henvendelse til Folketingets Ombudsmand som en klage omfattet af opkrævnings- og inddrivelseslovens § 5, stk. 4.

 

Landsskatteretten er en særlig uafhængig forvaltningsmyndighed, som står uden for det administrative hierarki. Landsskatteretten kan derfor alene ved lov tillægges kompetence til at påkende klager over afgørelser truffet af andre myndigheder.

 

Efter Landsskatterettens opfattelse må opkrævnings- og inddrivelseslovens § 5, stk. 3, bedømmes i lyset heraf.

 

De afgørelser, som Landsskatteretten efter denne bestemmelses ordlyd kan påkende, hvis klagen er indgået efter 1. november 2005, er restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser. Da restanceinddrivelsesmyndigheden først blev etableret med virkning fra 1. november 2005, må bestemmelsen forstås således, at Landsskatteretten herudover havde kompetence til at behandle klager over afgørelser truffet af fordringshavere m.v. som omhandlet i lovens § 5, stk. 2, hvis klagen blev indgivet den 1. november 2005 eller senere.

 

Der er imidlertid hverken i lovens ordlyd eller i bemærkningerne hertil belæg for at antage, at Landsskatteretten herudover skulle være klagemyndighed for afgørelser truffet inden 1. november 2005 af en myndighed, som da fungerede som endelig administrativ klageinstans for afgørelser om inddrivelse. Henset til Landsskatterettens status må der således efter rettens opfattelse kræves særlige holdepunkter for en sådan udvidende fortolkning af § 5, stk. 3, og der ses ikke at være sådanne holdepunkter.

 

Landsskatteretten kan derfor ikke antages at have kompetence til at behandle klagerens henvendelse til Folketingets Ombudsmand som en klage over Told- og Skattestyrelsens afgørelse.

 

Landsskatteretten afviser derfor at behandle henvendelsen til Folketingets Ombudsmand som en klage over Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 15. juli 2005. Det er herefter ufornødent at tage stilling til, om der foreligger særlige omstændigheder, der taler for at bortse fra overskridelse af klagefristen for klage til Landsskatteretten, jf. opkrævnings- og inddrivelseslovens § 4, stk. 1.

 

Da Told- og Skattestyrelsen indtil 1. november 2005 var sidste administrative klagemyndighed for afgørelser om bl.a. inddrivelse, og da Landsskatteretten fra samme dato har overtaget denne funktion, må Landsskatteretten imidlertid efter almindelige forvaltningsretlige principper være berettiget til at tage stilling til en anmodning om genoptagelse af Told- og Skattestyrelsens afgørelse. Landsskatteretten har derfor besluttet at anse klagerens henvendelse til Folketingets Ombudsmand som en anmodning om genoptagelse af Told- og Skattestyrelsens afgørelse.

 

Reglerne om Landsskatterettens genoptagelse af egne sager fremgår af skatteforvaltningslovens § 46. Efter disse regler, der må antages at kunne anvendes analogt, når det gælder genoptagelse af en tidligere klagemyndigheds afgørelser, er det efter § 46, stk. 1, en betingelse for genoptagelse, at der forelægges retten oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, uden at dette kan lægges klageren til last, og det skønnes, at de nye oplysninger kunne have medført et væsentligt andet resultat, hvis de havde foreligget tidligere. Efter stk. 2, kan Landsskatteretten imødekomme en anmodning om genoptagelse, selv om betingelserne i stk. 1, ikke er opfyldt, hvis retten skønner, at ganske særlige omstændigheder taler derfor.

 

Der ses ikke i det af klageren over for ombudsmanden anførte at være fremkommet nye oplysninger. Der er derfor ikke grundlag for at genoptage sagen efter § 46, stk. 1.

 

§ 46, stk. 2, antages at kunne finde anvendelse bl.a., hvis der ved behandlingen af den oprindelige sag er begået fejl. Landsskatteretten kan ikke konstatere, at Told- og Skattestyrelsen har begået fejl i forbindelse med behandlingen af klagerens klage. Det af klageren anførte om, at Told- og Skattestyrelsen ikke i sin afgørelse forholdt sig til, om hans gæld kunne eftergives, fordi de underordnede myndigheder havde begået fejl i forbindelse med behandlingen af hans skatteansættelser, er således ikke korrekt. Told- og Skattestyrelsen antog således i afgørelsen af 15. juli 2005, at der ikke var begået sådanne fejl, og der var også i begrundelsen for Told- og Skattestyrelsen afslag på gældeftergivelse henvist til kildeskattelovens § 73 D, der giver hjemlen til at gældseftergive, hvis der er begået myndighedsfejl. Der ses derfor ikke at  foreligge ganske særlige omstændigheder, der taler for at imødekomme en anmodning fra klageren om genoptagelse af Told- og Skattestyrelses afgørelse af 15. juli 2005.

 

Det bemærkes herved også, at klageren ved en fornyet ansøgning om eftergivelse kan få efterprøvet, om han nu opfylder betingelserne for eftergivelse. Et eventuelt afslag på eftergivelse kan påklages til Landsskatteretten enten efter opkrævnings- og inddrivelseslovens § 4 eller efter skatteforvaltningslovens § 11.