IndledningReglerne om etableringskonti findes i lovbekendtgørelse nr. 1012 af 5. oktober 2006 om indskud på etableringskonto (ETBL) med senere ændring ved lov nr. 1580 af 20. december 2006 og lov nr. 1587 af 20. december 2006. Til etableringskontoloven knytter sig bekendtgørelse nr. 927 af 4. oktober 2005 om indskud på etableringskonto.
Ved lov nr. 151 af 15. marts 2004 er etableringskontoordningen udvidet. For det første kan etableringskontoindskud anvendes til etablering af virksomhed i selskabsform. For det andet nedsættes etableringsgrænsen, og endeligt udvides området for de udgifter, som etableringskontoindskud kan anvendes til dækning af.
Ændringen har virkning fra 1. juli 2004.
Ved lov nr. 1580 af 20. december 2006 ændredes grænsen for, hvornår en virksomhed i overvejende grad anses for at bestå i udlejning af fast ejendom, besiddelse af kontanter, værdipapirer eller lignende efter ETBL § 7, stk. 2, nr. 2. Ændringen er beskrevet under afsnit E.D.2.5.1.2. Lovændringen trådte i kraft den 1. januar 2007.
Ved lov nr. 1587 af 20. december 2006 ændres aldersgrænsen for hvem, der er berettiget til at foretage indskud på en etableringskonto i ETBL § 2. Ændringen er beskevet under afsnit E.D.2.1. Ligeledes ændres aldersgrænsen for hvornår etablering skal være sket i henhold til ETBL § 8, stk. 1. Ændringen er beskrevet under afsnit E.D.2.5.6. Samtidigt ændres aldersgrænsen for, hvornår der skal ske genbeskatning, jf. ETBL § 10, stk. 1. Ændringen er beskrevet under afsnit E.D.2.5.5.
Ændringerne i lov nr. 1587 af 20. december 2006 følger af en gradvis forhøjelse af efterløns- og folkepensionsalderen mv., og ændringerne træder i kraft den 1 juli 2009, jf. lovens § 19.
Ved lov nr. 11 af 29. januar 2008 er satserne for afskrivning og fradrag forøget med henblik på at forbedre forholdene for iværksættere. Loven er trådt i kraft den 30. januar 2008 og har virkning fra og med indkomståret 2007, jf. lovens § 2. Ændringerne er indskrevet i afsnit E.D.2.5.1.2 og i afsnit E.D.2.6. |