►Ved Lov nr. 525 af 17. juni 2008 er der vedtaget regler for fastlæggelsen af afgiftsgrundlaget ved salg til interesseforbundne parter. Reglerne er endnu ikke trådt i kraft.◄
►Skatteministeren er bemyndiget til at fastsætte tidspunktet for lovens ikrafttrædelse. Ved redaktionens slutning forventedes det, at loven træder i kraft pr. 1. januar 2009◄
►Af loven fremgår følgende omkring opgørelsen af afgiftsgrundlaget og i hvilke situationer, der består et interessefællesskab mellem sælger og køber:◄
►§ 28, stk. 3, affattes således:◄
►Stk. 3. For varer og ydelser, som en virksomhed anvender ved byggeri m.v., og hvoraf der skal betales afgift efter §§ 6 og 7, er afgiftsgrundlaget normalværdien fastsat som hele det beløb, som en kunde i samme omsætningsled som det, hvori leveringen af varer og ydelser finder sted, under frie konkurrencevilkår skulle have betalt på dette tidspunkt for de pågældende varer eller ydelser til en selvstændig leverandør her i landet. Hvis der ikke kan fastsættes nogen sammenlignelig levering af varer eller ydelser, er afgiftsgrundlaget indkøbs- eller fremstillingsprisen, jf. stk. 1, og den avance, der i almindelighed indgår ved levering af varer og ydelser af den pågældende art. Tilsvarende gælder for varer og ydelser, hvoraf der skal betales afgift ved udtagning efter § 5, stk. 4, når udtagningen sker til andre formål end privat brug for virksomhedens indehaver eller dennes personale.◄
►§ 29 affattes således:◄
►§ 29. Foretages en leverance af en vare eller ydelse, hvor modværdien er lavere end indkøbs- eller fremstillingsprisen og modtageren af leveringen eller ydelsen ikke har fuld fradragsret i henhold til § 37, stk. 1, skal afgiftsgrundlaget fastsættes på den i § 28, stk. 3, anførte måde, når der mellem leverandør og modtager er et interessefællesskab som omhandlet i stk. 3. I tilfælde, hvor der ikke er en sammenlignelig levering af varer og ydelser, jf. § 28, stk. 3, 2. pkt., fastsættes afgiftsgrundlaget dog uden tillæg af sædvanlig avance.◄
►Stk. 2. Er der mellem leverandør og modtager et interessefællesskab som omhandlet i stk. 3, kan told- og skatteforvaltningen påbyde, at afgiftsgrundlaget fastsættes på tilsvarende måde som anført i stk. 1, såfremt◄
►1) modværdien for en leverance af en vare eller ydelse er lavere end indkøbs- eller fremstillingsprisen, og leverandøren ikke har fuld fradragsret i henhold til § 37, stk. 1, og leverancen er omfattet af en fritagelse i henhold til § 13, stk. 1, eller◄
►2) modværdien for en leverance af en vare eller ydelse er højere end normalværdien, og leverandøren ikke har fuld fradragsret i henhold til § 37, stk. 1.◄
►Stk. 3. Der anses at være et interessefællesskab mellem en leverandør og en modtager i følgende tilfælde:◄
►1) Leverandør og modtager er nært forbundet gennem familie eller andre nære personlige bindinger.◄
►2) Leverandør og modtager er nært forbundet gennem retlige, ledelsesmæssige eller medlemsmæssige bindinger.◄
►3) Leverandør eller modtager har økonomisk interesse i den anden parts virksomhed eller ejendom.◄