SL §§4,5 og 6 Indkomstbegrebet

Udgangspunktet for opgørelsen af den skattepligtige indkomst er SL §§ 4-6. Statsskattelovens indkomstbegreb bygger på et nettoindkomstprincip, hvorefter det er bruttoindkomsten med fradrag af de udgifter, der er afholdt for at erhverve indkomsten, som skal beskattes. SL §§ 4-6 er fra 1922 og er ved senere lovgivning ændret og suppleret i betydelig omfang. Dog er §§ 4-6 fortsat i det væsentlige udtryk for dansk skatterets hovedregler om opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det beløb, der er grundlag for beregningen af den almindelige indkomstskat kaldes den skattepligtige indkomst. Selv på de punkter, hvor SL §§ 4-6 er ændret eller suppleret kan bestemmelserne fortsat have selvstændig betydning som beskatningshjemmel.

Efter SL §§ 4 og 6 er den skattepligtige indkomst differencen mellem på den ene side de skattepligtige bruttoindtægter jf. SL § 4 og på den anden side de fradragsberettigede bruttoudgifter jf. SL § 6. Den skattepligtige indkomst er altså en nettostørrelse. SL § 4 opstiller den almindelige hovedregel for beregningen af bruttoindkomsten. Efter SL § 4 skal alle indtægter, såvel engangsindtægter som tilbagevendende indtægter medregnes ved indkomstopgørelsen. Det er således principielt uden betydning, om indtægten er resultat af positive indkomstbestræbelser (fx virksomhed som lønmodtagere eller selvstændig erhvervsdrivende) eller en uventet erhvervelse (fx en gevinst eller gave). Bestemmelsen indeholder ikke en udtømmende opremsning. Skattepligten omfatter alle erhvervelser af økonomisk værdi. Det er derfor uden betydning om indtægten fremtræder i form af penge eller andet aktiv af økonomisk værdi.

Ifølge praksis kan udgifter, der er afholdt med henblik på at erhverve indtægter ved ikke-erhvervsmæssig virksomhed herunder honorarindtægt udenfor tjenesteforhold, fradrages i disse indtægter efter et nettoindkomstprincip. Fradragsretten er dermed kildebegrænset. Hjemlen for fradragsretten af de kildeartsbestemte udgifter kan være en indfortolkning af nettoprincippet direkte i SL § 4. Landsskatteretten har i TfS 1999, 391 LSR anvendt nettoprincippet som hjemmel for den kildebegrænsede fradragsret. Landsskatterettens kendelse vedrørte en musiker, der var ansat som lønmodtager i et symfoniorkester. Han havde derudover oppebåret indtægter fra en musikskole samt fra visse enkeltstående engagementer. Honorarerne fra de enkeltstående arrangementer ansås ikke for oppebåret som led i selvstændig erhvervsvirksomhed, men måtte anses som indtægt ved ikke erhvervsmæssig aktivitet. Ved opgørelsen af indkomsten herfra kunne fradrages de dermed forbundne og kildeartsbestemte udgifter i det omfang de var dokumenteret og kunne indeholdes i denne indtægt, jf. SL § 4 og dermed også med virkning for opgørelsen af den personlige indkomst, jf. PSL § 3, stk. 1, sammenholdt med § 1.

Som en undtagelse fra SL § 4 opregnes i SL § 5 en række indtægter, der ikke er skattepligtige, selvom dette måtte følge af SL § 4. Herudover indeholder den øvrige skattelovgivning undtagelser til SL § 4. I det følgende omtales nogle mere specielle former for indtægter.

Hvad angår indkomstopgørelsen efter aktieavancebeskatningsloven henvises til LV Selskaber og aktionærer afsnit S.G.

I SKM2006.573.LSR fandt Landsskatteretten, at udveksling af arbejdskraft og naturalier i forbindelse med et timebankprojekt ikke kunne karakteriseres som vennetjenester, men medførte indkomstskattepligt for modtagerne.

I SKM2007.183.HR fik den skattepligtige ikke medhold i, at en del af et konsulenthonorar skulle beskattes hos hans søn i udlandet, selv om sønnen havde udført en del af arbejdet, som honoraret var vederlag for. Aftalen var indgået mellem kunden og den skattepligtige, som derfor alene var den berettigede og forpligtede over for kunden. En indsigelse om, at han havde optrådt som fuldmægtig for sin søn ved aftalens indgåelse, blev ikke taget til følge.

I SKM2007.542.VLR fastslog Vestre Landsret, at skatteyderen ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at der var tale om skattefrit depositum eller lån, som påstået af skatteyderen, og landsretten fandt, at det havde formodningen imod sig, at skatteyderen havde solgt kontorinventar. Skatteministeriet blev derfor frifundet, idet det var ubestridt, at ingen del af beløbet var tilbagebetalt.