åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "F.6.6.3 Andre afgørelser" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Forlystelse - Musikhus
Momsnævnet har den 6. februar 1995 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et musikhus, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom.

Afgørelse: Der er fradragsret for elafgift i det omfang, hvor forbruget til belysning kan henføres til restaurationsvirksomheden, herunder også når større dele af foyeren inddrages under restaurationsvirksomheden i forbindelse med større arrangementer. Desuden kan afgiften fradrages i det omfang, elforbruget kan henføres til publikums brug af foyeren i pauser i forbindelse med udlejningsarrangementer i salene.

Der ydes ikke godtgørelse af den del af elforbruget, der vedrører belysning af foyeren i det omfang, der gøres brug af foyeren til gratis kulturelle arrangementer, udstillingsvirksomhed, billetbureauvirksomhed samt almindelig færden til og fra momspligtige arrangementer. Begrundelse: Aktiviteterne må betragtes som dels forlystelsesvirksomhed dels - for så vidt angår informations/billetsalgsvirksomhed ved skranken - for bureauvirksomhed.

Der kan dog ydes godtgørelse af en forholdsmæssig del af afgiften af elforbruget i salene i perioder, hvor disse ikke er udlejede og ikke anvendes til egne arrangementer. Forbruget i disse perioder, hvor der ikke kan ske viderefakturering til lejere, kan betragtes som en integreret del i udlejningsvirksomheden og i egne arrangementer, hvor sidstnævnte må betragtes som forlystelsesvirksomhed, og dermed omfattet af bilaget.

Der ydes ikke godtgørelse af elafgift af elektricitet til belysning i en park i tilknytning til musikhuset.

Badeland
Momsnævnet har den 27. september 1995 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et kombineret badeland og svømmehal, der er frivillig registreret efter momsloven for udlejning af fast ejendom (TfS 1995/670).

Afgørelse: Det pågældende anlæg blev ud fra en helhedsvurdering ikke anset for omfattet af bilaget til elafgiftsloven, idet badet efter nævnets opfattelse i overvejende grad har karakter af en almindelig svømmehal og ikke af vandland, dvs. forlystelse.

Det fremgår videre af afgørelsen, at nævnet lagde vægt på, at anlægget er bygget op om 50 m-bassinet, der anvendes til motionssvømning, undervisning og sport, at badet ifølge det oplyste ligger nær bymæssig bebyggelse og kasernen, at der sker udlejning til sportsklubber og skoler mv., således at badet må anses for primært af betjene lokalområdet, samt at der ikke er opholdsarealer af betydning eller mulighed for egentlig fortæring i forbindelse med badet.

Bureauvirksomhed - markedsanalyse
Momsnævnet har den 26. marts 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i et markedsanalysefirma.

Afgørelse: Markedsanalysefirmaets aktiviteter er ud fra en helhedsvurdering anset for bureauvirksomhed og dermed omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

Sagen har været indbragt for Landsretten, som afsagde dom i sagen den 10. februar 2000, (TfS 289, 2000). Se endvidere F.6.6.1.

Bureauvirksomhed - konsulentydelser
Momsnævnet har den 25. august 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i en virksomhed, der afsætter konsulentydelser.

Afgørelse: Virksomhedens aktiviteter i form af at skabe, udvikle og markedsføre egne værktøjer til brug for udvælgelse og udvikling af mennesker og deres organisationer og på det grundlag tilbyde konsulentydelser til private og offentlige virksomheder anses efter en helhedsvurdering for bureauvirksomhed, som er omfattet af bilaget til elafgiftsloven (og vandafgiftsloven).

Bureauvirksomhed - virksomhedsrådgivning mv.
Momsnævnet har den 7. oktober 1998 truffet afgørelse i en sag vedrørende elforbruget i en virksomhed, der afsætter ydelser i form af virksomhedsrådgivning mv.

Afgørelse: Virksomhedens aktiviteter i form af virksomhedsrådgivning/konsulentydelser inden for statistik og operationsanalyse mv. er anset for bureauvirksomhed, og dermed omfattet af bilaget til elafgiftsloven.

►SKAT har, jf. SKM2008.462.SKAT præciseret, i hvilket omfang aktiviteterne på et teater forud for selve forestillingen for publikum på scenen skal anses for at være en integreret del af forestillingen og dermed ikke godtgørelsesberettiget.◄

►Præciseringen skal ses i lyset af, at bestemmelsen om forlystelser til forskel fra de øvrige former for virksomhed omfattet af bilaget ikke nævner virksomheden "teatre" som sådan, men alene nævner den del af aktiviteterne på teatret, der udgøres af "teaterforestillinger". Herved forstår SKAT fremførelsen eller forevisningen af skuespil, operaer m.v. på en scene og de opgaver, der relaterer sig hertil.◄

►SKAT er af den opfattelse, at der kan ydes godtgørelse for afgiften af energi brugt i forbindelse med momspligtig produktion af scenografi, kostumer og rekvisitter på et teater, inkl. prøvesalsprøver, idet denne produktion er adskilt fra teaterforestillingen i tid og/eller sted og desuden som regel vil kunne bruges i anden sammenhæng, dvs. produkterne kan udlejes til eksterne parter, sælges til andre teatre m.v. på linje med anden vareproduktion.◄

►SKAT finder derimod, at der ikke kan ydes afgiftsgodtgørelse for energi anvendt til aktiviteterne i forbindelse med produktionen af forestillingen, dvs. prøveforløbet på scenen med kunstnere og sceneteknisk personale m.v., som går forud for den endelige forestilling, og hvorved forestillingen får sin form. Dette forløb må således betragtes som en integreret del af den endelige forestilling foran publikum.◄

►Såfremt selve teatrets lokaler anvendes til både godtgørelsesberettigede aktiviteter og ikke-godtgørelsesberettigede aktiviteter, kan SKAT give tilladelse til, at der fx årligt fastsættes en fast procentsats for andelen af de godtgørelsesberettigede aktiviteter på teatret i forbindelse med, at der foretages en omsætningsfordeling. Teatret skal i givet fald kunne godtgøre, at den fastsatte procentsats svarer til de faktiske forhold set over den pågældende periode.◄

►Præciseringen af praksis indvirker ikke på reglerne om afgiftsbetaling af rumvarme i elafgiftslovens § 11, stk. 3, ff.◄

►Der gælder de almindelige regler i skatteforvaltningslovens § 31 om ordinær genoptagelse af afgiftstilsvar og krav om godtgørelse af afgift, jf. den juridiske vejledning Processuelle regler på SKATs område, afsnit G.1.2.3.◄