Fra den 1. januar 2004 kan indenlandske leveringer af motorkøretøjer til ambassader, diplomater m.fl. her i landet ske momsfrit på visse betingelser.
Efter momsbekendtgørelsens § 32, jf. momslovens § 45, stk. 2, kan fremmede staters herværende ambassader mv., internationale organisationer samt tilknyttet personale her i landet momsfrit indkøbe varer fra punktafgiftsregistrerede virksomheder i samme omfang, som disse varer kan købes punktafgiftsfrit.
Det er således en betingelse for fritagelsen, at sælger er registreret for erhvervsmæssig afsætning af registreringsafgiftspligtige køretøjer, jf. registreringsafgiftslovens § 14. Det er endvidere en betingelse, at køber er berettiget til at købe motorkøretøjet registreringsafgiftsfrit, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 2. Ordningen vedrørende fritagelse for registreringsafgift administreres af SKAT.
Registrerede forhandlere, der momsfrit sælger motorkøretøjer til ambassader, tilknyttet personale m.fl., skal i deres regnskab opbevare dokumentation for, at SKAT har givet tilladelse til, at motorkøretøjer kunne sælges uden registreringsafgift.
Med hensyn til momsfritagelse ved indførsel af motorkøretøjer til ambassader, diplomater m.fl. henvises til I.3.7.
Om momsgodtgørelse og momsfritagelse ved salg af varer til ambassader, diplomater mv., henvises til K.1.2.