Indtrædelsesret er et lovhjemlet inddrivelsesmiddel. Er et krav/en restance tillagt indtrædelsesret, betyder det, at den begunstigede (kommunen) overtager skyldnerens ret til det pågældende aktiv, fx overskydende skat for hel eller delvis dækning af kravet/restancen.
Indtrædelse sker ved at underrette skyldneren.
I visse love er indtrædelsesret benævnt modregning.
Indtrædelse viger for modregning/transport mv. i følgende tilfælde:
- modregning efter kildeskatteloven, herunder KSL § 62, stk. 3
- statens ret til modregning efter dansk rets almindelige regler herom
- andre krav stiftet inden afgivelse af indtrædelsesunderretning, forudsat at sikringsakten er gennemført
Nedenfor er optegnet lovbestemmelser om indtrædelse mv.:
- Aktivlovens § 95, stk. 3:
Når der er ydet hjælp med tilbagebetalingspligt, indtræder kommunen for et beløb, der svarer til den tilbagebetalingspligtige hjælp, i retten til udbetaling af overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag med godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter KSL § 55. Dette gælder, selv om der er fastsat en tilbagebetalingsordning efter aktivlovens § 95, stk. 1.
- Biblioteksvirksomhedslovens § 33, stk. 1:
For et beløb, der svarer til de ubetalte biblioteksgebyrer - med tillæg af omkostninger - indtræder kommunen i retten til udbetaling af overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag med godtgørelse og renter samt fremskyndet skattetilbagebetaling efter kildeskatteloven.
- Boligstøttelovens § 49, stk. 1:
Der kan ske modregning i retten til udbetaling af overskydende skat med godtgørelse og renter, samt tilbagebetaling efter KSL § 55. Krav på boligstøtte kan som udgangspunkt ikke gøres til genstand for arrest, eksekution, eller anden retsforfølgning. Aftaler herom er ugyldige.
Krav på tilbagebetaling af kontanthjælp efter aktivloven kan modregnes i den boligstøtte, der vedrører perioden mellem det tidspunkt, hvor ansøgning indgives, og det tidspunkt, hvor socialpension tilkendes. Krav på betaling af ejendomsskatter vedrørende den ejendom, som boligstøttemodtageren bebor, kan modregnes i boligstøtten.
- Børnefamilieydelseslovens § 11:
I op til halvdelen af børnefamilieydelsen kan modregnes restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud, jf. servicelovens §§ 29 og 35, samt skolefritidsordning, jf. § 50, stk. 2, i lov om folkeskolen. Der kan ikke modregnes til dækning af andre offentlige krav. Det er uden betydning for modregningen, om hovedkravet vedrører ét barn og modkravet et andet barn.
I SKM2006.406.LSR udtalte Landsskatteretten, at det fremgår af § 11, stk. 2, lovbekendtgørelse nr. 846 af 4. september 2000 med senere ændringer, at der i op til halvdelen af børnefamilieydelsen kan modregnes eventuelle restancer vedrørende betaling for dag- og klubtilbud, jf. §§ 15 og 22 i lov om social service, samt skolefritidsordning, jf. § 50, stk. 2, i lov om folkeskolen. Det fremgår endvidere, at ydelsen i øvrigt ikke kan anvendes til modregning af eventuelle offentlige krav. Det fremgår ikke af lovbestemmelsen eller af dens forarbejder, at modregning i børnefamilieydelsen er betinget af en forudgående vurdering af husstandens økonomiske forhold. Kommunen har således været berettiget til at foretage modregning i børnefamilieydelsen som sket. Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen.
SKAT, Hovedcentret har i SKM2008.552.SKAT kommenteret denne afgørelse. Det udtalels således i SKM2008.552.SKAT, at på baggrund af Landsskatterettens afgørelse i SKM.2006.406.LSR kan det lægges til grund, at modregning af restancer vedrørende betaling af skolefritidsordning kan ske uden en forudgående konkret vurdering af skyldners økonomi. Det kan endvidere lægges til grund, at SKAT ikke i forbindelse med remonstration af afgørelse om modregning, eller i forbindelse med anden behandling af skyldners indsigelse mod modregningen, skal foretage en konkret vurdering af skyldners økonomi, herunder en konkret beregning af betalingsevnen i henhold til reglerne i kapitel 6 i inddrivelsesbekendtgørelsen. Modregning i børnefamilieydelsen er således ikke betinget af hverken en forudgående eller efterfølgende vurdering af skyldner eller skyldners husstands økonomiske forhold.
Den 1. august 2007 trådte lov nr. 501 af 6. juni 2007 om dag-, fritids-, og klubtilbud i kraft. Samtidig med ikrafttrædelsen blev §§ 29 og 35 i serviceloven ophævet. Der er ikke samtidig hermed indsat en hjemmel i børnefamilieydelseslovens § 11, stk. 2, til at modregne betaling for dag- og klubtilbud i henhold til dagtilbudsloven i børnefamilieydelsen. På denne baggrund har SKAT, Hovedcentret i SKM2008.552.SKAT og SKM2008.556.SKAT meddelt, at der ikke længere kan foretages modregning med eventuelle restancer, vedrørende dag- og klubtilbud i udbetaling af børnefamilieydelsen. Det er dog kun krav, der er opstået i henhold til den nye lov, lov nr. 501 af 6. juni 2007 om dag- fritids-, og klubtilbud, at der ikke kan modregnes i børnefamilieydelsen fra den 1. august 2007 og fremefter. Således kan der fortsat gennemføres modregning for krav, der er opstået i henhold til daværende §§ 29 og 35 i lov om social service. Der skal heller ikke tilbagebetales allerede gennemførte modregninger, hvis kravet var opstået i henhold til daværende §§ 29 og 35 i lov om social service. §§ 29 og 35 blev ophævet ved lov nr. 501 af 6. juni 2007 om dag- fritids-, og klubtilbud's ikrafttræden d. 1. august 2007.
- Børnetilskudslovens § 18, stk. 3:
For forskudsvise udlagte bidrag indtræder kommunalbestyrelsen for et beløb, der svarer til det skyldige beløb, i den bidragsforpligtigedes ret til udbetaling af overskydende skat med godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter KSL § 55.
Der kan modregnes i overskydende skat, krav på tilbagebetaling af vægtafgift, § 6, stk. 5 i lov om vægtafgift af motorkøretøjer,
krav på tilbagebetaling af afgift af bilens brændstofforbrug for visse personbiler.
Trafikministeren kan fastsætte nærmere regler om fremgangsmåden for bl.a. modregning.
Er der ikke betalt rettidigt, indtræder kommunen henholdsvis amtskommunen for et beløb, der svarer til den skyldige betaling, i retten til udbetaling af overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag og godtgørelse og renter samt tilbagebetaling efter KSL § 55.
Modregningsbegrænsninger:
- Førtidspensionslovens § 46, stk 1:
Disponering hindres reelt af § 46, stk. 1, idet det antages, at udlægsforbud afleder modregningsforbud.
- Pensionsloven §§ 32, 32d, stk. 2 og § 47, stk. 1:
For meget udbetalt
- folkepension og boligstøtte
- førtidspension og boligstøtte
kan fratrækkes pensionen.
Yderligere disponering hindres reelt af § 47, stk. 1, da det antages, at udlægsforbud afleder modregningsforbud.