Der er ifølge SKL § 7 A, stk. 3, efter skatteministerens bestemmelse oplysningspligt for den, der som led i et ansættelses- eller aftaleforhold eller som led i valg til en tillidspost, yder skattepligtige fordele, uden der er betalt fuldt vederlag herfor.

De oplysningspligtige arter af fordele fremgår af SKLbek. § 13. Oplysningspligten omfatter herefter dels personalegoder, der er gjort til A-indkomst dvs. fri bil, dels visse personalegoder, der er B-indkomst. Bestemmelsen er udtømmende.

Fri telefon er B-indkomst. Arbejdsgiver skal derfor ikke foretage skattetræk af værdien af fri telefon. Værdien skal indberettes som bidragspligtig B-indkomst. Den ansatte skal medtage det skattepligtige beløb på sin selvangivelse/årsopgørelse. Indberetningspligten fremgår af SKLbek. § 11, nr. 14.

Der er en særlig indberetningspligt for alle, der som led i virksomheden har ydet vederlag til en direktør eller anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, når vederlaget består i, at der er stillet bil til rådighed for privat benyttelse eller i form af, at der er stillet sommerbolig, lystbåd eller helårsbolig til rådighed, jf. LL § 16, stk. 4, 5, 6 og 9. Det samme gælder udbytte af denne karakter, der er udloddet til en hovedaktionær, jf. LL § 16 A, stk. 9. Indberetningspligten fremgår af SKL § 7 C.